Anonym skriver:
Hvor synes jeg bare det hele er noget møg for tiden.. Vil så gerne smide 10 kg. men kan ikke tage mig sammen... Synes bare jeg ser mig selv som en fed ko når jeg kigger i spejlet, synes ikke noget tøj sidder pænt på mig og dellerne hænger bare helt vildt.. Fødte mit andet barn for 2 mdr. siden ved AKS og elsker bare begge min børn og de fortjener snart en mor der er glad og med selvtilid igen... øv hvor jeg bare synes det er træls.
kan kun tænke på hvad min mand dog synes om mig og hvad andre synes, føler alle bare tænker føj hvor er hun fed.. de 10 kg. for meget sidder lige på maven og baller og lår, og det er endnu mere svært at træne væk...
Lige et surt opstød fra en der er flov over at vise hvem hun er.. 
Jeg har stået hvor du står nu, og det handler om små skridt. Jeg tror også noget du skal være obs på er, at du også skal arbejde på din selvtillid, og ikke kun selve vægten.
Du er nødt til at gøre noget, der motiverer dig. Al den der dårlig selvtillid, den der skam du føler? Vend den til vrede, vend den til kampgejst og tænk: "FANDME FUCKING NEJ om jeg vil blive ved med at se sådan ud!!!!" (ikke jeg siger du ser forfærdelig ud, det kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om). For mig var det virkelig vreden og frustrationen der hjalp, og du er nødt til at tænke på, at det ikke bliver bedre af at du sætter dig ned og græder og siger det hele er unfair - Det er hårde ord, men det er sande ord.
Find et sted, du kan samle styrke. For mig var det had mod et par fyre, der havde været nogle svin. Jeg tænkte at: "Nu skal jeg fandme vise de svin, at jeg kan blive toplækker, så de virkelig er gået glip af noget!" jeg vendte flovheden over ikke at kunne passe min sommerjakke til vrede og tænkte: "FANDME NEJ! Jeg skal nok blive lækker og passe en 38 igen!"
Find ud af, hvad der virker for dig. For du kommer ikke længere, før du kommer ud af selvmedlidenhed. SOm sagt hårde ord, men jeg var igennem over et halvt år, hvor jeg bare tudede og synes at det ikke var min skyld jeg var tyk. Jeg sagde til mig selv, at jeg alligevel ikke kunne tabe mig, og det var ih og åh så synd for mig.
Det var først da jeg indså det ikke var synd for mig, og at det var min egen skyld, at jeg vandt over mig selv