Er så skuffet

ja... det er jeg virkelig.... 

ALLEREDE FØR villads blev født, sagde jeg til familien og vennerne at vi skulkle holde navngivning i stedet for dåb, grundet at jeg syntes det er noget underligt noget at placere vores barn i en religion vi ikke selv tror på, så vil jeg hellere at han får en lille fest og at han så selv kan vælge sin religion når han bliver stor nok til det.. 

min mor og far gik fra hinanden for 14 år siden og de har faktisk hadet hinanden som pesten lige sidem og siden da har min familie været splittet i to lejre, mor og far lejeren.

f.eks til min konfirmation følte jeg mig nødsaget til at sidde hos den ene familie lidt, og så den anden familie lidt... altså hos min mor og mine søskende, og så min far og min afdøde papmor og hendes børn, og det var rigtig hårdt og jeg følte mig totalt splittet. fordi de ikke har kunnet holde ud at være i samme rum.... selv af hinandens taler hånede de inddirekte hinanden og min mor begyndte at tude og det var det største gedemarked med dumme følelser og pis og lort.

min mor lavede så for næsten et år siden noget værre lort, hvor hun overskred min grænse og blev til et monster hvor jeg mistede den smule respekt for hende jeg havde tilbage... og jeg lovede mig selv at hun FANME ikke skulle være med når vi holdt navngivning.... men efterhånden som tiden er gået og fødslen nærmede sig så tænkte jeg alligevel over det og tænkte okay, hun får en invitation og så må vi se om hun har forbedret sig.. og min far ligeledes en invitation. jeg kender min far godt nok til at vide at han vil forholde sig på jorden. 

og lidt før fødslen ringede jeg til min far og snakkede lidt med ham og der nævnte han så at han ikke havde lyst til at komme med til navngivningen pga min mor. og jeg tænkte det får han når han møder sit barnebarn. og så har jeg da sagt at jeg glædte mig til navngivningen når han ville komme.. og det sagde han at det gjorde han også..

vi havde svarfrist den 1 juli.. jeg ringede nogle dage før for at høre om de kom så vi kunne få styr på gæstelisten.. og han sagde at sådan som hav havde det ligenu mht min mor, så ville han ikke med og brugte den undskyldning at han ikke vil være grund til at min mor går amok... jeg siger at jeg kan forsikre ham at min mor opfører sig anstændigt og at hun ikke vil lave nogen scene.. men han tvivler på det... han ber om lidt mere tid til at tænke over det... og i dag... ringede han så og skulle have hjælp til noget med en telefon. og der spurgte jeg så om de kom ham og hans kæreste.. ej jamen de havde ikke liiiiige fået snakket om det og jeg sagde at det skulle de lige gøre og så ville jeg ringe tilbage....  

jeg ringede tilbage. og han sagde at han ikke havde lyst til at komme...

 jeg er bare skuffet selvom jeg godt havde det på fornemmelsen, jeg er bare TRÆT og led og ked over at jeg altid skal undvære min far... hvad så når jeg engang skal giftes (hvis det nogensinde sker IKK MORTEN ) vil han så overhovedet komme og følge mig op til min kommende mand?? eller frygter han at han vil være skyld i at min mor vil skabe sig.... 

JEG ER SÅ TRÆT AF AT HAVE ET PAR FUCKING FORÆLDRE DER EFTER 14 ÅR STADIG IKKE ER KOMMET LÆNGERE...... 

men så er der da bare mere  til os andre.. 

Det er sgu også for åndssvagt at de ikke er blevet ordentligt voksne, og opfører sig pænt,elleri det mindste tåler hinanden til vigtige ting i dit liv...

Har du prøvet at sætte dig ned, og sige til dem at du synes de er yderst barnlige, og at du forbander deres måde at opføre sig på, når de begge udemærket godt ved at det her er en vigtig sag for jer, og dig især?

Altså i stedet for abre at sige, okay, det er jeg da ked af, men okay...

Fortæl dem at du synes IKKE de opfører sig som voksne mennesker overhovedet, men bare er skide barnlige, og træder på din respekt over for dem, og og især din kærlighed til dem. At det ender med at bide dem i røven, og du til sidst ikke gider se nogle af dem overhovedet, og at de så heller ikke kan se Villads........

Smør tykt på, og giv dem så den kolde skulder ind til de skifter mening

Det er IKKE fair overhovedet at de tillader sig at forpeste din tilværelse på den måde, og at de gang pågang ødelægger de store øjeblikke for dig i dit liv.....

Mine forældre var selv sådan, ind til min søster fik deres første barnebarn, siden har de fint kunne tåle hinanden, og idag er vi næsten altid alle sammen afsted til diverse, eller hygger sammen alle sammen på en eller anden måde, uden at vores forældre skændes og bliver uvenner...  

mariamiss6 skriver:

Det er sgu også for åndssvagt at de ikke er blevet ordentligt voksne, og opfører sig pænt,elleri det mindste tåler hinanden til vigtige ting i dit liv...

Har du prøvet at sætte dig ned, og sige til dem at du synes de er yderst barnlige, og at du forbander deres måde at opføre sig på, når de begge udemærket godt ved at det her er en vigtig sag for jer, og dig især?

Altså i stedet for abre at sige, okay, det er jeg da ked af, men okay...

Fortæl dem at du synes IKKE de opfører sig som voksne mennesker overhovedet, men bare er skide barnlige, og træder på din respekt over for dem, og og især din kærlighed til dem. At det ender med at bide dem i røven, og du til sidst ikke gider se nogle af dem overhovedet, og at de så heller ikke kan se Villads........

Smør tykt på, og giv dem så den kolde skulder ind til de skifter mening

Det er IKKE fair overhovedet at de tillader sig at forpeste din tilværelse på den måde, og at de gang pågang ødelægger de store øjeblikke for dig i dit liv.....

Mine forældre var selv sådan, ind til min søster fik deres første barnebarn, siden har de fint kunne tåle hinanden, og idag er vi næsten altid alle sammen afsted til diverse, eller hygger sammen alle sammen på en eller anden måde, uden at vores forældre skændes og bliver uvenner...  

det er bare sådan at mine forældre HADER hinanden. hvis de kunne havde de slået hinanden ihjæl.. det er jeg sikker på.

men ja du har ret. og jeg har truet med at vende dem ryggen... MANGE GANGE. men jeg får dårlig samvittighed.. og kan ikke gennemføre det alligevel.!

isabellamor skriver:

det er bare sådan at mine forældre HADER hinanden. hvis de kunne havde de slået hinanden ihjæl.. det er jeg sikker på.

men ja du har ret. og jeg har truet med at vende dem ryggen... MANGE GANGE. men jeg får dårlig samvittighed.. og kan ikke gennemføre det alligevel.!

Okay, du kan ikke vende dem ryggen, fair nok, sådan er det jo med børn og forældre for det meste (heldigvis da) 

MEN så gør sådan her i stedet for, straf dem på allerbarnligste vis, "bortvis" dem fra dine smukke øjeblikke...

Sig til dem begge, at INGEN af dem er inviteret til jeres fest længere. At du IKKE vil se nogle af dem, for du vil IKKE have at de ødelægger dit humør på den store dag....

Når de ikke kan tvinge dig til at vælge den ene frem for den anden, så må de forstå at du ender med at vælge ingen af dem.... Du skal bare demonstrere konsekvensen for dem nu hvor du stadig har plads i dit hjerte til at tilgive dem, HVIS de retter ind.

Der er jo ingen der siger de skal være bedste venner, eller ses ellers, men de bør fandmer kunne feje hjernen sammen de få gange du kan finde på at invitere dem sammen.... Det drejer sig vel maks om 3 fester om året, altså hver jeres fødselsdag, og så lige denne dåb, og et kommende bryllum når ham den lange engang bliver modig nok

mariamiss6 skriver:

Okay, du kan ikke vende dem ryggen, fair nok, sådan er det jo med børn og forældre for det meste (heldigvis da) 

MEN så gør sådan her i stedet for, straf dem på allerbarnligste vis, "bortvis" dem fra dine smukke øjeblikke...

Sig til dem begge, at INGEN af dem er inviteret til jeres fest længere. At du IKKE vil se nogle af dem, for du vil IKKE have at de ødelægger dit humør på den store dag....

Når de ikke kan tvinge dig til at vælge den ene frem for den anden, så må de forstå at du ender med at vælge ingen af dem.... Du skal bare demonstrere konsekvensen for dem nu hvor du stadig har plads i dit hjerte til at tilgive dem, HVIS de retter ind.

Der er jo ingen der siger de skal være bedste venner, eller ses ellers, men de bør fandmer kunne feje hjernen sammen de få gange du kan finde på at invitere dem sammen.... Det drejer sig vel maks om 3 fester om året, altså hver jeres fødselsdag, og så lige denne dåb, og et kommende bryllum når ham den lange engang bliver modig nok

ENIG

til ts. det kan ikke være rigtig det skal ødelægge jeres store dag. så er det bedre de bare slet ikk er der.

nettemor skriver:

ENIG

til ts. det kan ikke være rigtig det skal ødelægge jeres store dag. så er det bedre de bare slet ikk er der.

ja. men nu får min far sgu at føle hvor skuffet jeg er... for det er bare så unfair at vi altid skal undvære ham fordi han er en kylling...

isabellamor skriver:

ja... det er jeg virkelig.... 

ALLEREDE FØR villads blev født, sagde jeg til familien og vennerne at vi skulkle holde navngivning i stedet for dåb, grundet at jeg syntes det er noget underligt noget at placere vores barn i en religion vi ikke selv tror på, så vil jeg hellere at han får en lille fest og at han så selv kan vælge sin religion når han bliver stor nok til det.. 

min mor og far gik fra hinanden for 14 år siden og de har faktisk hadet hinanden som pesten lige sidem og siden da har min familie været splittet i to lejre, mor og far lejeren.

f.eks til min konfirmation følte jeg mig nødsaget til at sidde hos den ene familie lidt, og så den anden familie lidt... altså hos min mor og mine søskende, og så min far og min afdøde papmor og hendes børn, og det var rigtig hårdt og jeg følte mig totalt splittet. fordi de ikke har kunnet holde ud at være i samme rum.... selv af hinandens taler hånede de inddirekte hinanden og min mor begyndte at tude og det var det største gedemarked med dumme følelser og pis og lort.

min mor lavede så for næsten et år siden noget værre lort, hvor hun overskred min grænse og blev til et monster hvor jeg mistede den smule respekt for hende jeg havde tilbage... og jeg lovede mig selv at hun FANME ikke skulle være med når vi holdt navngivning.... men efterhånden som tiden er gået og fødslen nærmede sig så tænkte jeg alligevel over det og tænkte okay, hun får en invitation og så må vi se om hun har forbedret sig.. og min far ligeledes en invitation. jeg kender min far godt nok til at vide at han vil forholde sig på jorden. 

og lidt før fødslen ringede jeg til min far og snakkede lidt med ham og der nævnte han så at han ikke havde lyst til at komme med til navngivningen pga min mor. og jeg tænkte det får han når han møder sit barnebarn. og så har jeg da sagt at jeg glædte mig til navngivningen når han ville komme.. og det sagde han at det gjorde han også..

vi havde svarfrist den 1 juli.. jeg ringede nogle dage før for at høre om de kom så vi kunne få styr på gæstelisten.. og han sagde at sådan som hav havde det ligenu mht min mor, så ville han ikke med og brugte den undskyldning at han ikke vil være grund til at min mor går amok... jeg siger at jeg kan forsikre ham at min mor opfører sig anstændigt og at hun ikke vil lave nogen scene.. men han tvivler på det... han ber om lidt mere tid til at tænke over det... og i dag... ringede han så og skulle have hjælp til noget med en telefon. og der spurgte jeg så om de kom ham og hans kæreste.. ej jamen de havde ikke liiiiige fået snakket om det og jeg sagde at det skulle de lige gøre og så ville jeg ringe tilbage....  

jeg ringede tilbage. og han sagde at han ikke havde lyst til at komme...

 jeg er bare skuffet selvom jeg godt havde det på fornemmelsen, jeg er bare TRÆT og led og ked over at jeg altid skal undvære min far... hvad så når jeg engang skal giftes (hvis det nogensinde sker IKK MORTEN ) vil han så overhovedet komme og følge mig op til min kommende mand?? eller frygter han at han vil være skyld i at min mor vil skabe sig.... 

JEG ER SÅ TRÆT AF AT HAVE ET PAR FUCKING FORÆLDRE DER EFTER 14 ÅR STADIG IKKE ER KOMMET LÆNGERE...... 

 

 

men så er der da bare mere  til os andre.. 

hej smukke

først et  til dig. jeg kender det alt for godt. mine forældre gik fra hinanden for 2.5 år siden og de har også været dødelig uvenner siden. eller ja min mor er ikke kommet videre og står fast. min far er kommet videre og ville acceptere hvis min mor var i samme rum men min mor ville ikke acceptere hvis min far var der. men sagen er så den at jeg ikke snakker med min mor mere. fordi hun hele tiden skal hælde vand ud af ørene og giver min far skylden for at hun har det dårligt.. og hele tiden siger at hun håber vi børn snart får øjne op for hvem min far i virkeligheden er????? hmmm kom dog videre kvinde.. og så kan hun så ikke klare at man siger til hende at man ikke gider og høre på det mere. for jeg har også stået imellem mine forældre og har været meget frustreret fordi jeg jo gerne ville have dem begge med til barnedåb når det kommer. men hun sagde så til mig da Isabella var 3 dage gammel at hun synes at vi skulle stoppe kontakten for hun havde det bedre når vi ikke snakkede sammen.. det var ret hårdt selvom jeg også synes det var bedst selv da hun har været skyld i jeg har haft samtlige depressioner siden de blev skilt. men ret hårdt når man står og lige er blevet mor for første gang og hun ikke engang vil se sit første og eneste barnebarn.

men ja jeg kan kun sige jeg føler med dig og du må være stærk. og hvis din far ikke vil komme pga din mor kan du ikke gøre så meget andet end at fortælle ham hvor såret du bliver over at han ikke vil dele de glæder med dig pga han ikke vil ignorere din mor.. og så håbe på at han en dag godt kan se at det er forkert af ham at lade være med at komme pga din mor...

michelledam skriver:

hej smukke

først et  til dig. jeg kender det alt for godt. mine forældre gik fra hinanden for 2.5 år siden og de har også været dødelig uvenner siden. eller ja min mor er ikke kommet videre og står fast. min far er kommet videre og ville acceptere hvis min mor var i samme rum men min mor ville ikke acceptere hvis min far var der. men sagen er så den at jeg ikke snakker med min mor mere. fordi hun hele tiden skal hælde vand ud af ørene og giver min far skylden for at hun har det dårligt.. og hele tiden siger at hun håber vi børn snart får øjne op for hvem min far i virkeligheden er????? hmmm kom dog videre kvinde.. og så kan hun så ikke klare at man siger til hende at man ikke gider og høre på det mere. for jeg har også stået imellem mine forældre og har været meget frustreret fordi jeg jo gerne ville have dem begge med til barnedåb når det kommer. men hun sagde så til mig da Isabella var 3 dage gammel at hun synes at vi skulle stoppe kontakten for hun havde det bedre når vi ikke snakkede sammen.. det var ret hårdt selvom jeg også synes det var bedst selv da hun har været skyld i jeg har haft samtlige depressioner siden de blev skilt. men ret hårdt når man står og lige er blevet mor for første gang og hun ikke engang vil se sit første og eneste barnebarn.

men ja jeg kan kun sige jeg føler med dig og du må være stærk. og hvis din far ikke vil komme pga din mor kan du ikke gøre så meget andet end at fortælle ham hvor såret du bliver over at han ikke vil dele de glæder med dig pga han ikke vil ignorere din mor.. og så håbe på at han en dag godt kan se at det er forkert af ham at lade være med at komme pga din mor...

jeg skulle lige til at sige at du må være min søster for vi må da ha den samme mor..!!!

isabellamor skriver:

jeg skulle lige til at sige at du må være min søster for vi må da ha den samme mor..!!!

griner. ja det er sgu ikke nemt.. men jeg gider hende heller ikke. for hun har ikke lavet andet end at stikke mig og min kæreste i ryggen og fotalt løgn historier om os til min søster. trods det at hun har boet ved os to gange fordi hun tog forhastede beslutninger med at flytte sammen med nogle fyre som det så gik galt ved efter maks 2 uger. og vi har hjulpet hende i hovede og røv. på 1.5 år har vi hjulpet hende med at flytte 6 gange tror jeg hvis ikke mere.. plus alle de andre ting vi har hjulpet hende med.. på et tidspunkt boede vi 3 mennesker sammen med 2 hunde og en kat i en 2 værelses lejlighed fordi vi ville hjælpe hende og hun betalte intet i husleje i de to måneder og hun betalte heller ikke noget mad. men alligevel har hun siddet og sagt til min søster at vi har brugt alle hendes penge.???  WHAT????

nej vi må op med humøret os to.. vi skal ikke lade vores liv ødelægge fordi vi har en skod familie