Hvad tænker man på når man vælger...

en mand der har barn/børn i forvejen som han ikke ser eller ser yderst sparsomt?

Og hvorfor vil jeg gerne vide det, ja det er der to årsager til.

1. Jeg har hele tiden undret mig, når jeg har læst om kvinder der har valgt at få børn sammen med en mand, som har barn/børn i forvejen og som han enten ikke har kontakt til eller ser yderst sparsomt (mindre end hver anden weekend), og så ender manden pludselig med at gå fra de kommende mødre eller kort efter barnet er kommet til verdenen.

2. Desværre har jeg en i min egen familie, som har valgt at sætte 3 børn i verdenen, den store er over 18, de to andre er under 10, nå men han vælger så at gå fra sin kone efter 25 år sammen - fordi han SURPRISE har mødt en anden. Det er så hvad det er, herefter vælger han nogle år efter at flytte til udlandet (grundet gæld) og ser derfor ikke hans børn særlig ofte, nå men stadigvæk (et fjols, men  børnene har det tros alt godt og "har" stadig deres far indimellem), fandme om jeg så ikke får at vide at han er blevet gift med en kvinde på omkring min alder (han er 50 - hun omkring de 30) og har fået et barn med hende...  arrrrrrr, og det er så hans x-kone som skal fortælle DERES børn det her, fordi far er her jo ikke til at gøre det. Hun er ikke min blodfamilie, men har kendt hende hele mit liv, men jeg skammer mig over at være i familie med faderen til de nu 4 børn - og hvordan fanden han kan tillade sig at gøre det mod hans børn det fatter jeg ikke - som om han ikke havde svigtede dem nok, så skal de da også føle at han erstatter dem med en ny familie. Nå, men det at han opføre sig som et fjols og aldrig burde have haft børn det må jeg så tænke i mit stille sind, men jeg forstår ikke hvordan man som kvinde vælger at få et barn med en mand som tydeligvis ikke vil sine børn (han ser dem jo nærmest ikke), det forstår jeg ikke i det her tilfælde. 

Jeg er ano, da moderen venter til efter den ældste har haft sine sidste eksamener, så han ikke har det at skulle tænke på oveni alt andet. 

Så hvad tænker I, hvorfor vælger man som kvinde at få børn med en mand (som har børn han enten ikke ser eller ser meget sparsomt), altså tænker man over de risici der er ved det, at han kunne gøre det samme mod den nye, eller i hvert fald overvejer om det er den rigtige at få børn sammen med, tænker at man nok tænker lidt anerledes hvis man har et barn i forvejen, men jeg er stadig undrende over om man egentlig har de overvejelser inden man vælger at få et barn sammen?

Og det er ikke for at diskutere om det er mandens ansvar at tage sig af de børn han sætter i verdenen, for barnet/børnene er i verdenen, men mere om hvilke tanker og overvejelser der ligger bag når man vælger en mand med den slags bagage. 

jeg opper den lige

Jeg tænker kort og godt at man bliver forelsket i manden, og vælger at tro det bedste om ham.

Manden vælger sansynligvis kun at fortælle en brøkdel af historien til den nye kvinde, for man scorer jo ikke ret godt på at svigte sine børn, og jeg tror at alle nyforelskede mennesker vælger som udgangspunkt at stole på den historie man får af sin kærste.

Når det er sagt ville jeg aldrig selv turde få børn med en mand der ikke havde så sine børn regelmæssigt og ofte. Uanset hvor forelsket jeg var ville jeg altid være bekymret for om han ville være lige så uengageret i eventuelle fælles børn hvis vi en dag gik fra hinanden.

Men det er dælme svært, for kærlighed gør blind og alt det der...

Thalia skriver:

Jeg tænker kort og godt at man bliver forelsket i manden, og vælger at tro det bedste om ham.

Manden vælger sansynligvis kun at fortælle en brøkdel af historien til den nye kvinde, for man scorer jo ikke ret godt på at svigte sine børn, og jeg tror at alle nyforelskede mennesker vælger som udgangspunkt at stole på den historie man får af sin kærste.

Når det er sagt ville jeg aldrig selv turde få børn med en mand der ikke havde så sine børn regelmæssigt og ofte. Uanset hvor forelsket jeg var ville jeg altid være bekymret for om han ville være lige så uengageret i eventuelle fælles børn hvis vi en dag gik fra hinanden.

Men det er dælme svært, for kærlighed gør blind og alt det der...

Det er netop det jeg selv tænker, at det ville jeg heller ikke turde, eller jeg ville i hvert fald være på vagt, men jeg tænker om det netop er fordi vi har fået børn at man tænker sådan, at man tager forbehold istedet for at lade sig styre af forelskelse.

Uanset hvor forelsket man er så er det jo en kæmpe stor ting at beslutte sig for at få et barn sammen (medmindre det selvfølgelig er en smutter - som min var), men bruger man ikke tid på at tænke over så stor en beslutning og så samtidigt overvejer "bagagen" og hvilken betydning det har - bare det at ens barn vil have halvsøskene er vel lidt overvejelser værd? eller er man virkelig så forblændet af forelskelse?

Anonym skriver:

Det er netop det jeg selv tænker, at det ville jeg heller ikke turde, eller jeg ville i hvert fald være på vagt, men jeg tænker om det netop er fordi vi har fået børn at man tænker sådan, at man tager forbehold istedet for at lade sig styre af forelskelse.

Uanset hvor forelsket man er så er det jo en kæmpe stor ting at beslutte sig for at få et barn sammen (medmindre det selvfølgelig er en smutter - som min var), men bruger man ikke tid på at tænke over så stor en beslutning og så samtidigt overvejer "bagagen" og hvilken betydning det har - bare det at ens barn vil have halvsøskene er vel lidt overvejelser værd? eller er man virkelig så forblændet af forelskelse?

Altså jeg synes man skal passe på ikke at lade forblændelse klinge for negativt, for det synes jeg faktisk ikke det behøver være.

Jeg synes der er et eller andet smukt over at når man bliver forelsket i en person så ser man dem i et helt nyt lys. Deres fejl og mangler bliver mindre vigtige og man ser alt det vidunderlige de har at byde på. - Og sådan skal det da være, for folk har lov at ændre sig, på både godt og ondt.

Ham manden du snakker om har jo haft en bestemt rolle i det forhold han har været i hidtil, og den rolle bliver jo en helt anden når det er en ny partner han finder sammen med. Det betyder ikke at det er ok at han ikke behandler sin ex eller sine børn ordentligt (og det gør man ikke hvis man bare skrider), men det betyder at man skal se ham som den person han er i det nye forhold, frem for at blive ved med at slå ham i hovedet med fortidens fejltagelser.

Det ændrer dog ikke på at det for mig personligt ville være udelukket at få børn med en mand som ikke tydeligt viste sig opgaven værdig, og i mine øjne ville den værdighed komme til udtryk i at han aktivt tog del i sine børns tilværelse.

Thalia skriver:

Altså jeg synes man skal passe på ikke at lade forblændelse klinge for negativt, for det synes jeg faktisk ikke det behøver være.

Jeg synes der er et eller andet smukt over at når man bliver forelsket i en person så ser man dem i et helt nyt lys. Deres fejl og mangler bliver mindre vigtige og man ser alt det vidunderlige de har at byde på. - Og sådan skal det da være, for folk har lov at ændre sig, på både godt og ondt.

Ham manden du snakker om har jo haft en bestemt rolle i det forhold han har været i hidtil, og den rolle bliver jo en helt anden når det er en ny partner han finder sammen med. Det betyder ikke at det er ok at han ikke behandler sin ex eller sine børn ordentligt (og det gør man ikke hvis man bare skrider), men det betyder at man skal se ham som den person han er i det nye forhold, frem for at blive ved med at slå ham i hovedet med fortidens fejltagelser.

Det ændrer dog ikke på at det for mig personligt ville være udelukket at få børn med en mand som ikke tydeligt viste sig opgaven værdig, og i mine øjne ville den værdighed komme til udtryk i at han aktivt tog del i sine børns tilværelse.

Jamen du har da helt ret i at alle kan ændre sig og bør have chancen for at bevise at de har ændret sig, men jeg syntes bare når det gælder noget så stort som at få børn sammen, så skylder man sit kommende barn at tænke så mange senarier igennem som man overhovedet kan - det gjorde jeg da jeg blev uventet gravid og jeg ville heller aldrig i dag være sammen med en mand der ikke var der for hans børn - da det i min verden siger enormt meget om ham som person  - det er så min personlige holdning, og selvfølgelig skal andre ikke have det som jeg, men når man står højgravid eller som nybagt mor og er blevet forladt af en mand - som har gjort det samme en gang før, så må have tænkt tanken, hvad nu hvis han gør det samme mod mig, eller er det mig der er så naiv at jeg bare tror man har tænkt den tanke?

Jamen jeg er nok enig med dig. Jeg ville heller ikke kunne få barn med en mand som tidligere havde svigtet sine børn. - Men jeg ville så nok heller ikke kunne forelske mig i sådan en fyr, for i mine øjne ville det netop være en grum karakterbrist, og uden forelskelse ville jeg nok aldrig nå til overvejelserne om fælles børn

Thalia skriver:

Jamen jeg er nok enig med dig. Jeg ville heller ikke kunne få barn med en mand som tidligere havde svigtet sine børn. - Men jeg ville så nok heller ikke kunne forelske mig i sådan en fyr, for i mine øjne ville det netop være en grum karakterbrist, og uden forelskelse ville jeg nok aldrig nå til overvejelserne om fælles børn

nej, det er selvfølgelig rigtig nok