malou skriver:
nej jeg ville ikke sende ham noget som helst... jeg ville lade ham komme til dig uanset hvad det drejer sig om... undskyld jeg spørger men hvorfor er I flyttet osv?? knus malou
Det er da helt iorden at spørge
Det er en længere forklaring... men jeg skal prøve at gøre det kort
Da jeg blev gravid var det bestemt ikke planlagt.... faren var, så at sige, kun en simpel "bolleven". Vi var begge enige om at ingen af os var klar til et forhold. Han var lige gået fra ex'en (moderen til hans anden datter) 4 mdr for inden. og jeg var blevet kylet på gaden af min exmand 1½ år forinden.
Da jeg fortalte ham at jeg var gravid, blev vi enige om at han skulle tage nogle dage uden jeg kontaktede ham, for lige at tænke det hele igennem. Hvorpå vi så ville tage en beslutning sammen.
Der gik 4 dage, så begyndte truslerne at komme via sms. Det var sgu lidt hårdt, især da jeg i bund og grund var ret lykkelig for min lille spire, og havde håbet at vi kunne gennemføre dette sammen!!
Jeg fortalte ham kort at hvis han ikke stoppede med truslerne ville jeg selv tage beslutningen, for så synes jeg ærligt talt ikke at han var "voksen" nok til at tage sådan en beslutning!!
Det resulterede blot i flere trusler, og et enkelt overfald fra hans bedste kammerat/min kollega!!
Jeg var ikke i tvivl... jeg skulle være enlig mor
Under graviditeten kom der uendeligt mange trusler. De havde sågar siddet til en førfest på vej til byen og diskuteret hvordan de skulle sørge for at jeg mistede det barn, hvad det enten var før eller efter fødslen
Nå, men jeg fødte min engel. Han fik besked, og nægtede stadig at se hende. Jeg skrev igen for at fortælle hvem hun var som person, for at fortælle hvornår hun skulle døbes, og for at takke ham for at skrive under (efter DNA -svar). Han skrev og svinede mig til hver gang der dumpede et brev ind fra statsamtet. Til sidst blev jeg træt af at blive svinet til. Så da hun var 6 måneder, besluttede jeg at synke til hans niveau, og svine ham tilbage igen.
Efter det var jeg endeligt afklaret med at han ikke ville komme foreløbig. Jeg var ked og led ved at forsøge, og hele tiden mislykkedes. Jeg synes bare at min datter fortjente sin far
. Men endeligt var jeg helt afklaret, og ville koncentrere mig fuldt ud om min datter, og den lykke jeg ellers kan give hende!!
2 uger senere, begynder jeg i skole igen. Og gæt hvem der sidder i min nye klasse..... Min datters far
Det var simpelthen det værste... og ikke nok med det, begyndte skolen 2 dage før planlagt, så jeg havde ikke noget pasning. Derfor mente lærerne at jeg bare skulle tage hende med. Så der sad vi, mor, far og datter i samme rum.... det var så ubehageligt.
Vi holdte os fra hinanden. Og lod som om vi ikke kendte hinanden... ingen i klassen kendte til vores historie... Det var skide hammerende hårdt. Jeg brød også sammen et par gange i klassen. jeg ville ikke at nogen skulle vide det.... Men det er bare hårdt når ens datter ligner sin far på en prik, og han sidder der lige foran snuden på en.....
Efter 2 måneder, kom jeg til at tale over mig en dag i skolen. Hende der hørte det, var hende både ham og jeg snakkede aller bedst med. Allerede der startede jeg en usynlig kamp imellem os. Han hidsede sig op. Efter endnu en måned, blev det hele lidt en kamp om at få folk over på "vores side". Det var slet ikke fair, for vores klasse kammerater... En dag i skolen, tog han mig så til side, og råbte af mig foran hele klassen... ting som: "jeg var mere syg i hovedet end han nogensinde havde forestillet sig" og jeg måtte ikke kigge på ham, eller snakke til ham mere. Jeg var helt mundlam over hans handling.... så jeg sagde ikke så meget.... jeg husker at jeg sagde at jeg gjorde som der passede mig, og at jeg i det hele taget var menneskelig nok til at tage ansvar for mine handlinger.
Da vi kom tilbage til forsamlingen af klassen der havde overhørt det hele, Folk forlod det sted jeg stod, og gik over til ham, for at høre om han var okay.... derefter begyndte folk at holde sig fra mig, og sende hade beskeder både på sms og via facebook :-( Det var hårdt. Det eneste tidspunkt jeg var glad, var når jeg var sammen med hans datter. Efter nogle uger med dette, kunne jeg ikke holde til mere. Jeg valgte at flytte. Min datter fortjener en mor der er glad, og har overskud, selv når hun ikke er i nærheden.
Så han har ikke direkte tvunget mig til at flytte, og jeg er måske selv skyld i hvad der er sket. Men inderst inde bebrejder jeg ham for det. Min datter skal dog aldrig vide alt dette. Hun skal have et godt indtryk af ham, i tilfælde af at han engang kommer.
Hehe... det blev lidt længere end forventet... men jeg håber du forstår min "korte" forklaring :-D
knus
