Små børn og forståelse for døden?

Min mor valgte at begå selvmord da jeg var 9 år gammel.

Min søn på 3½ år har spurgt til sin mormor nogle gange og sidst vi var i min hjemby, var vi på kirkegården og sætte blomster. Han spurgte hvor hans mormor var og jeg sagde at hun ikke var her mere.

"Er hun død, mor?" spurgte han. Det kom lidt bag på mig da jeg aldrig har talt med ham om døden. Jeg svarede selvfølgelig ærligt at ja, det var hun og at hun døde da jeg var en lille pige.

I dag inden sengetid sagde han så: "Når du dør, så skal jeg have en ny mor"  Av, hvor den sved! Jeg ved godt at han ikke vil have en ny mor, men det gjorde alligevel lidt ondt at han tænker sådan  Jeg prøvede at forklare ham at jeg ikke dør fra ham og han sagde "Jo, ligesom mormor?"

Jeg fortalte ham at mormor var syg og derfor døde hun (Jeg ville naturligvis ikke fortælle en 3årig omkring selvmord.)

Hvordan forstår han bedst at jeg ikke dør fra ham, jeg vil da ikke have at min lille dreng går og er bange for at jeg dør og slet ikke at han går og tror at han på et tidspunkt skal have en ny mor!  Mit lille pus, altså! 

Ærligt, så tror jeg ikke du skal tænke så meget over det.

Børn er meget ærlige i deres konstateringer, men det er ikke det samme som at de går og grubler over de ting de hører om eller selv bringer op.

Min søn på næsten 4 år er meget bevidst om døde. Begge mine forældre er døde og det samme er min søns storebror. Storebroren døde da lillebror var knap 3 mdr gammel, og vi har masser af billeder af dem sammen, men lillebror husker selvsagt ikke den tid.

Han snakker meget om storebror og om mine forældre, han er med på kirkegården og passer blomsterne, og tit funderer han over at det er synd for mig at jeg ikke har min store dreng mere.

Men det er ikke det samme som at det er noget der præger ham negativt synes jeg ikke. Tvært imod er døden en del af livet som han bare er nødt til at blive introduceret for, fordi den jo allerede har sat så stort præg på vores familie.

Thalia skriver:

Ærligt, så tror jeg ikke du skal tænke så meget over det.

Børn er meget ærlige i deres konstateringer, men det er ikke det samme som at de går og grubler over de ting de hører om eller selv bringer op.

Min søn på næsten 4 år er meget bevidst om døde. Begge mine forældre er døde og det samme er min søns storebror. Storebroren døde da lillebror var knap 3 mdr gammel, og vi har masser af billeder af dem sammen, men lillebror husker selvsagt ikke den tid.

Han snakker meget om storebror og om mine forældre, han er med på kirkegården og passer blomsterne, og tit funderer han over at det er synd for mig at jeg ikke har min store dreng mere.

Men det er ikke det samme som at det er noget der præger ham negativt synes jeg ikke. Tvært imod er døden en del af livet som han bare er nødt til at blive introduceret for, fordi den jo allerede har sat så stort præg på vores familie.

Er ked af at høre at du har mistet din søn 

Jeg er heller ikke bange for at tale om døden (synes dog som sagt ikke at en 3årig behøver at vide noget om selvmord) men det jeg gerne vil have ham til at forstå, er at jeg ikke skal dø som hans mormor gjorde. Samtidig skal han vide at han jo aldrig får en ny mor, jeg vil altid være hans mor!

"....Så skal jeg have en ny mor" er bare super hårde ord fra ens dyrebareste  -Uanset hvor meget eller hvor lidt han forstår.

Helt ærligt aner jeg det ikke. Herhjemme siger min ene pige på 7 år også ind i mellem: "Når du dør mor, så vil jeg også dø. For jeg vil være sammen med dig"  Jeg siger bare til hende, at der går rigtig mange år før vi skal tænke på det. Jeg kan jo ikke sige til hende at jeg ikke dør, men det er altså svært.

- skriver:

Nu skal ikke på noget tidspunkt love ham du IKKE dør...

 

For måske begår du ikke selvmord, men blive kørt ned af en bus kan alle blive. 

SÅ, jeg ville forklare at hvis der skulle ske at du døde ville der være andre der passede ham, men han ville aldrig få en ny mor.

 

Mine børn forstår bedst man er død ved at vide hjertet ikke slår mere.. Så mærker vi lige på brystet på hinanden at hjertet slår ved os, det giver ro...

 

Og så er det ganske enkelt bare en periode han SKAL igennem... Han skal have lov at være ked af du kan dø en dag, og du kan kun berolige...

Så vil jeg love dig han med tiden finder ro og får et mere naturligt forhold til døden.

Mine de to store på 4 og 5 år snakkede om at når mor og far døde så blev de mor og far til den lille på 1½ år, sagde nej, det gør de ikke for de er ikke selv så store. Men jo jo, mente den ældste de er næsten voksne når vi dør. Hvortil snakken så bliver..... og så fordi jeg er størst skal jeg passe på de andre og så er det MIG der bestemmer... Så må de få 2 is om dagen.....!

Selvfølgelig kan jeg ikke love ham at jeg ikke skal dø, det ved jeg godt.

Men som nævnt er det mere dét at han tror at han også skal miste sin mor imens han er et lille barn OG ikke mindst at han tror at han skal have en ny mor. Det er ikke sjovt og det må da heller ikke være rart for ham at tænke sådan 

Mi skriver:

Helt ærligt aner jeg det ikke. Herhjemme siger min ene pige på 7 år også ind i mellem: "Når du dør mor, så vil jeg også dø. For jeg vil være sammen med dig"  Jeg siger bare til hende, at der går rigtig mange år før vi skal tænke på det. Jeg kan jo ikke sige til hende at jeg ikke dør, men det er altså svært.

Åhh, lille pus! De er så søde, de små! 

Nej, jeg kan ikke sige at jeg ikke skal dø for det skal vi jo alle. Men jeg kan håbe på at jeg ikke dør fra ham imens han er barn og uanset hvad vil jeg jo altid være hans mor! 

Jeg har ingen råd for da vi så Babar på DVD og Barbas mor dør havde vi lidt samme snak her hjemme. (hun er kun lige fyldt 3) og jeg synes det var svært.

Personligt ville jeg nok ikke som en anden skriver sige at hvis jeg dør så skal en anden passe. Det ville jeg måske overveje hvis barnet var noget ældre men i den alder hvor hun har nu og hun spurgte om mor skulle dø ville jeg styge hende over håret og sige: Nej så let slipper du ikke for mig. Mor er her for at passe på dig, for det er nemlig mor og fars job. Hvis det er som I dit tilælde hvor din mor er død så ville jeg nok lige som dig sige, at det var fordi mor var meget, meget syg (altså så de får fornemmelsen af at mormor ikke døde af en forkølelse eller lign som de jo ofte forbinder med sygdom) Hvis det er en bedstemor ville jeg nok sige, at det var fordi bedstemor var meget gammel.

Men det er meget svært. Men som en anden siger, så er det nok ikke noget de går og grubler over med mindre der er nogle tæt på dem der er rigtig syg.

Jeg vil lige slutte af mig at give dig ts et og kondulere med dit tab af din mor da du var barn.