Jeg kan ikke forstå den måde, du skelner mellem personlig og faglig bekymring på. Jeg vil jo netop mene, du bør kunne foretage en faglig vurdering af, om drengen trives eller ej - og at det er det helt afgørende. Hvis du som fagperson udelukkende opfatter dig selv som et serviceorgan - en "butiksbestyrer", der holder åbent x antal timer og kun forholder dig til at servicere kunderne der - og opfatter det, som om det er dig som privatperson, der bekymrer dig - så mangler du efter min opfattelse en helt elementær "brik" i puslespillet i form af evnen til at vurdere, om der fagligt set er grund til bekymring eller ej.
Bortset fra det, så synes jeg bestemt også, drengen er væk fra sine forældre mange timer om dagen og ugen. Det er blot umuligt udefra at vurdere, om det er ubetinget dårligt - eller om forældrene reelt mangler ressourcer til at kunne tilbyde ham noget, der er bedre end DP, i hjemmet. Sådan BURDE det være, men vi ved det ikke - der kan være grunde, vi ikke kender til. Igen ville jeg se på barnet og vurdere hans trivsel og udvikling - men du nævner ikke dette med et ord.
Jeg kan sagtens blive forarget over, at forældrene ikke prioriterer at være sammen med barnet, når de har muligheden for det, men må så også vende den om og spørge, om det er mere legalt for travle karriereforældre, der vitterligt er på arbejde hver dag i DP´s åbningstid, at lade deres børn passe så mange timer om ugen? For barnet er resultatet jo det samme, hvad enten forældrene går hjemme eller ej.
Anmeld
