Jeg ville nok føle mig nødsaget til, at tage imod en DP-plads (men ikke hvilken-som-helst!), for ikke at risikere, at tiden løb, og vi slet ingen plads ville få tildelt........Jeg går ud fra, at du skal tilbage på job/studie eller lignende, og derfor ikke kan beholde hende hjemme indtil der -måske - engang bliver en fri vuggestueplads?
Samtidig skal man ikke gå på kompromis med sine følelser for, hvad der er bedst for ens barn. De skal være et sted, hvor de trives og udvikler sig bedst.
Så havde det været mig, så ville jeg holde telefonrøret varmt - ringe med jævne mellemrum og tjekke op på situationen, og ikke lade dem være i tvivl om, hvad mit ønske og behov var - altså at få en plads hurtigst muligt i en vuggestue.
Jeg har prøvet, at min store skulle flytte institution. Og en måned efter sluttede min barsel, så der skulle den mindste også ud og passes. Men de havde ikke tilbudt mig en plads til hende endnu. Så jeg ringede....og ringede....og ringede (skylder jo ikke pladsanvisningen noget - Så når først mit behov er dækket, så slipper de for at have mig som en telefon-pestilens i deres arbejde, hehe) - Og jeg endte med at få en plads til tiden i samme institution.
For os betød det at hverdagen blev meget lettere, da vi så ikke skulle hente og bringe børnene forskellige steder. Og da det både er vuggestue og børnehave, så slap de også for flere forskellige skift.
Jeg havde, til at starte med, min ældste datter i dagpleje, og det var ingen succes.
Så jeg nægtede at køre den yngste igennem samme tur, med flere skift!
Man kan ikke kræve eller forvente at få sine ønsker opfyldt.
Men man kan godt gøre alt hvad man nu kan (fx. gøre opmærksom på sig), i håbet om at det så lykkes! ...Og det kan ikke skade ens muligheder at gøre hvad man kan. Der kan vel kun ske mere af det, end at sidde med "hænderne i skødet" og vente på, hvad der vil ske.
Knus herfra 
Anmeld