Det der med at miste.

Her sidder jeg - med tårene trillende ned ad kinderne.
Idag har vi (bla. Caroline86 og jeg) bisat en ven. Nogens søn og bror.
22 år gammel - Og så er det bare slut!

Jeg stod foran kirken, og kiggede på de folk der kom gående op imod os - Og hver gang jeg kunne høre trin i gruset, håbede jeg sådan på at det var ham der kom gående der - Men nej!
Jeg går og håber på at se ham, liiige der rundt og hjørnet.
Hvornår stopper det??!

Han kørte galt på sin mortorcykel i sidste uge - Død på stedet.
Jeg var i chok - Men skal jeg være ærlig, så må jeg sige at hvis han absolut skulle dø nu, så skulle det være med hans motorcykel i hænderne. Det var hans kærlighed.

Jeg troede min reaktion kom i fredags - Der græd jeg. Men nej - Den er først RIGTIG kommet i dag.
Jeg kan slet ikke gribe fatningen. Det hele er så meningsløst, og så uvirkeligt.
Hvorfor skulle han tages fra os?

Der var så proppet, at folk, og deriblandt jeg selv, måtte stå udenfor kirken under hele cermonien - Men det var alligevel smuk.
Det regnede, men idet de bar kisten nu, holdte regnen, og vi kunne pakke paraplyerne væk.
Jeg stod og kiggede på min bedste kammerat, som stod overfor mig, og tænkte "Tænk hvis det var ham" - Han har også motorcykel og er noget så glad for fart og spænding.
Det har rørt mig SÅ dybt - Mads var så fantastisk.
Så jeg vil slet ikke tænke på hvis det en dag bliver min bedste ven jeg må smide en rose til, på en kiste.. Nej den tanke er ulidelig.

Hvor er livet meningsløst og uretfærdigt engang imellem.
Men hvor var det smukt. Der var over 200 mennesker - Så meget kærlighed, og et kæmpe bevis på at Mads rørte så mange mennesker. Han gik lige ind i folks hjerter!

Nogen gange kan jeg godt forbande livet langt væk - Især når sådan noget her sker. Mads var sådan et godt menneske.
Hvorfor lige ham?!

Can we pretend that airplanes, In the night sky, Are like shooting stars?
I could really use a wish right now

Hvil i fred, søde Mads! Du er gemt i vores hjerter.

Sees skriver:

Her sidder jeg - med tårene trillende ned ad kinderne.
Idag har vi (bla. Caroline86 og jeg) bisat en ven. Nogens søn og bror.
22 år gammel - Og så er det bare slut!

Jeg stod foran kirken, og kiggede på de folk der kom gående op imod os - Og hver gang jeg kunne høre trin i gruset, håbede jeg sådan på at det var ham der kom gående der - Men nej!
Jeg går og håber på at se ham, liiige der rundt og hjørnet.
Hvornår stopper det??!

Han kørte galt på sin mortorcykel i sidste uge - Død på stedet.
Jeg var i chok - Men skal jeg være ærlig, så må jeg sige at hvis han absolut skulle dø nu, så skulle det være med hans motorcykel i hænderne. Det var hans kærlighed.

Jeg troede min reaktion kom i fredags - Der græd jeg. Men nej - Den er først RIGTIG kommet i dag.
Jeg kan slet ikke gribe fatningen. Det hele er så meningsløst, og så uvirkeligt.
Hvorfor skulle han tages fra os?

Der var så proppet, at folk, og deriblandt jeg selv, måtte stå udenfor kirken under hele cermonien - Men det var alligevel smuk.
Det regnede, men idet de bar kisten nu, holdte regnen, og vi kunne pakke paraplyerne væk.
Jeg stod og kiggede på min bedste kammerat, som stod overfor mig, og tænkte "Tænk hvis det var ham" - Han har også motorcykel og er noget så glad for fart og spænding.
Det har rørt mig SÅ dybt - Mads var så fantastisk.
Så jeg vil slet ikke tænke på hvis det en dag bliver min bedste ven jeg må smide en rose til, på en kiste.. Nej den tanke er ulidelig.

Hvor er livet meningsløst og uretfærdigt engang imellem.
Men hvor var det smukt. Der var over 200 mennesker - Så meget kærlighed, og et kæmpe bevis på at Mads rørte så mange mennesker. Han gik lige ind i folks hjerter!

Nogen gange kan jeg godt forbande livet langt væk - Især når sådan noget her sker. Mads var sådan et godt menneske.
Hvorfor lige ham?!

Can we pretend that airplanes, In the night sky, Are like shooting stars?
I could really use a wish right now

Hvil i fred, søde Mads! Du er gemt i vores hjerter.

Sorgen holder aldrig op. Vi lærer at leve med den via minderne om dem vi har kært der er gået bort.

Ord er fattige når vi mister nogen vi holder af eller elsker. Når man står i det er det svært at forestille sig at livet går videre. Men pludselig er det hverdag igen. Livet går videre og menneskene vi har mistet lever videre i minderne.

jeg kender udemærket til de der tanker omkring hvem der mon bliver den næste, og at man kommer til at sammenligne ens sorg med den sorg man ville opleve hvis en nærmere en gik bort. Her er det ikke så længe siden jeg sagde farvel til min morfar, og min næste tanke var at generationsmæssigt ville min mor kunne være den næste, og den tanke brød jeg mig slet ikke om.

Jeg sender mange kram og tanker i jeres retning.