MinNoah skriver:
Jeg undrer mig bare lidt... Jeg har en søn på omkring 2 år, han er en fantastisk dreng! Virkelig omsorgsfuld, sød, glad, tillidsfuld osv. Men han er også lidt forsigtig....
Han er ikke typen der flyver i favnen på alle og enhver, han skal lige se dem an først - så går han gerne med.
Han har altid været langsom motorisk, er dog efterhånden fint med, går, løber, kører på scooter osv. Men han er stadig lidt en "bangebuks" og skal helst holde mor i hånden på vej ned af trapperne fx. Han kaster sig ikke hovedkulds ud i alle nye motoriske udfordringer.
Han kan godt sidde stille i lang tid og spise aftensmad/spise når vi er til fødselsdage osv.
Samtidig er han jo også nysgerrig som alle andre børn og vil gerne lege osv. Men når børnen i legestuen bliver for vilde trækker han sig lidt - han er heller ikke så god til at sige fra, og hvis et barn tager noget legetøj fra ham finder han sig (som oftest i det) - og ja lige der kan jeg se han skal lære noget - lære at det er okay at sige nej.
Men ellers synes jeg generelt at holdningen er at rolige børn er underlige børn? Eller er jeg helt forkert på den?? Er der noget galt i at være et forholdsvis roligt barn?
Andre der har børn med samme sind? Og som I bare nyder i fulde drag
Der er intet galt med hverken stille eller sensitive børn, men det betyder at man som forældre og fx. pædagoger bare har en anden tilgang og tager andre hensyn, men det betyder ikke at der er noget galt med barnet - overhovedet og hvis der er nogen der fortæller jer det, så bed dem om at holde mund.
Som eksempel er min datter stik modsat din beskrivelse af jeres dreng, og går hen til fremmede mennesker og løber også fra mig uden at blive bange når hun ikke kan se mig mere - og det er en smule problematisk for mig som aleneforældre, men jeg har fordi hun kan omstille sig kunne flytte til kbh uden problemer, 3 inst. er det blevet til - og der har intet været, haft hende med på studietur - hvor en del andre har haft fingerne i hende og vi tager på festival - havde jeg haft et barn modsat hende, så havde flytning/forskellige inst. og udlandsture så hårblæsende som en studietur ikke været noget hun sandsynligvis havde klaret så let, og så var der andre hensyn der skulle tages, hvis du forstår hvad jeg mener.
Som pædagog er "problematikken" med de stille børn ikke noget med selve børnene, men det at de godt kan blive overset - fordi andre børn fylder mere og kræver mere, så der mener jeg det er vigtigt som forældre at være meget verbal omkring sit barn, så det får mødt sine behov gennem institutionslivet og ikke bliver glemt lidt i krogene, de mere konkrete eksempler jeg har haft med stille børn er at de ikke altid udtrykker følelser (fordi vi som pædagoger ikke er mor og far), der syntes jeg personligt det kan gå hen og blive lidt et problem, fordi det simpelthen handler om børnenes psykologiske udvikling af et sundt selv, men det er der hvor pædagoger skal være opmærksomme, og gøre deres arbejde.
Men intet galt med hverken stille, udfarende eller hvad det nu må være for nogle børn - heldigvis er alle børn forskellige.. 
