Øv hvor er jeg egentlig træt af mig selv, jeg har fundet den her fantastiske mand, som jeg har været sammen med i knap 4 mdr nu. de sidste 2 mdr har han arbejdet rigtig meget, og kommer nok til at gøre det det næste halve år, så vi kommer ikke til at se hinanden så tit igen. Jeg ved min min logisk-tænkende hjerne at han gerne vil mig og os, men min usikkerhed siger bare hele tiden det modsatte. Han er stresset som en i H**** så han skriver stort set aldrig når han knokler med arbejdet, han har ikke tid til at savne mig som han siger. Jeg forstår det godt, og har også sagt at det er helt okay, og jeg ikke skriver så ofte for ikke at forstyrre ham.
Men er bare SÅ vild med ham, har gået den sidste månede med en overvældende lyst til at fortælle ham jeg elsker ham, og det er første mand/fyr nogensinde jeg har følt sådan for, men tør simpelthen ikke. Nu har jeg ikke set ham i 1½ uge, han har haft ferie og har haft sit barn hjemme, så han falder altid i søvn sammen med hende, men han skriver nærmest kun når jeg skriver, og det blir mere og mere til envejskommunikation, han svare på spørgsmål og jeg stiller... suk...
Jeg har været uheldig med mænd siden den første fyr jeg kendte, og er 26 og ham her er min første "seriøse" forhold, og jeg har sådan lyst til at bakke ud, eller nej, men jeg er bare SÅ bange for at han finder ud af han ikke vil alligevel. Vi datede også sidste sommer, men der var han rigtig meget i pengenød og uden bil, og valgte at sige fra fordi vi kom til at se hinanden så sjældent, at det kunne han ikke holde ud. Og er såååå bange for det er det samme der er ved at ske nu...
Mit hovede total forstyrret, mine logiske tanker siger mig at jeg vidste det på forhånd, og det går over når arbejdet stilner af, og min usikkerhed siger han ikke vil mig mere... øv hvor er det hårdt at være forelsket....
Bare lige et tudeindlæg her fra... 
Anmeld
