quity skriver:
Så har chokket lagt sig hos mig i hvert fald, men mine to dejlige børn er desværre stadig psykisk påvirket at det.
I mandags ved 16 tiden var jeg og børnene impliceret i en voldsom trafikuheld, hvor jeg ikke havde nogen mulighed for at undvige. Vi var tre biler med 6 personer involveret og helt mirakuløst slap vi alle med skrække og med to muligvis tre totalskadet biler.
Jeg kommer dog afsted med halskrave og spineboard, da jeg får nakkesmerter, men heldigvis er det kun muskel smerter.
Mandag havde jeg aftalt med min mor og hendes mand at mødes med dem, så jeg henter mine børn fra børnehave og dagpleje og afsted. På et tidspunkt kører jeg på en lige strækning med godt udsyn i begge retninger, foran mig køre en mørkergrøn bil. Pludselig ser jeg længere fremme at en hvid bil i modsatte kørebane køre over i vores vejbane, min første tanke er sikke en hasarderet overhaling, for der ville ikke være plads til at nå ind. Så bliver jeg opmærksomt på at der var ingen andre biler foran den hvide, så vidste jeg godt hvad der ville sket. Bilen foran mig trak så meget ind i rabatten som han kunne, og jeg når at tænke at det kan jeg ikke for så rammer jeg både ham og den hvide bil vil ramme os begge. Dernæst tænker jeg at jeg må undvige ved at trække ud i modsatte kørebane og sætte min lid til at den bagved kørende varevogn og de modsat kørende havde set det hele og ville nå at bremse. Jeg følger hele tiden den hvide bil og tænker at nu måtte vedkommende sgu da snart begynde at bremse og undvige, men dette skete ikke. Damen der kørte den hvide bil bragede ind i den mørkegrønne bil og blev slyngede ud i mig så bilen snurrede rundt og på et split sekund stod ALT stille, jeg kigger på mine børn og ser panikken i dem og så begynder der at græde.
Jeg springer ud af bilen mens jeg råber til min grædende søn at han skal blive siddende. Jeg ville om til min datter da det er i hendes side vi er blevet ramt. Jeg er så rystet at jeg ikke har set hvor bilen er ramt og da jeg prøver at åbne bagdøren ind til min datter kan jeg ikke, så ser jeg ned og ser at bilen ramte lige ind i hendes dør. Der panikker jeg en smule og bliver fuldstændig hysterisk for det eneste jeg vil er ind til min datter. Heldigvis kommer der hurtig et par mænd og hiver døren op og jeg bliver hurtig klar over at begge børn er uskadte.
Min papsøster er tilfældigvis en af de første på stedet så hun tager sig af børnene indtil min mor og hendes mand kommer, dem ringede jeg selv til midt i forvirringen.
Da børnene er kommet lidt væk vender jeg mig om for at se hvor slemt de andre er kommet tilskade og ser til alt held at både de to personer i den mørkergrønne bil og føren i den hvide bil selv er steget ud og går rundt. Og dette på trods af to biler der er total smadret.
Min søn begynder at klage over ondt i øret og jeg begynder at få nakkesmerter, så der bliver tilkaldt ambulancer. Tilfældigvis kommer der en læge og en sygeplejeske forbi der tjekker os alle, det var kun slaget der gjorde at min søn havde ondt, men jeg skulle en tur på sygehuset, men heldigvis var der intet galt. Men jeg er dog blevet sygemeldt fra arbejde, da jeg har konstant hovedine og ondt flere steder, men det er kun efter slagene.
Alle de andre impliceret kunne tage hjem fra ulykkestedet heldgvis.
Tak fordi I læste med så langt....
Sikke en forfærdelig oplevelse. Men hvor er jeg glad for der intet skete med nogen af jer.
