Anonym skriver:
... Så at sige, og tror jeg!
På min gamle arbejdsplads arbejdede jeg fuldtid et helt år + deltid i længere tid end det. I den periode jeg arbejdede fuldtid, havde jeg et nært samarbejde med min chef. Jeg var - uofficielt - næstkommanderende, og når hun havde ferie eller var på kursus, så var det mig, der agerede chef. Derudover talte vi utroligt godt sammen og havde et nært forhold trods mine 20 år og hendes nogen og 30.
Da jeg startede på mit studie, rykkede jeg ned på deltid. Men hvis jeg kunne, kom jeg tit forbi udenfor arbejdstiden og tog en sludder med hende, fordi vi ikke så tit havde vagter på samme tid længere. Derudover sludrede vi af og til på facebook via mails osv.
Jeg valgte at sige mit job 100% op, da jeg var en måned inde i mit nye studie, fordi studiet var meget krævende, og der hver evig eneste dag var folk der skrev, om ikke man kunne tage deres vagt, og blev skide sure over, at jeg måtte sige nej hver gang. det var ok med hende, og vi talte jævnligt sammen stadig, og jeg kiggede tit ned i butikken. Vi talte meget om hendes stress, om hendes personlige ting, og bevarede det nære forhold.
Da jeg blev gravid, skrev jeg en glad mail til hende og fortalte det. Og jeg har ikke hørt et ord fra hende siden. Hun er blevet chef for en ny butik nu, så hun er der ikke, når jeg kigger ned i den gamle. På min fødselsdag fik jeg ikke en hilsen trods hendes store facebook-aktivitet, og hendes generelle holdning til, at tillykke med fødselsdagen skal man altid skrive. Hun kommenterer aldrig, når jeg skriver noget om min graviditet - Hvilket jeg ikke gør ofte. Skriver en bette update af og til og ligge scanningsbilleder ud, men intet hører jeg fra hende. HUn har bare sat mig totalt på ignore, siden jeg testede positiv.
Jeg ved, at hende og hendes mand har kæmpet i flere år for at få børn, men at de ikke kan, og derfor har talt om at adoptere ud i fremtiden. Men kan det virkelig passe, at hun afbryder et nært venskab uden et ord og totalt ignorerer mig, bare fordi jeg er blevet gravid? Jeg kan GODT forstå, at hun er ked af, at hun ikke selv kan få børn, og at det må være et slag i ansigtet, men jeg er så ked af, at hun bare smider alt ud af vinduet! Og jeg har overhovedet ikke været "In your face" omkring min graviditet til hende. Fortalte det stille og roligt i den mail, da vi skrev om hvordan det gik med os, og hvad der skete i vores liv.
Nu har jeg ikke hørt fra hende i snart et halvt år, og jeg føler næsten ikke, at det er værd at kæmpe for længere. Jeg ser hun er aktiv på facebook, skriver til alle mine gamle kollegaer, om ikke de snart skal ses (selvom de ikke arbejder samme sted mere), men jeg? Jeg hører intet. Jeg har forsøgt at skrive et par gange og spørge hvordan det går, men jeg får intet svar.
Jeg er bare så ked af det! Jeg var hendes loyale højre hånd SÅ længe, og hun havde aldrig kunne drive butikken uden mig. Derudover stod vi hinanden SÅ nært og talte om alt.
Er det virkelig ok, at hun smider mig ud af sit liv uden et ord, fordi hun er ked af, at jeg får noget, som hun brænder så inderligt for? Som sagt FORSTÅR jeg sagtens hendes følelser, men derfra og så til at skrotte en person fuldstændigt? Hold kæft det gør ondt.
Jeg er hende der ikke kan få børn i familien... Og jeg kan ikke altid holde gravide og spædbørn ud... Så jeg bliver nødt til at ignorere ind imellem for ikke at gå ned med flaget... Mange venner og familie har ikke set mig under deres graviditet ud over til de store arangementer... Og sådan er det bare, det gør så ondt i de perrioder hvor jeg har det sådan... Og kan folk ikke forstå det, så kan de rende mig i røven... Havde en lange perriode da vi måtte opgive insemination og ventede på at komme videre til OUH... Kun dem der ikke kan få børn forstår 100% den sorg og det nederlag det er som kvinde ikke at kunne få børn... Havde en god venninde jeg så tit... Hun spammede sin facebook med sin graviditet og jeg kunne ikke klare det til sidst... Græd konstant hun kunne ikke tale om andet og da jeg til sidst sagde at hun måtte tale med sin anden venninde om det for jeg kunne ikke klare det psykisk droppede hun mig i vrede... Man kan vende den om, hav tolmodighed med hende... Det er en proces hun skal igennem... En sorg så dyb at det ikke kan beskrives... Aldrig at få glæden af at mærke sit barn under hjertet at se sine egne og mandens træk i ansigtet... osv. De har taget beslutningen om at adoptere, det betyder ikke hjertet er helt endnu... Det tager tid... Jeg har ikke lange perrioder mere og kan glæde mig på andres vegne... Kun når jeg selv har mistet el. har nederlag i et forsøg er jeg nede nu... For det meste lever håbet... selv efter 10års kamp uden resultat... Så giv hende plads, ræk ud til hende at du forstår... Men at du savner hende og drop så babysnakken med hende... 
