Jeg husker de første 5 måneder som værende et rent helvede
. De sov aldrig på samme tid, var konstant utilfredse og svære at gøre tilpasse. Vi fik aldrig mere end højst 2 timers sammenhængende søvn om natten, og til sidst delte vi os i hver ende af huset med en dreng hver for at få mest muligt sammenhængende søvn.
Som min sp sagde så er de første par måneder (eller 5 i vores tilfælde) ren overlevelse. Det handler simpelthen om at komme igennem det med forstanden i behold. Min mand tog orlov, og havde han ikke gjort det, ja så ved jeg sku ikke hvad det var endt med
Nogle dage var jeg virkelig på sammenbruddets rand. Jeg var fuldstændig kørt ned og sad bare og græd hele dagen. Jeg var SÅ træt! Husker at jeg et par gange har ligget sammen med dem på legetæppet hvor det skulle forestille at vi legede, men hvor jeg simpelthen er faldet i søvn og vågnet med et spjæt når en af drengene sagde en høj lyd.
Mit råd til jer: Gør det som fungerer for jer. Fungerer det at de sover i kravlegården, eller i barnevognen indenfor, i dobbeltsengen sammen med jer, ja på badeværelset for den sags skyld, så gør det! Rytmen skal nok indfinde sig, men i starten er der altså bare ikke ret meget rytme over det på nogen som helst måde. De sover og spiser lidt som vinden blæser og det kan være enormt frustrerende at de da for filan ikke bare kan gøre tingene på samme tid så man kan få en smule ro engang imellem.
Med hensyn til at være for lidt sammen med dem, så holder jeg på at den tid i har sammen med dem skal være positiv. De skal kunne mærke at de har et par forældre fyldt med overskud, og ikke et par forældre der hænger i laser. Så er det bedre med mindre tid sammen med dem fremfor længere tid med et par forældre der kun er der halvt fordi de er trætte og frustrerede. Herhjemme gav vi hinanden pauser når det var muligt. Når den ene var ved at brænde sammen så tog den anden over med ungerne.
Jeg får det til at lyde som om vi har levet i det rene helvede fra dag 1. Det har vi selvfølgelig ikke, men det er desværre de hårde tider man husker bedst. Vi har fået et par utrolig glade, trygge og velafbalancerede drenge fordi vi har formået at kende vores egne grænser og give opgaven videre når lokummet brændte. De har ikke på noget tidspunkt oplevet frustrerede og udbrændte forældre. Det er jeg super glad for den dag i dag.
Håber i lige så stille finder en rytme sammen med tøserne. Det skal nok komme. Tålmodighed er en dyd når man har tvillinger

Anmeld