Kan man gøre noget for at undgå at blive for skuffet?

Efter at have prøvet af naturens vej i lige knap 1 år, blev min mand og jeg undersøgt og fik konstateret, at min mand har lav sædkvalitet. Det førte til vores første inseminationsforsøg d. 23. juni.

Jeg skulle egentlig først teste imorgen, men da det af praktiske årsager ikke kunne lade sig gøre, tog jeg testen imorges - negativ desværre.

Jeg har endnu ikke fået min menstruation (som normalt ville skulle komme i dag), så inde i mig er der stadig et lille håb om, at jeg kan være en af dem, der først kan få en positiv test flere dage efter udebleven menstruation...

... Men jeg tror ikke rigtig selv på det, og har bare være DRØN ked af det hele dagen, selv om fornuften jo godt ved, at der kun er op til 20% chance. Jeg havde det okay, da jeg tog testen imorges - bare endnu en negativ test i rækken - men det meste af arbejdsdagen er alligevel gået med at tage en toiletpause hver anden time til lige at græde lidt , pudre næse og vende tilbage til skrivebordet igen og forsøge at få noget fra hånden.

Lige nu kan jeg simpelthen ikke overskue, hvis jeg skal gennem det følelsesmæssige cirkus hver måned i mange måneder endnu - og det ved man jo aldrig.

Jeg tænkte derfor, at det kunne være nogle af jer kloge kvinder herinde, havde et godt råd til, hvordan man undgår at få for store forhåbninger, så man bliver så djævelsk skuffet, hver gang forhåbningerne ikke indfries?

esiuol skriver:

Efter at have prøvet af naturens vej i lige knap 1 år, blev min mand og jeg undersøgt og fik konstateret, at min mand har lav sædkvalitet. Det førte til vores første inseminationsforsøg d. 23. juni.

Jeg skulle egentlig først teste imorgen, men da det af praktiske årsager ikke kunne lade sig gøre, tog jeg testen imorges - negativ desværre.

Jeg har endnu ikke fået min menstruation (som normalt ville skulle komme i dag), så inde i mig er der stadig et lille håb om, at jeg kan være en af dem, der først kan få en positiv test flere dage efter udebleven menstruation...

... Men jeg tror ikke rigtig selv på det, og har bare være DRØN ked af det hele dagen, selv om fornuften jo godt ved, at der kun er op til 20% chance. Jeg havde det okay, da jeg tog testen imorges - bare endnu en negativ test i rækken - men det meste af arbejdsdagen er alligevel gået med at tage en toiletpause hver anden time til lige at græde lidt , pudre næse og vende tilbage til skrivebordet igen og forsøge at få noget fra hånden.

Lige nu kan jeg simpelthen ikke overskue, hvis jeg skal gennem det følelsesmæssige cirkus hver måned i mange måneder endnu - og det ved man jo aldrig.

Jeg tænkte derfor, at det kunne være nogle af jer kloge kvinder herinde, havde et godt råd til, hvordan man undgår at få for store forhåbninger, så man bliver så djævelsk skuffet, hver gang forhåbningerne ikke indfries?

ved fra mig selv det er meget svært at tænke på noget andet når man nu bare så gerne vil have den lille bebs i maven. men der er nok ikke så meget andet at gøre end at sige at selvfølgelig nok skal blive jeres tur når det lykkes for det gør det jo selvfølgelig..

men nyd tiden i har sammen din mand og dig for lige pludselig har i en lille der vil være med i det hele.. hvilket selvfølgelig er dejligt.. men kæreste tid er ikke det samme. nok det eneste der er at gøre indtil der sker noget.

Det er svært ikke at blive skuffet, og jeg tror desværre ikke der er ret meget man kan gøre, for at undgå skuffelsen. Men man bliver da lidt mere hårdhudet som tiden går. Desværre

Held og lykke med projektet

esiuol skriver:

Efter at have prøvet af naturens vej i lige knap 1 år, blev min mand og jeg undersøgt og fik konstateret, at min mand har lav sædkvalitet. Det førte til vores første inseminationsforsøg d. 23. juni.

Jeg skulle egentlig først teste imorgen, men da det af praktiske årsager ikke kunne lade sig gøre, tog jeg testen imorges - negativ desværre.

Jeg har endnu ikke fået min menstruation (som normalt ville skulle komme i dag), så inde i mig er der stadig et lille håb om, at jeg kan være en af dem, der først kan få en positiv test flere dage efter udebleven menstruation...

... Men jeg tror ikke rigtig selv på det, og har bare være DRØN ked af det hele dagen, selv om fornuften jo godt ved, at der kun er op til 20% chance. Jeg havde det okay, da jeg tog testen imorges - bare endnu en negativ test i rækken - men det meste af arbejdsdagen er alligevel gået med at tage en toiletpause hver anden time til lige at græde lidt , pudre næse og vende tilbage til skrivebordet igen og forsøge at få noget fra hånden.

Lige nu kan jeg simpelthen ikke overskue, hvis jeg skal gennem det følelsesmæssige cirkus hver måned i mange måneder endnu - og det ved man jo aldrig.

Jeg tænkte derfor, at det kunne være nogle af jer kloge kvinder herinde, havde et godt råd til, hvordan man undgår at få for store forhåbninger, så man bliver så djævelsk skuffet, hver gang forhåbningerne ikke indfries?

Først skal du lige have en KÆMPE krammer

Jeg ved, hvordan du føler, for har desværre været der mange gange Og det er jo naturligt at være ked af det (ellers var der måske ingen grund til at kæmpe så hårdt for det).. Men man kommer op på hesten igen (ved godt at det ikke føles sådan lige nu) og når skuffelsen er over, begynder man at glæde sig til næste forsøg..

For mig var skuffelsen over, at det første inseminationsforsøg ikke endte i en graviditet noget af det sværeste i hele vores behandlingsperiode (indtil videre).. Men jeg kom op på hesten igen, fandt de positive tanker og kæmper som aldrig før for, at vi på et tidspunkt får det barn vi så inderligt ønsker os.. Og det skal nok lykkes - både for jer og for os - det er jeg sikker på!!

Jeg håber, at du snart får det bedre og bliver glad igen Men husk, at det er helt okay at være ked af det - det SKAL der være plads til!

De bedste tanker fra Lisbeth

Tak for jeres søde svar.

Lige nu virker 1½ måned bare som rigtig, rigtig lang tid at vente på næste forsøg, men der er nok ikke andet for end at forsøge at nyde de gode vejr.

esiuol skriver:

Efter at have prøvet af naturens vej i lige knap 1 år, blev min mand og jeg undersøgt og fik konstateret, at min mand har lav sædkvalitet. Det førte til vores første inseminationsforsøg d. 23. juni.

Jeg skulle egentlig først teste imorgen, men da det af praktiske årsager ikke kunne lade sig gøre, tog jeg testen imorges - negativ desværre.

Jeg har endnu ikke fået min menstruation (som normalt ville skulle komme i dag), så inde i mig er der stadig et lille håb om, at jeg kan være en af dem, der først kan få en positiv test flere dage efter udebleven menstruation...

... Men jeg tror ikke rigtig selv på det, og har bare være DRØN ked af det hele dagen, selv om fornuften jo godt ved, at der kun er op til 20% chance. Jeg havde det okay, da jeg tog testen imorges - bare endnu en negativ test i rækken - men det meste af arbejdsdagen er alligevel gået med at tage en toiletpause hver anden time til lige at græde lidt , pudre næse og vende tilbage til skrivebordet igen og forsøge at få noget fra hånden.

Lige nu kan jeg simpelthen ikke overskue, hvis jeg skal gennem det følelsesmæssige cirkus hver måned i mange måneder endnu - og det ved man jo aldrig.

Jeg tænkte derfor, at det kunne være nogle af jer kloge kvinder herinde, havde et godt råd til, hvordan man undgår at få for store forhåbninger, så man bliver så djævelsk skuffet, hver gang forhåbningerne ikke indfries?

Jeg ved ikke hvilket råd der vil være bedst at give for kender dig ikke som person  Men et godt råd jeg fik af min veninde der snart har prøvet i 7 år er: find dit ømme punkt. Altså der er så million mange dårlige ting i denne verden og de fleste mennesker har det forfærdeligt med nogle af tingene, find din ting/ømme punkt og tænk på at sådan har du det ihvertfald ikke.. Det lyder rigtig let at sige I know men det er det ikke .. Det kræver arbejde.. Det er lidt omvendt psykologi næsten, at skubbe sine sorg-tanker væk til fordel for de gode omkring hvordan dit liv ihvertfald ikke er.. Ved ikke om du forstår mig eller det bliver for rodet? 

Dernæst så rigtig meget held og lykke med det, selvom det bare er en lille dum test uden streger så kan den virkelig sætter sig i en som en smerte ...

Det er nok i virkeligheden et godt råd - det er bare svært at finde ud af, hvad "min tanke" så skal være... Det er dét med at finde ens ømme punkt, som du siger det.

Jeg synes let, jeg forfalder til den lette løsning og forsøger at tænke "men i det mindste sulter jeg da ikke, som de stakkels mennesker i Afrika". Men det er ikke rigtig en trøst, fordi det ikke er en reel trussel for mig at komme til at sulte.

Lige nu forekommer det mig, at jeg ville bytte det meste af mit liv væk for at få lov at få et barn - bortset måske lige fra familien, så det kan være, at det er det, jeg skal være glad for: At jeg har en helt fantastisk familie.