Hvordan takler man en præteenanger??

Ork altså.. Det er Rasmus igen...
Han er bare sååå ligeglad med alt!!
Hvis det ikke lige går efter hans hoved, bliver han total sur og hans protest kører mig helt op.
Han gider ikke svare mig ell snakke. Han er bare ligeglad. Og når jeg blive så sur, bliver han jo ked af det.

Så nu sidder jeg her og har det så dårligt med, at vi har skæntes hele morgenen.
Giv mig nogle gode råd omkring hvad I andre gør med jeres præteenangere...

Øv en morgen...

Kloster

Kloster skriver:

Ork altså.. Det er Rasmus igen...
Han er bare sååå ligeglad med alt!!
Hvis det ikke lige går efter hans hoved, bliver han total sur og hans protest kører mig helt op.
Han gider ikke svare mig ell snakke. Han er bare ligeglad. Og når jeg blive så sur, bliver han jo ked af det.

Så nu sidder jeg her og har det så dårligt med, at vi har skæntes hele morgenen.
Giv mig nogle gode råd omkring hvad I andre gør med jeres præteenangere...

Øv en morgen...

Kloster

uha jeg glaeder mig slet ikke til den alder. den er slem kan ikke raade dig andet end at sige det er normalt

Jo, egentligt... selvom det kan vaere svaert, saa selvom barnet er sur og tvaer og opforer sig helt forkert saa prov at vise dig som en ven og vaere der. selvom de mindst viser det er det ofte lige hvad de har brug for. det kan sommetider faa tungen paa gled og det viser sig at noget gaa dem paa. ved ikke om det virker med drenge, som ofte viser lidt mere afstand med at snakke om problemer end piger, men det er mit bedste bud

Jeg må jo med skam erkende at jeg ikke er bleg for at sende dem ind på deres værelser. Når alt bare er surt og de er sure, så forklarer jeg dem (nogle gange mere tålmodigt end andre) at vi godt vil have en god stemning, så derfor må de gå indtil de er i bedre humør. Det er faktisk nøjagtigt det samme jeg gør med Lukas på 4.
Men det virker. Nogle gange tager det ret lang tid, andre gange kommer de efter 5 min....Kasper på 12 begynder som regel at lave lektier, og når han så har læst de 15 min. han skal dagligt, så kommer han glad ud og har fuldstændig glemt alt om hvad der er foregået

Men ellers tror jeg bare man skal væbne sig med en RIGTIG STOR portion tålmodighed. Ikke lade sig gå på at de rullende øjne mv, tælle til 10 og huske sig selv på at det er alderen.
Og jeg er fuldt ud klar over at det er meget lettere sagt end gjort!!!!!

Hører 4½ årige også ind under præteenagere?

Kloster skriver:

Ork altså.. Det er Rasmus igen...
Han er bare sååå ligeglad med alt!!
Hvis det ikke lige går efter hans hoved, bliver han total sur og hans protest kører mig helt op.
Han gider ikke svare mig ell snakke. Han er bare ligeglad. Og når jeg blive så sur, bliver han jo ked af det.

Så nu sidder jeg her og har det så dårligt med, at vi har skæntes hele morgenen.
Giv mig nogle gode råd omkring hvad I andre gør med jeres præteenangere...

Øv en morgen...

Kloster

søde kloster, du kan intet stille op, med mindre noget virkelig går ham på, for så kan du snakke med ham.

Hvis det er færden af teenagealderen han har fået, så vil jeg sige god rejse, for det er en lang og drøj omgang, sidder der selv lige nu med en som snart er igennem og en som begynder nu her!

Kloster skriver:

Ork altså.. Det er Rasmus igen...
Han er bare sååå ligeglad med alt!!
Hvis det ikke lige går efter hans hoved, bliver han total sur og hans protest kører mig helt op.
Han gider ikke svare mig ell snakke. Han er bare ligeglad. Og når jeg blive så sur, bliver han jo ked af det.

Så nu sidder jeg her og har det så dårligt med, at vi har skæntes hele morgenen.
Giv mig nogle gode råd omkring hvad I andre gør med jeres præteenangere...

Øv en morgen...

Kloster

Hej igen

Jeg har lige været til et fantastisk foredrag med Arne Nilsson (ham kano-roreren) og han har faktisk lige skrevet en bog der hedder "Din teenager skal coaches - ikke opdrages" Jeg købte den - i håb om virkelig at få nogle guldkorn.
Han nåede lige at komme med et par stykker, bl.a. at når man selv var sur, så skulle man ikke begynde at opdrage på sine børn, og heller ikke når de er sure - det kommer der aldrig noget godt ud af. Når jeg tænker over det, så ved jeg det jo godt - men jeg gør det jo alligevel
Og så noget med at når børn er små så synes de at deres forældre er helt fantastiske - og det stopper jo lissom når de nærmere sig teenage-årene - (eller lidt før), og det har mange forældre svært ved at tackle. Så når de flegner, så skal man ikke tage det personligt men derimod sige til sig selv "Nej hvor facinerende - tænk at man kan blive så sur" - altså i stedet for at argumentere og selv blive sur. Gav det overhovedet nogen mening???
Det gjorde det da han sagde det - men det er jo straks noget andet når man skal huske det, og skrive det!!!

Jeg skal nok komme med en anmeldelse af bogen når jeg har læst den - så kan det være den er værd at investere i.

Rikke