Min søn er udenfor pædagogisk rækkevidde

Min søn har i noget tid været noget af en udfordring ind imellem. I dag eskalerede det hele, og nu har jeg brug for at høre dels hvad i ville have gjort i samme situation, samt hvad mit næste træk skal være.

Jeg har en søn på 5 år, som skal starte i skole efter sommerferien. Han er en krudtugle, men i børnehaven siger de at han er en ganske almindelig dreng, ikke noget særligt ved ham. Så det er jo ganske fint.

Lige nu er han inde i en periode, hvor han ikke vil svare når folk spørger ham om noget osv., det er der jo mange børn der er, og det er helt ok. Dog har han ind imellem reageret ved at slå på folk (voksne mennesker han ikke kender), altså hvis de taler lidt drillende til ham, så slår han. Det er selvfølgelig slet ikke ok, og vi har talt rigtig meget om det.

I dag sker der så det, at min lillebror bliver student. Vi er alle samlet på skolen, min stedfar som er min lillebrors far har en gave med. Min søn tager flere gange gaven frem og siger til min lillebror der er en gave, min stedfar siger mange gange "jeg vil gerne have du stopper" osv. (min lillebror skulle åbenbart ikke have gaven på daværende tidspunkt). Jeg siger også til min søn at NU skal han stoppe. Han fortsætter, min stedfar sætter gaven væk, men min søn tager den op endnu engang, hvorpå min stedfar kigger meget bestemt på ham og siger "Nu er det nok, NU stopper du" - min søns reaktion chokerer alle, han svinger ham en syngende lussing!!!! Min stedfar tager fat i armene på ham, og siger "Det der det gør du ALDRIG mere ved mig", jeg er hurtigt på pletten og siger tak for i dag, hvor efter jeg slæber en meget gal og aggressiv søn ud i bilen.

Jeg har ALDRIG ALDRIG været så gal og så pinligt berørt før. Vi kører hjem, og jeg skal ærligt indrømme at de ord der kom ud af min mund var meget lidt pædagogiske, jeg har aldrig i mit liv været så rasende før!!!!

Vi skulle senere i dag en tur i Fårup sommerland, turen er aflyst! Jeg har bedyret ham at han skal blive på værelset resten af dagen.

Han var ked/gal og vred da vi kørte hjem, hvilket jeg udmærket kan forstå. Han sidder nu på sit værelse og ser fjernsyn, og jeg har ingen intentioner om at han skal ud det næste stykke tid.

Men hvad bliver mit næste træk? Skal han tvinges ud til min stedfar og sige undskyld, både for hans egen men også for min skyld? (Ihh jeg er så pinlig berørt)

Vi skal selvfølgelig have os en snak om det der er sket, men lige nu er jeg stadig for gal til at jeg kan snakke om det.

Hvad ville i gøre i samme situation?

Jeg ved at min reaktion ikke er super pædagogisk, men min vrede løb så meget af med mig, at jeg ingen kontrol havde over den. Derudover anser jeg det her som meget alvorligt, og som noget der ALDRIG skal ske igen!

Hvad gør jeg nu? 

Det er rigtigt svært når man ikke er i situationen og hverken kender dig eller din søn. Men umiddelbart lyder det på mig som om din søn går igennem en svær periode og har brug for ekstra kærlighed og omsorg.

Når han laver ting som at slå, så skal han naturligvis have at vide at det på ingen måde er i orden og der skal naturligvis være en form for konsekvens. Men umiddelbart tænker jeg, at sende ham alene på værelset med fjernsyn måske ikke er løsningen. Umiddelbart ville jeg give ham nogle ekstra kram og sige, at han kunne være på sit værelse til han havde tænkt over sin opførsel. Forhåbenligt ville han så komme tilbage med et undskyld og så kunne han jo passende lave en tegning eller andet til din stedfar som blev afleveret med et personligt undskyld. For han skal jo også lære at stå personligt til ansvar for sine handlinger. Og så ville jeg nok fremadrettet være meget opmærksom på hans opførsel, og om jeg kunne gøre noget for at afhjælpe spidssituationerne (som kommer for alle børn)

Men igen det er bare så nemt at udtale sig når man ikke sidder i det. Og det er dig der kender din søn bedst

sophiemy skriver:

Det er rigtigt svært når man ikke er i situationen og hverken kender dig eller din søn. Men umiddelbart lyder det på mig som om din søn går igennem en svær periode og har brug for ekstra kærlighed og omsorg.

Når han laver ting som at slå, så skal han naturligvis have at vide at det på ingen måde er i orden og der skal naturligvis være en form for konsekvens. Men umiddelbart tænker jeg, at sende ham alene på værelset med fjernsyn måske ikke er løsningen. Umiddelbart ville jeg give ham nogle ekstra kram og sige, at han kunne være på sit værelse til han havde tænkt over sin opførsel. Forhåbenligt ville han så komme tilbage med et undskyld og så kunne han jo passende lave en tegning eller andet til din stedfar som blev afleveret med et personligt undskyld. For han skal jo også lære at stå personligt til ansvar for sine handlinger. Og så ville jeg nok fremadrettet være meget opmærksom på hans opførsel, og om jeg kunne gøre noget for at afhjælpe spidssituationerne (som kommer for alle børn)

Men igen det er bare så nemt at udtale sig når man ikke sidder i det. Og det er dig der kender din søn bedst

Tak fro dit svar.

Ja det er svært, og det er også selvom jeg kender min søn.

Jeg tror du har ret i at han gennemgår en svær periode, og i det daglige er jeg også meget opmærksom på det, og giver ham en del ekstra opmærksomhed i form af kram og knus osv..

Jeg er også klar over at situationen i dag opstod fordi han følte sig presset, og ikke vidste hvordan han skulle reagere, men det ændrer ikke ved at hans reaktion er dybt forkert. Han er jo 5½ år, så jeg mener at han er udemærket klar over at hans reaktion var meget - lad os bare sige - uhensigsmæssig.

I situationen skulle jeg have været meget hurtigere til at gribe ind, men det var jeg desværre ikke.

ja hvad gør man lige i sådan en situation.. der er nok ikke mange som ville være pædagogisk korrekt i sådan en.

en ung på et hjem ville jo ende ud i en magtanvendelse.. og en pædagog i børnehaven ville nok også blive sur og plante ham på en stol...

men ja what to do...

det kunne godt lyde lidt som om der sker nget i din søns liv..

er der familieforøgelse????

har i hørt ham, om han måske bliver mobbet i børnehaven eller i værste fald krænket....

det er svært for børn at forklare hvorfor de reagerer som de gør, men så er det vi som forældre skal træde til og hjælpe med at sætte ord på følelserne som gemmer sig inden i...

Ja det var dramatisk , men din handling er ok.

Nu må du have afklaret hvad han tænker på og hvad der presser ham i dagligdagen. men først;

At se fjersyn efter en reaktion er ikke så godt da det fjerner barnets tanker og følelser fra det der lige er foregået, og lægger det væk fra nu.

Gå ind og sluk, tag ham i hånden og sid ved siden af ham(aldrig tvinge børn til at stå ansigt til ansigt så lukkes al komunikation)

sid stille uden at sige noget en tid

start så med at sige feks, det her var ikke så godt, det må vi prøve at gøre godt igen for (stedfars navn)

Har du nogen ide om hvordan?

Hvis drengen ingen har så forslå at han sover på det og kommer med en ide imorgen.

Uden for meget omsorg og snak server aftensmad og send ham iseng

Ingen historie eller tv eller lign, har han brug for at kikke i en bog, så sig ok og sæt et ægur til 15 min og sig at når den ringer skal han sove. (tjek op på det og uden for megen snak og omsorg fjern bog, sluk og sig godnat

Næste morgen spørger du så ind til ide og giv tid, læg ikke ordene i munden på ham.

Hvis der kommer en ide så udfør den.

kommer der ingen så giv ham et ultimatum når det bliver aften har du fundet på noget ellers bestemmer jeg hvad der skal ske.

Her kunne det være at bede ham sige undskyld i tlf (evt uden du er der fortæl ham du venter i et andet rum imedens)

og luk så sagen.

Det er handlingen der tæller ikke hvilken handling, det lære ham at der sker altså et efterspil når han ikke tænker sig om

k.h Alice Søderberg socialpædagog og pædagogisk rådgiver i panelet samt privat konsultation www.pædagogiskforældrerådgivning.dk

Hold da op, det var også en voldsom reaktion din søn kom med, over at blive irrettesat. Selvfølgelig skal han ikke slå, fordi en voksen opdrager på ham. Jeg syntes at det er fint du tog ham med hjem og fint at du aflyser turen til sommerland.

Jeg syntes helt klart at han skal ud til din stedfar og sige undskyld, og så skal du gøre op med dig selv hvad konsekvensen skal være, hvis det sker igen.

Helt ærligt, så lyder det ikke som om din søn reagere særlig hensigtsmæssigt når han bliver vred, og selvom børnehaven ikke oplever det, så oplever du jo at det er et problem. I mange kommuner er der åben rådgivning, hvor man bare kan henvende sig og få hjælp til store og små problemer i dagligdagen. Det er ganske gratis og uforpligtende, og det kunne være en idé at benytte i denne situation.

Jeg håber at din søn trods alt har lært lidt af dette her, og du skal bare stå fast på dine beslutninger om konsekvenserne.

 Held og lykke

www.stjerneleg.dk

Jeg tænker at du skal hjælpe din søn med at sætte ord på hans tanker og handlinger i stedet for at skælde ham ud:

Du kunne have forklaret din søn at han skulle lade gaven stå fordi morfar gerne selv ville give onkel gaven. Og I kunne måske lave en lille leg om at gætte hvad der var indeni. Finde en anden vinkel til din søn end at han er irriterende og at han gør det for at drille. Der er oftest en grund til at børn gør som de gør og det er sjældent i nogen ond mening. Han har da været mega spændt på at se din bror åbne den gave!

Og mht at han giver din stedfar en lussing så tror jeg det handler om manglende sprog. Et barn på 5år kan stadig ikke udtrykke alle de følelser og tanker der vælder op i en og specielt ikke i den situation I var i. Og det der så sker er at børn slår. Igen må du hjælpe med at sætte ord på (ikke skæld ud): "Jeg kan godt forstå du glæder dig, men du må ikke give onkel gaven. Morfar skal selv give ham den. Du må ikke slå morfar for så bliver morfar ked af det. osv osv..... Og så prøv at aflede ham med noget andet. Nu kender jeg jer ikke, men OFTE er grunden til at børn slår og bliver ivrige er fordi de mangler ord. Så kommer det til udtryk rent kropsligt. Jeg håber du kunne bruge noget af det jeg har skrevet.

michella80 skriver:

Jeg tænker at du skal hjælpe din søn med at sætte ord på hans tanker og handlinger i stedet for at skælde ham ud:

Du kunne have forklaret din søn at han skulle lade gaven stå fordi morfar gerne selv ville give onkel gaven. Og I kunne måske lave en lille leg om at gætte hvad der var indeni. Finde en anden vinkel til din søn end at han er irriterende og at han gør det for at drille. Der er oftest en grund til at børn gør som de gør og det er sjældent i nogen ond mening. Han har da været mega spændt på at se din bror åbne den gave!

Og mht at han giver din stedfar en lussing så tror jeg det handler om manglende sprog. Et barn på 5år kan stadig ikke udtrykke alle de følelser og tanker der vælder op i en og specielt ikke i den situation I var i. Og det der så sker er at børn slår. Igen må du hjælpe med at sætte ord på (ikke skæld ud): "Jeg kan godt forstå du glæder dig, men du må ikke give onkel gaven. Morfar skal selv give ham den. Du må ikke slå morfar for så bliver morfar ked af det. osv osv..... Og så prøv at aflede ham med noget andet. Nu kender jeg jer ikke, men OFTE er grunden til at børn slår og bliver ivrige er fordi de mangler ord. Så kommer det til udtryk rent kropsligt. Jeg håber du kunne bruge noget af det jeg har skrevet.

Helt enig..

Jeg synes det var det helt rigtig du gjorde!!! og jeg håber at jeg selv havde gjort det samme, hvis det var mig der stod i den situation.

Ved at tage ham væk og køre hjem VISER du ham helt tydeligt at det er ikke ok at slå /give en lussing. Du viser det endda meget tydeligt!!!

Jeg ville tilgengæld aldrig 'sætte ham ind på værelse' alene. Han har i den grad brug for at vide at han stadig er elsket (du elsker jo stadig ham, det er bare hans gerning du tager afstand fra! -men det ved han ikke!!!) Jeg tror også han har brug for, at du taler med ham om det, sætter ord på hvad der skete. Giver ham en forklaring.

I et barns verden kan det være helt uforståeligt at man (din stedfar) har en gave med, men ham der skal have gaven ikke får den. Det er da mærkeligt! (set med et barns øjne). Derfor vil han gerne gøre opmærksom på at her er en gave og tager den frem og viser den. Han gør det igen og igen, fordi de voksne åbentbart ikke har forstået konceptet med gaver, nemlig at de skal gives til nogen. Jeg tror simpelthen ikke han forstå, hvorfor stedfar opførte sig som han gjorde. Han fik bare at vide: Du skal stoppe nu. Øh...stoppe med hvad???? Hvorfor det????Det er jo en gave???? 'lillebror' skal jo have den, hvorfor giver du ham den ikke????

Jeg ville heller aldrig tvinge ham til at sige undskyld. Det lærer ham bare, at når man gør noget forkert, kan man give et 'mekanisk' undskyld og så er det iorden. Han skal derimod FORSTÅ at det er forkert at give en lussing, så skidt pyt med undskyldningen!

Når du hisser dig op som du gjorde i dag (og det kan jeg godt forstå du gjorde!!!) bliver du så 'fysisk' i en eller anden forstand? For hvis du gør det, så lærer din søn jo også, at når man er rigtig gal eller føler sig uretfærdigt behandlet, så kan man reagere 'fysisk' i en eller anden udstrækning.

Du spørger til hvad dit næste træk skal være.

1. Du skal arbejde med dig selv! Du skal ændre din holdning til din dreng. Han er ikke uden for pædagogisk rækkevidde, sådan som du skriver i overskriften. Hvis det er din tilgang til ham, så har du jo opgivet på forhånd. Du har endda børnehavens ord for at der ikke er noget 'i vejen' med ham. Altså du skal ændre din tilgang til ham

2. Du skal være sammen med ham. Han lærer intet af at sidde alene på et værelse. Du skal guide ham, du skal lede ham, du skal være hans rolle-model for hvordan man opfører sig, du skal lære ham at løse konflikter, du skal vise ham hvordan man håndtere store følelser. Den måde DU reagere på, at den måde du må forvente at dit barn reagere på. Så hvis du er fysisk, bliver han fysisk, hvis du gennemtrumfer din mening, vil han forsøge at gennemtrufe sin, hvis du råber og skriger, vil han råbe og skrige. Så hver gang DU reagere på noget, må du stille dig selv det spørgsmål: hvordan ville jeg gerne have mit barn reagerede i en ligende situation. -og hvis du gerne vil have han stille og roligt snakkede om tingene, så er det dét du selv skal gøre!

3. Du skal vise ham hvor meget du holder af ham, hvor meget han betyder for dig, og skabe nogle rare og gode stunder sammen. Om det så er at fodre ænder, sidde i sofaen og læse en bog eller hvad det nu er, er helt ligegyldigt. Men I skal have det godt, og du skal sige til ham: Jeg synes det er dejligt at være sammen med dig. Jeg synes det er hyggeligt når vi to.....

Ja, du spurgte meget direkte til hvad vi synes, og jeg har givet dig et direkte svar. Om du kan bruge det til noget eller ej, det er op til dig!

Tusinde tak for alle jeres svar.

Jeg har tænkt meget over alle svarerne, og jeg synes alle jeres meninger har noget jeg kan bruge.

Jeg er normalt meget assertiv i min måde at omgåes mine børn på, vi får ofte sat ord på følelserne, og vi hygger os generelt rigtig godt sammen.

I dag reagerede jeg dog ikke særlig assertivt, jeg blev - desværre - meget aggressiv i min fremtoning, hvilket jeg er helt med på ikke var særlig hensigtsmæssig. Efter nogle timer tog min søn og jeg en god snak. Vi talte om hvordan han kunne have reageret, og vi talte om hvordan han selv ville have haft det hvis der var en der slog ham.

Vi kørte herefter ud til min stedfar, hvor han fik sagt undskyld, og det gik fint. Han var dog ikke særlig stolt ved situationen, men min stedfar skyndte sig heldigvis at løfte ham op og give ham en stor krammer.

Vi har også talt om at vi alle jo elsker ham uanset hvad han gør, og da jeg sluttede det hele af med at give ham en krammer, græd han meget. Jeg er sikker på at han er helt med på, at denne her opførsel var fuldstændig uacceptabel!

Jeg håber og tror på at vi i løbet af de næste dage kommer ind på sporet igen...