Er så træt af det skal være et problem

Sagen er den at kæresten er meget social, hvor jeg har det bedst derhjemme. Sådan er det nu nok ved mange. Og det kan til tider altså godt skabe problemer herhjemme. Men jeg tager da med og får det bedste ud af det.

Nu er sagen bare lige den at jeg ligger syg og vi skulle til familie fest i dag. Jeg gør mig klar osv og vi kører også afsted men kan bare mærke jeg har det rigtig dårligt og egentlig hellere vil være hjemme. Jeg følger ham dog lige ind med tingene og siger hej til familien, og siger så at jeg kører igen da jeg har det dårligt. Det skal lige siges det er hos hans familie festen er.

Jeg ved han er godt muggen over at jeg måtte køre hjem igen. Det gav han udtryk for allerede i bilen. Men han ville fandme ikke engang sige farvel til mig da jeg kørte. Han gik bare. Det gør mig skide ked af det, for det er jo ikke med vilje at jeg er syg, og jeg vil da meget hellere være rask. Jeg ved da også at når han en gang kommer hjem så vil han være sur, men hvis jeg er rigtig uheldig så gider han ikke snakke med mig.

Lige på sådan noget kan han være rigtig barnlig, men elsker ham jo alligevel.

Ville ikke noget med indlægget, bare lige lukke lidt ud for jeg er rigtig ked af det.

Anonym skriver:

Sagen er den at kæresten er meget social, hvor jeg har det bedst derhjemme. Sådan er det nu nok ved mange. Og det kan til tider altså godt skabe problemer herhjemme. Men jeg tager da med og får det bedste ud af det.

Nu er sagen bare lige den at jeg ligger syg og vi skulle til familie fest i dag. Jeg gør mig klar osv og vi kører også afsted men kan bare mærke jeg har det rigtig dårligt og egentlig hellere vil være hjemme. Jeg følger ham dog lige ind med tingene og siger hej til familien, og siger så at jeg kører igen da jeg har det dårligt. Det skal lige siges det er hos hans familie festen er.

Jeg ved han er godt muggen over at jeg måtte køre hjem igen. Det gav han udtryk for allerede i bilen. Men han ville fandme ikke engang sige farvel til mig da jeg kørte. Han gik bare. Det gør mig skide ked af det, for det er jo ikke med vilje at jeg er syg, og jeg vil da meget hellere være rask. Jeg ved da også at når han en gang kommer hjem så vil han være sur, men hvis jeg er rigtig uheldig så gider han ikke snakke med mig.

Lige på sådan noget kan han være rigtig barnlig, men elsker ham jo alligevel.

Ville ikke noget med indlægget, bare lige lukke lidt ud for jeg er rigtig ked af det.

jeg kender dit problem og ja nogle gange hjælper det bare lige a få det hele sagt højt..

håber han er 'kommet til fornuft' når han kommer hjem og ser du stadig ligger syg så han ikke skal give dig dårlig samvittighed over du er syg..

god bedring

Tror du det er fordi han tror du "spiller" syg for at slippe for festen? Eller ved han godt at du i virkeligheden har det skidt? For hvis han helt seriøst bliver sur over at du er for syg til at deltage, ja så er det da en ret barnlig reaktion 

Èn ting er at blive skuffet over at du ikke kan deltage, men ligefrem bare at ignorere dig synes jeg virker sært.

(Især hvis han er én af de slags mænd der selv piver som om de er ved at dø, når han selv er syg...sådan en race tilhører min mand nemlig, hehe)

Jeg var blevet tosset hvis min mand var muggen over at jeg ikke tog med til familie tamtam mens jeg var syg, din kæreste lyder enormt tarvelig 

Go bedring

Sådan er det også herhjemme. Manden er meget social og jeg har social fobi og angst.

Vi har en aftale om at jeg tager hjem når det bliver nok, uanset hvor vi er, og så bliver han bare. Det fungerer rigtig fint og jeg er så glad for at han forstår og respekterer det

Det du beskriver lyder hensynsløst og jeg kunne ikke leve med det Har du sat dig ned og snakket med ham om hvordan du har det? Altså virkelig grundigt? Det kan være super svært at forstå og sætte sig ind i, når man slet ikke har prøvet det.

MelikkazMoar skriver:

jeg kender dit problem og ja nogle gange hjælper det bare lige a få det hele sagt højt..

håber han er 'kommet til fornuft' når han kommer hjem og ser du stadig ligger syg så han ikke skal give dig dårlig samvittighed over du er syg..

god bedring

Mange tak.

Håber også det er bedre når han kommer hjem. Han har dog skrevet til mig i løbet af aften og det ville han ikke hvis han var sur. Så går ud fra han er god igen

Wimmie skriver:

Tror du det er fordi han tror du "spiller" syg for at slippe for festen? Eller ved han godt at du i virkeligheden har det skidt? For hvis han helt seriøst bliver sur over at du er for syg til at deltage, ja så er det da en ret barnlig reaktion 

Èn ting er at blive skuffet over at du ikke kan deltage, men ligefrem bare at ignorere dig synes jeg virker sært.

(Især hvis han er én af de slags mænd der selv piver som om de er ved at dø, når han selv er syg...sådan en race tilhører min mand nemlig, hehe)

Han piver bestemt også selv når han er syg. Det må være noget alle mænd eller i hvert fald de fleste gør. De tror bestemt ikke de har langt igen hi hi.

Han har kunnet se og høre på mig at jeg var syg. Han er nok i bund og grund skuffet og så kommer det bare til udtryk ved at han ignore en. Men jeg har skrevet med ham i løbet af aften.

Louise83 skriver:

Jeg var blevet tosset hvis min mand var muggen over at jeg ikke tog med til familie tamtam mens jeg var syg, din kæreste lyder enormt tarvelig 

Go bedring

De sidste gang hvor der har været familie tamtam har jeg skulle arbejde eller været syg. Så kan da godt forstå han er træt af det. Jeg synes da heller ikke det er særlig fedt. Men det er ikke særlig pænt af ham at reagere som han gjorde

Laulund87 skriver:

Sådan er det også herhjemme. Manden er meget social og jeg har social fobi og angst.

Vi har en aftale om at jeg tager hjem når det bliver nok, uanset hvor vi er, og så bliver han bare. Det fungerer rigtig fint og jeg er så glad for at han forstår og respekterer det

Det du beskriver lyder hensynsløst og jeg kunne ikke leve med det Har du sat dig ned og snakket med ham om hvordan du har det? Altså virkelig grundigt? Det kan være super svært at forstå og sætte sig ind i, når man slet ikke har prøvet det.

Vi har snakket om det rigtig mange gange. Og han har rigtig svært ved at forstå jeg ikke er så social. Jeg kan slet ikke overskue det hvis vi skal noget flere dage i træk eller noget spontant, som at vi skal besøge nogen eller der kommer nogen på besøg. Jeg skal helst vide det et stykke tid i forvejen. Jeg kan da godt forstå det må være svært at sætte sig ind i når man ikke selv er sådan et menneske. Han er blevet bedre til at forstå det, men det er stadig svært. Det der med at man ikke har behov for at være sammen med mennesker er jo som sådan ikke noget naturligt, for vi har jo været vant til det fra barns ben af.

Men vi finder ud af det hen af vejen, selv om det kan være svært.

Jeg elsker ham uendelig meget og det er også det der gør jeg holder fast selv om vi er så forskellige. På en måde er det jo også godt man er forskellig selv om der kan opstå gnidninger