Er det ikke som så meget andet, - alting er godt i moderate doser?? 
jeg er også wow-spiller... (ja, tænk engang... hehe) men er først blevet det inden for de sidste to år, da jeg mødte min nuværende mand, der ligesom hele min øvrige familie spillede wow. SÅ da måtte jeg overgive mig... 
EJ, det er da hyggeligt. Herhjemme spiller vi sammen, stort set hver aften, når der er blevet ro. Det er vores hygge-tid sammen, men det betyder ikke at vi ikke kan se en film, eller læser en masse bøger sammen. Og jeg kan altså sagtens trække min kære mand væk fra spillet, hvis der noget andet mere interessant jeg har i tankerne... 
Jeg vil sige det sådan, at selvfølgeligt er der undtagelser, - men de fleste mennesker kan godt holde det inden for rimelighedens grænser, og syntes jeg det tager overhånd i en periode her i huset, så snakker vi om det og modererer vores forbrug lidt. Så, nej, jeg tror altså heller ikke på at forhold går i stykker på grund af wow, de forhold ville nok være strandet alligevel...
Og til jer der siger at I aldrig ville acceptere en kæreste der spiller computer, fint nok, men har i overvejet at mødes med ham om hans interesser ligesom I nok også regner med at han giver plads til jeres?? Forskellighed er altså det der gør et forhold spændene selv efter 40 år, det er jeg ganske overbevidst om... 
Anmeld