Forlanger jeg for meget af min mand?

Jeg har brug for et ærligt svar, om det er mig der forlanger for meget af min mand, eller om det er ham der ikke slår til, dér hvor (jeg mener) han skal? Min anekdote endte med at blive temmelig lang, men jeg håber nu alligevel at der er nogen derude der har tålmodighed til at læse lidt

Jeg er i øjeblikket på barsel med vores 3 måneder gamle datter. Vores første barn. Hun er skøn. Utrolig nem. Ingen kolik, ikke de store skrige-ture, sover igennem om natten, og udvikler sig som hun skal. Et planlagt ønskebarn.

Min kæreste arbejder om natten. 4 nætter om ugen, derefter fri fra fredag morgen til mandag aften, så vi er så heldige at have ca. 3½ dages weekend sammen, efter hans fredags-søvn er trukket fra, hvilket er noget mere end en familie med normale arbejdstider ville have.

Jeg har forståelse for at det er svært at vænne op og ned på dag og nat i weekenden, efter en uges natarbejde. Derfor gør jeg mit bedste for at vise min forståelse og tage hensyn til dette, men som hus-ejere, forældre og med 4 store familier, er der altid 1000 ting vi skal nå.

Dér hvor jeg i øjeblikket sidder og krummer tæer er, at han (efter min mening) ikke lader til at være interesseret i at tilbringe tid sammen med hans datter når han endelig har tid. Lad mig tage den nu endelige overståede weekend som eksempel:

Vi står med en utrolig travl søndag forrude. Først til fødselsdag om formiddagen hos hans familie. Derefter til en anden fødselsdag om eftermiddagen hos min familie. Og til slut skulle vi da også lige have overnattende gæster fra søndag til mandag. Venner fra udlandet som vi sjældent ser, så der skulle jo også lige tilberedes en god omgang mad.

Om fredagen sov han så ekstra længe så han kunne lade lidt mere op til weekendens strabadser. Lørdag, hvor vi så egentlig kunne hygge lidt sammen, vælger han så at køre til Tyskland med en kammerat der skulle ned og handle. Ikke fordi vi skulle have noget dernede, men bare for at holde kammeraten med selskab. Jeg tænker ”Okay, fair nok, selvfølgelig skal han have lov at hygge med kammeraten og slippe lidt væk hjemmefra, så må vi hygge en anden dag”. Jeg rydder op og gør rent i huset så der er klar til vores overnattende gæster. Det eneste min mand skulle gøre den dag, var at vaske gulvet. Jeg bad ham gøre det flere gange. ”Skal nok” blev der sagt men intet hændte. Da dagen næsten var slut, mente han så ikke at gulvet overhovedet trængte, men til hans store irritation, gjorde han det dog alligevel – nok mest for husfredens skyld.

Nå, det bliver søndag, og den lange dag går sin gang. Vores baby (som sædvanligvis ikke er så god til at der sker for meget på én dag) klarer dagen rigtig fin. Dagen efter var så mandag, hvor min mand skulle på arbejde om aftenen. Om formiddagen skulle vi besøge min mands farmor, og om eftermiddagen skal min mand normalt sove 3-4 timer for igen at vænne sin dagsrytme til natarbejde. Men så bliver min mand liiige ringet op ad sin storebror som inviteret os ud at sejle og stå på vandski . (Manden har ikke selv børn og derfor ingen anelse om hvad man kan, og ikke kan, foretage sig med en lille baby) Min mand havde naturligvis ikke lyst til at sige nej tak til sådan et tilbud, så han takkede ja, og selvom jeg da enormt gerne ville have været med, takker jeg nej da jeg ikke vil udsætte min 3 måneders gamle baby for en dag på vandet i en larmende, gyngende, hoppende speedbåd med vind og høj solskin. Igen tænker jeg ”Okay, fair nok, sådan et tilbud skal han da heller ikke gå glip af, så hvis han har energi nok til at stå på vandski og derefter tage på arbejde en hel nat, så fred være med det”. Men på vej hjem fra besøg hos farmoderen ringer storebror at turen er aflyst.  Ærgeligt, han havde glædet sig. Men jeg tænker ”Okay, det synes jeg egentlig var fint, så kan vi bruge hans overskydende energi på at tilbringe eftermiddagen sammen os 3, hvilket vi slet ikke har haft tid til. Vores baby trænger til mere kontakt med ham”. Men inden vi når hjem fra besøget, kommer min mand i tanke om at han da for resten lige havde et søvnbehov. Et han ellers ikke havde da han troede han skulle ud og stå på vandski. Så da vi kommer hjem vil han sove. HER knækker filmen for mig. Jeg tilkendegiver min ærlige mening overfor ham:  Jeg synes det er mærkeligt at han har energi til at tage ud på vandski, men ikke energi til at tilbringe lidt tid sammen med hans datter og mig. Han bliver gal og mener slet ikke at jeg tager hensyn til ham og hans natarbejde, og så går han ind og sover. Det var så den weekend – det er nu mandag aften og han er taget af sted på arbejde. Så her sidder jeg og tænker over weekendens forløb. På en måde forbløffet over at han (ud fra mit synspunkt) kun har overskud til sig selv. Jeg synes virkelig ikke selv at jeg er så hensynsløs som han mener jeg er. Fra mit synspunkt ser denne tilsyneladende selektive energi ud som om at han prioriterer sjov på vandet højere end at tilbringe den smule tid han har, med hans datter. Jeg ønsker ikke at ”holde” ham hjemme eller tvinge ham til samvær med hans datter, men han har i forvejen ikke særlig meget tid til hende, og jeg forstår ikke hvorfor han kan have energi til vandski, men ikke til hende. Så krævende er det altså heller ikke at sidde og skære ansigter til en baby og give flaske. Knap så sjovt som en dag på vandski, og det er her, den selektive energi kommer ind i billedet. Men har han da slet ikke LYST til at være sammen med vores datter? Jeg kunne da i øvrigt også godt selv bruge et par timers søvn ovenpå den krævende weekend. Det er jo ikke fordi han har ”ydet” mere denne weekend, end jeg. Men nej. Jeg er jo på barsel og kan altid lægge mig til at sove senere, jeg skal jo ikke på arbejde. Det virker lidt som om at han ikke mener at man ”laver noget” når man er på barsel. Jeg mener derimod at jeg (efter en uge med babypasning, oprydning, rengøring og tøjvask, for det gør han jo ikke) har ligeså meget ret til afslapning i weekenden som han har. Derfor synes jeg jo at det er fair at vi i weekenden er lige meget ”på” overfor vores datter. Nu får jeg det til at lyde som en sur pligt, det er ikke sådan det skal opfattes. Jeg nyder min tid sammen med min datter. Jeg ville bare ønske at min mand gjorde det samme – for vores datters skyld.

Jeg har læst i alle de kloge bøger at man skal lade faderen være sammen med baby på hans egen måde. Men jeg kan ikke lade være med at tænke at man ikke kan kalde det ”at være sammen” når han ikke rigtig snakker med hende. Hun bliver ofte gået en tur med i barnevognen, eller lagt på legetæppet eller sat i vippestolen. Alle 3 hvori jeg ikke rigtig føler at der er kontakt imellem de 2. Jo, han snakker da lige med hende i 5 minutter, men så er det ikke spændende mere og så ligger han sig enten til at sove ved siden af hende, eller sætter sig til at surfe på nettet (hans yndlingsbeskæftigelse). Og påpeger jeg det, så mener han da helt bestemt at han har været sammen med hans datter.

Nå, men det jeg godt kunne tænke mig et ærligt svar på er, om jeg forlanger for meget af min natarbejdende mand, eller om jeg skal acceptere tingene som de er, og vise det mere hensyn, som min mand mener jeg ikke udviser nok af.

Lad nu ikke rødstrømpen løbe af med jer. Jeg har ikke brug for "Det er også for dårligt" og "sådan en tølper". Det hører jeg nok af fra mig selv, hihi. Jeg har brug for et hudløst ærligt svar fra upartiske folk. Jeg vil især gerne høre en mands synspunkt hvis der skulle gemme sig nogle her på baby.dk

Min mening:
Prøver at formulere det så godt jeg kan..

Nogen mænd finder deres børn mere interessante når de f.eks kan spille fodbold med dem osv...aktive ting. Derfor er det ikke alle mænd der "gider" at små pludre med deres børn og alt det der, det synes de nok at mødrene klare meget bedre, de glæder sig blot til at barnet bliver ældre så man rigtigt kan lave noget med dem. Ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det..

Mange har den indstilling, at det ikke er hårdt at gå hjemme, det er kun hårdt for dem der arbejder. I visse tilfælde, som f.eks dit, passer det jo ikke helt. At gå hjemme med en baby hele dagen, vaske tøj, lave mad, sørge for at huset ser pænt ud, det kan også være pænt udmattende.. Mens mange kun tror at når du går hjemme, så dovner man alligevel rundt

Jeg kan nu godt forstå at du vil have ham til at bruge mere tid, sammen med dig og jeres baby , men kan også se at han har brug for sin søvn, for at kunne hænge sammen...han skal nok bare huskes på at familie livet ikke kører af sig selv


Håber at du kunne finde rundt i mit svar, er lidt søvnig mens jeg har skrevet dette svar, høhø

Anonym skriver:

Jeg har brug for et ærligt svar, om det er mig der forlanger for meget af min mand, eller om det er ham der ikke slår til, dér hvor (jeg mener) han skal? Min anekdote endte med at blive temmelig lang, men jeg håber nu alligevel at der er nogen derude der har tålmodighed til at læse lidt

Jeg er i øjeblikket på barsel med vores 3 måneder gamle datter. Vores første barn. Hun er skøn. Utrolig nem. Ingen kolik, ikke de store skrige-ture, sover igennem om natten, og udvikler sig som hun skal. Et planlagt ønskebarn.

Min kæreste arbejder om natten. 4 nætter om ugen, derefter fri fra fredag morgen til mandag aften, så vi er så heldige at have ca. 3½ dages weekend sammen, efter hans fredags-søvn er trukket fra, hvilket er noget mere end en familie med normale arbejdstider ville have.

Jeg har forståelse for at det er svært at vænne op og ned på dag og nat i weekenden, efter en uges natarbejde. Derfor gør jeg mit bedste for at vise min forståelse og tage hensyn til dette, men som hus-ejere, forældre og med 4 store familier, er der altid 1000 ting vi skal nå.

Dér hvor jeg i øjeblikket sidder og krummer tæer er, at han (efter min mening) ikke lader til at være interesseret i at tilbringe tid sammen med hans datter når han endelig har tid. Lad mig tage den nu endelige overståede weekend som eksempel:

Vi står med en utrolig travl søndag forrude. Først til fødselsdag om formiddagen hos hans familie. Derefter til en anden fødselsdag om eftermiddagen hos min familie. Og til slut skulle vi da også lige have overnattende gæster fra søndag til mandag. Venner fra udlandet som vi sjældent ser, så der skulle jo også lige tilberedes en god omgang mad.

Om fredagen sov han så ekstra længe så han kunne lade lidt mere op til weekendens strabadser. Lørdag, hvor vi så egentlig kunne hygge lidt sammen, vælger han så at køre til Tyskland med en kammerat der skulle ned og handle. Ikke fordi vi skulle have noget dernede, men bare for at holde kammeraten med selskab. Jeg tænker ”Okay, fair nok, selvfølgelig skal han have lov at hygge med kammeraten og slippe lidt væk hjemmefra, så må vi hygge en anden dag”. Jeg rydder op og gør rent i huset så der er klar til vores overnattende gæster. Det eneste min mand skulle gøre den dag, var at vaske gulvet. Jeg bad ham gøre det flere gange. ”Skal nok” blev der sagt men intet hændte. Da dagen næsten var slut, mente han så ikke at gulvet overhovedet trængte, men til hans store irritation, gjorde han det dog alligevel – nok mest for husfredens skyld.

Nå, det bliver søndag, og den lange dag går sin gang. Vores baby (som sædvanligvis ikke er så god til at der sker for meget på én dag) klarer dagen rigtig fin. Dagen efter var så mandag, hvor min mand skulle på arbejde om aftenen. Om formiddagen skulle vi besøge min mands farmor, og om eftermiddagen skal min mand normalt sove 3-4 timer for igen at vænne sin dagsrytme til natarbejde. Men så bliver min mand liiige ringet op ad sin storebror som inviteret os ud at sejle og stå på vandski . (Manden har ikke selv børn og derfor ingen anelse om hvad man kan, og ikke kan, foretage sig med en lille baby) Min mand havde naturligvis ikke lyst til at sige nej tak til sådan et tilbud, så han takkede ja, og selvom jeg da enormt gerne ville have været med, takker jeg nej da jeg ikke vil udsætte min 3 måneders gamle baby for en dag på vandet i en larmende, gyngende, hoppende speedbåd med vind og høj solskin. Igen tænker jeg ”Okay, fair nok, sådan et tilbud skal han da heller ikke gå glip af, så hvis han har energi nok til at stå på vandski og derefter tage på arbejde en hel nat, så fred være med det”. Men på vej hjem fra besøg hos farmoderen ringer storebror at turen er aflyst.  Ærgeligt, han havde glædet sig. Men jeg tænker ”Okay, det synes jeg egentlig var fint, så kan vi bruge hans overskydende energi på at tilbringe eftermiddagen sammen os 3, hvilket vi slet ikke har haft tid til. Vores baby trænger til mere kontakt med ham”. Men inden vi når hjem fra besøget, kommer min mand i tanke om at han da for resten lige havde et søvnbehov. Et han ellers ikke havde da han troede han skulle ud og stå på vandski. Så da vi kommer hjem vil han sove. HER knækker filmen for mig. Jeg tilkendegiver min ærlige mening overfor ham:  Jeg synes det er mærkeligt at han har energi til at tage ud på vandski, men ikke energi til at tilbringe lidt tid sammen med hans datter og mig. Han bliver gal og mener slet ikke at jeg tager hensyn til ham og hans natarbejde, og så går han ind og sover. Det var så den weekend – det er nu mandag aften og han er taget af sted på arbejde. Så her sidder jeg og tænker over weekendens forløb. På en måde forbløffet over at han (ud fra mit synspunkt) kun har overskud til sig selv. Jeg synes virkelig ikke selv at jeg er så hensynsløs som han mener jeg er. Fra mit synspunkt ser denne tilsyneladende selektive energi ud som om at han prioriterer sjov på vandet højere end at tilbringe den smule tid han har, med hans datter. Jeg ønsker ikke at ”holde” ham hjemme eller tvinge ham til samvær med hans datter, men han har i forvejen ikke særlig meget tid til hende, og jeg forstår ikke hvorfor han kan have energi til vandski, men ikke til hende. Så krævende er det altså heller ikke at sidde og skære ansigter til en baby og give flaske. Knap så sjovt som en dag på vandski, og det er her, den selektive energi kommer ind i billedet. Men har han da slet ikke LYST til at være sammen med vores datter? Jeg kunne da i øvrigt også godt selv bruge et par timers søvn ovenpå den krævende weekend. Det er jo ikke fordi han har ”ydet” mere denne weekend, end jeg. Men nej. Jeg er jo på barsel og kan altid lægge mig til at sove senere, jeg skal jo ikke på arbejde. Det virker lidt som om at han ikke mener at man ”laver noget” når man er på barsel. Jeg mener derimod at jeg (efter en uge med babypasning, oprydning, rengøring og tøjvask, for det gør han jo ikke) har ligeså meget ret til afslapning i weekenden som han har. Derfor synes jeg jo at det er fair at vi i weekenden er lige meget ”på” overfor vores datter. Nu får jeg det til at lyde som en sur pligt, det er ikke sådan det skal opfattes. Jeg nyder min tid sammen med min datter. Jeg ville bare ønske at min mand gjorde det samme – for vores datters skyld.

Jeg har læst i alle de kloge bøger at man skal lade faderen være sammen med baby på hans egen måde. Men jeg kan ikke lade være med at tænke at man ikke kan kalde det ”at være sammen” når han ikke rigtig snakker med hende. Hun bliver ofte gået en tur med i barnevognen, eller lagt på legetæppet eller sat i vippestolen. Alle 3 hvori jeg ikke rigtig føler at der er kontakt imellem de 2. Jo, han snakker da lige med hende i 5 minutter, men så er det ikke spændende mere og så ligger han sig enten til at sove ved siden af hende, eller sætter sig til at surfe på nettet (hans yndlingsbeskæftigelse). Og påpeger jeg det, så mener han da helt bestemt at han har været sammen med hans datter.

Nå, men det jeg godt kunne tænke mig et ærligt svar på er, om jeg forlanger for meget af min natarbejdende mand, eller om jeg skal acceptere tingene som de er, og vise det mere hensyn, som min mand mener jeg ikke udviser nok af.

Lad nu ikke rødstrømpen løbe af med jer. Jeg har ikke brug for "Det er også for dårligt" og "sådan en tølper". Det hører jeg nok af fra mig selv, hihi. Jeg har brug for et hudløst ærligt svar fra upartiske folk. Jeg vil især gerne høre en mands synspunkt hvis der skulle gemme sig nogle her på baby.dk

Jeg kan genkende dit problem, har selv været igennem det med min egen kæreste. Jeg tror det er meget almindeligt hos mændene at have det sådan imens børnene er så små. Jeg følte også at jeg hele tiden skulle presse min kæreste til at bygge et forhold op med vores datter, han gjorde det selvfølgelig også selv - men ikke nær så meget som jeg gjorde, hvilket gjorde mig frustreret og ked af det.

Men jo ældre barnet bliver og jo mere barnet kan selv, jo sjovere bliver det jo for fædrene. Vores pige er 1,5 år nu, og nu nyder de virkelig hinanden på en helt anden måde. Jeg har "aktiveret" ham gennem at komme med nogle forslag om hvad de kan lave sammen, få nogle hyggelige traditioner og vaner. F. eks. er det som regel ham der bader hende, så tager jeg opvasken. Han tager som regel en tur i svømmehallen med hende hver lørdag morgen, det gjorde jeg selv med min far hver lørdag - så jeg synes at det er en dejlig tradition at føre videre. Jeg gør selvfølgelig også disse ting, men det er en god måde at starte på.. Sæt noget tid og find nogle bestemte ting som er far-datter tid, og som kun er "deres" egen ting.

Men som sagt, jeg tror at alderen er meget afgørende. Mænd er (tit) ikke såå vilde med at sidde og pludre med en baby og sådan noget. Giv det lidt tid og bliv ved med at opfordre og giv idéer til aktiviteter som de kan lave sammen

Og jaaa, barsel er ikke en ferie, som så mange tror.. Jeg krydser fingre for at han snart indser at du også arbejder hårdt

matryoshka skriver:

Jeg kan genkende dit problem, har selv været igennem det med min egen kæreste. Jeg tror det er meget almindeligt hos mændene at have det sådan imens børnene er så små. Jeg følte også at jeg hele tiden skulle presse min kæreste til at bygge et forhold op med vores datter, han gjorde det selvfølgelig også selv - men ikke nær så meget som jeg gjorde, hvilket gjorde mig frustreret og ked af det.

Men jo ældre barnet bliver og jo mere barnet kan selv, jo sjovere bliver det jo for fædrene. Vores pige er 1,5 år nu, og nu nyder de virkelig hinanden på en helt anden måde. Jeg har "aktiveret" ham gennem at komme med nogle forslag om hvad de kan lave sammen, få nogle hyggelige traditioner og vaner. F. eks. er det som regel ham der bader hende, så tager jeg opvasken. Han tager som regel en tur i svømmehallen med hende hver lørdag morgen, det gjorde jeg selv med min far hver lørdag - så jeg synes at det er en dejlig tradition at føre videre. Jeg gør selvfølgelig også disse ting, men det er en god måde at starte på.. Sæt noget tid og find nogle bestemte ting som er far-datter tid, og som kun er "deres" egen ting.

Men som sagt, jeg tror at alderen er meget afgørende. Mænd er (tit) ikke såå vilde med at sidde og pludre med en baby og sådan noget. Giv det lidt tid og bliv ved med at opfordre og giv idéer til aktiviteter som de kan lave sammen

Og jaaa, barsel er ikke en ferie, som så mange tror.. Jeg krydser fingre for at han snart indser at du også arbejder hårdt

De fleste mænd syntes ikke små børn er særlig sjove.. min mand har ikke syntes de var sjove at have med at gøre før det første år er gået.. og fred være med det.. nu laver han en masse sammen med dem..

Når man går hjemme har man måske en tendens til at hænge sig i de små ting....

Anonym skriver:

Jeg har brug for et ærligt svar, om det er mig der forlanger for meget af min mand, eller om det er ham der ikke slår til, dér hvor (jeg mener) han skal? Min anekdote endte med at blive temmelig lang, men jeg håber nu alligevel at der er nogen derude der har tålmodighed til at læse lidt

Jeg er i øjeblikket på barsel med vores 3 måneder gamle datter. Vores første barn. Hun er skøn. Utrolig nem. Ingen kolik, ikke de store skrige-ture, sover igennem om natten, og udvikler sig som hun skal. Et planlagt ønskebarn.

Min kæreste arbejder om natten. 4 nætter om ugen, derefter fri fra fredag morgen til mandag aften, så vi er så heldige at have ca. 3½ dages weekend sammen, efter hans fredags-søvn er trukket fra, hvilket er noget mere end en familie med normale arbejdstider ville have.

Jeg har forståelse for at det er svært at vænne op og ned på dag og nat i weekenden, efter en uges natarbejde. Derfor gør jeg mit bedste for at vise min forståelse og tage hensyn til dette, men som hus-ejere, forældre og med 4 store familier, er der altid 1000 ting vi skal nå.

Dér hvor jeg i øjeblikket sidder og krummer tæer er, at han (efter min mening) ikke lader til at være interesseret i at tilbringe tid sammen med hans datter når han endelig har tid. Lad mig tage den nu endelige overståede weekend som eksempel:

Vi står med en utrolig travl søndag forrude. Først til fødselsdag om formiddagen hos hans familie. Derefter til en anden fødselsdag om eftermiddagen hos min familie. Og til slut skulle vi da også lige have overnattende gæster fra søndag til mandag. Venner fra udlandet som vi sjældent ser, så der skulle jo også lige tilberedes en god omgang mad.

Om fredagen sov han så ekstra længe så han kunne lade lidt mere op til weekendens strabadser. Lørdag, hvor vi så egentlig kunne hygge lidt sammen, vælger han så at køre til Tyskland med en kammerat der skulle ned og handle. Ikke fordi vi skulle have noget dernede, men bare for at holde kammeraten med selskab. Jeg tænker ”Okay, fair nok, selvfølgelig skal han have lov at hygge med kammeraten og slippe lidt væk hjemmefra, så må vi hygge en anden dag”. Jeg rydder op og gør rent i huset så der er klar til vores overnattende gæster. Det eneste min mand skulle gøre den dag, var at vaske gulvet. Jeg bad ham gøre det flere gange. ”Skal nok” blev der sagt men intet hændte. Da dagen næsten var slut, mente han så ikke at gulvet overhovedet trængte, men til hans store irritation, gjorde han det dog alligevel – nok mest for husfredens skyld.

Nå, det bliver søndag, og den lange dag går sin gang. Vores baby (som sædvanligvis ikke er så god til at der sker for meget på én dag) klarer dagen rigtig fin. Dagen efter var så mandag, hvor min mand skulle på arbejde om aftenen. Om formiddagen skulle vi besøge min mands farmor, og om eftermiddagen skal min mand normalt sove 3-4 timer for igen at vænne sin dagsrytme til natarbejde. Men så bliver min mand liiige ringet op ad sin storebror som inviteret os ud at sejle og stå på vandski . (Manden har ikke selv børn og derfor ingen anelse om hvad man kan, og ikke kan, foretage sig med en lille baby) Min mand havde naturligvis ikke lyst til at sige nej tak til sådan et tilbud, så han takkede ja, og selvom jeg da enormt gerne ville have været med, takker jeg nej da jeg ikke vil udsætte min 3 måneders gamle baby for en dag på vandet i en larmende, gyngende, hoppende speedbåd med vind og høj solskin. Igen tænker jeg ”Okay, fair nok, sådan et tilbud skal han da heller ikke gå glip af, så hvis han har energi nok til at stå på vandski og derefter tage på arbejde en hel nat, så fred være med det”. Men på vej hjem fra besøg hos farmoderen ringer storebror at turen er aflyst.  Ærgeligt, han havde glædet sig. Men jeg tænker ”Okay, det synes jeg egentlig var fint, så kan vi bruge hans overskydende energi på at tilbringe eftermiddagen sammen os 3, hvilket vi slet ikke har haft tid til. Vores baby trænger til mere kontakt med ham”. Men inden vi når hjem fra besøget, kommer min mand i tanke om at han da for resten lige havde et søvnbehov. Et han ellers ikke havde da han troede han skulle ud og stå på vandski. Så da vi kommer hjem vil han sove. HER knækker filmen for mig. Jeg tilkendegiver min ærlige mening overfor ham:  Jeg synes det er mærkeligt at han har energi til at tage ud på vandski, men ikke energi til at tilbringe lidt tid sammen med hans datter og mig. Han bliver gal og mener slet ikke at jeg tager hensyn til ham og hans natarbejde, og så går han ind og sover. Det var så den weekend – det er nu mandag aften og han er taget af sted på arbejde. Så her sidder jeg og tænker over weekendens forløb. På en måde forbløffet over at han (ud fra mit synspunkt) kun har overskud til sig selv. Jeg synes virkelig ikke selv at jeg er så hensynsløs som han mener jeg er. Fra mit synspunkt ser denne tilsyneladende selektive energi ud som om at han prioriterer sjov på vandet højere end at tilbringe den smule tid han har, med hans datter. Jeg ønsker ikke at ”holde” ham hjemme eller tvinge ham til samvær med hans datter, men han har i forvejen ikke særlig meget tid til hende, og jeg forstår ikke hvorfor han kan have energi til vandski, men ikke til hende. Så krævende er det altså heller ikke at sidde og skære ansigter til en baby og give flaske. Knap så sjovt som en dag på vandski, og det er her, den selektive energi kommer ind i billedet. Men har han da slet ikke LYST til at være sammen med vores datter? Jeg kunne da i øvrigt også godt selv bruge et par timers søvn ovenpå den krævende weekend. Det er jo ikke fordi han har ”ydet” mere denne weekend, end jeg. Men nej. Jeg er jo på barsel og kan altid lægge mig til at sove senere, jeg skal jo ikke på arbejde. Det virker lidt som om at han ikke mener at man ”laver noget” når man er på barsel. Jeg mener derimod at jeg (efter en uge med babypasning, oprydning, rengøring og tøjvask, for det gør han jo ikke) har ligeså meget ret til afslapning i weekenden som han har. Derfor synes jeg jo at det er fair at vi i weekenden er lige meget ”på” overfor vores datter. Nu får jeg det til at lyde som en sur pligt, det er ikke sådan det skal opfattes. Jeg nyder min tid sammen med min datter. Jeg ville bare ønske at min mand gjorde det samme – for vores datters skyld.

Jeg har læst i alle de kloge bøger at man skal lade faderen være sammen med baby på hans egen måde. Men jeg kan ikke lade være med at tænke at man ikke kan kalde det ”at være sammen” når han ikke rigtig snakker med hende. Hun bliver ofte gået en tur med i barnevognen, eller lagt på legetæppet eller sat i vippestolen. Alle 3 hvori jeg ikke rigtig føler at der er kontakt imellem de 2. Jo, han snakker da lige med hende i 5 minutter, men så er det ikke spændende mere og så ligger han sig enten til at sove ved siden af hende, eller sætter sig til at surfe på nettet (hans yndlingsbeskæftigelse). Og påpeger jeg det, så mener han da helt bestemt at han har været sammen med hans datter.

Nå, men det jeg godt kunne tænke mig et ærligt svar på er, om jeg forlanger for meget af min natarbejdende mand, eller om jeg skal acceptere tingene som de er, og vise det mere hensyn, som min mand mener jeg ikke udviser nok af.

Lad nu ikke rødstrømpen løbe af med jer. Jeg har ikke brug for "Det er også for dårligt" og "sådan en tølper". Det hører jeg nok af fra mig selv, hihi. Jeg har brug for et hudløst ærligt svar fra upartiske folk. Jeg vil især gerne høre en mands synspunkt hvis der skulle gemme sig nogle her på baby.dk

jeg tror (og det er kun en tror baseret ud på samtaler med min egen kæresten om hans tanker vedrørende det at skulle være far) at mænd har rigtig svært ved at håndtere de små str. Der skal ikke meget til før de føler sig overflødige, du har været gravid, du har født, du har så mange timer sammen med hende hver evig eneste dag. Også er det nemmere bare at ligge det på afstand end at komme og sige "hey ved du hvad jeg elsker jer og vil vildt gerne bruge tid med jer, jeg føler bare at I har mere sammen fordi du har født hende og går hjemme med hende" ... ved jo så ikke om det er gældende for alle men det er f.eks kærestens frygt herhjemme 

Men for at give dig et mere præcist svar: Nej du forlanger IKKE for meget!! Jeg ville have det på præcis samme måde 

Prøv at forklar ham, at dit arbejde lige nu, er baby og husholdning, og at i weekenderne har du ligeså stort behov for et break som han har brug for det, fra sit arbejde.

Det havde min mand svært ved at se, indtil jeg fortalte ham det. Og det er ikke fordi vi vælger barnet fra, men vi trænger også til at "lave noget andet", da vi ellers er i mor/husmor-rollen hele tiden