Synes bare det hele ramler lige nu, oftest er jeg glad og lykkelig, og elsker det hele, men på det sidste har jeg bare været så træt og ikke mindst træt af alting. Går ved psykolog for at bearbejde en hård fødsel, og vi er allerede i gang med pb nr 2, selvom vores første kun er 6 mdr. Glæder mig til at blive gravid igen og alt det der og alligevel er jeg ræd og nærvøs. Synes det er hårdt med den ene vi har, da vi er her meget selv, pga faderens arbejde. Har også en del at tænke på i forbindelse med nær familie som konstant svigter og ikke forstår når jeg siger fra, der er ingen respekt og overvejer kraftigt at sige helt fra, men frygter også dette ikke vil blive accepteret.
Frustrationer over ikke at være gravid er der skiftevis med frustrationen om hvad nu hvis jeg bliver gravid. åh er ikke nemt, specilt ikke da jeg ikke vil stresse min krop, for lykkedes det ihvertfald slet ikke
åh er sådan i tvivl og om vi æaver nr 2 af de rigtige årsager, ikke i tvivl om jeg ønsker nr 2, men hvad nu hvis en snert af grunden, er den komplicerede fødsel, og nr 1 kom for tidligt, har i den grad følt mig snydt, så er jo bange for om det ender med at være hovedårsagen til at få nr 1, selvom jeg ikke tror det er sådan når jeg mærker efter dybt inde i mit hjerte
er bare så fykdt op lige nu, sur, træt, skuffet, ked, pessimistisk.... øv vil bare så gerne være mig igen og blive glad og lykkelig
Synes bare jeg har så meget hængende over hovedet, har intet imod ansvar, sådan er dte jo at være voksen, synes bare der er lidt for meget ansvar på mine skuldre lige pt, ikke kun herhjemme, men alle steder fra, som om jeg skal tage ansvar for flere i familien, er bare ved at være fyldt op, bægeret er ved at flyde over, og ved slet ikke hvordan jeg skal tackle det 
øv også
