De forbanede følelser!

Hej piger..

Jeg har her de sidste, måske uger haft det dårligt med min familie, jeg føler mig sur, skuffet, irriteret og ked af det, når jeg ser, høre eller er sammen med dem, og kan virkelig ikke tage mig sammen selv om jeg gerne vil, men alt det føler jeg bare pga. et par forbanede drømme om dem.
Lige lidt om hvad drømmene handler om: 
Min mor, og søster er det hovedsagligt om i drømmene, de gør alt for og rakke mig ned som person og som mor. Ingenting jeg gør er godt nok, hverken med med min datter eller noget. Og det tager virkelig på mig, det er forskellige situationer i hver drøm, men hver gang dem og noget om det.
Sidst drømte jeg at jeg var hjemme hos min familie og min datter sov, da hun vågnede tog min moster hende mod min vilje, jeg ville have hende for jeg havde ikke set hende hele dagen, men det fik jeg ikke, så giver hun hende videre til min søster, hvor jeg så bliver sur og beder om min datter, men det må jeg stadig ikke for nu var hun jo ved og falde i søvn i min søsters arme. Jeg tager så min datter alligevel hvor efter min mor og søster nærmest kaster sig over og synes jeg er en dårlig mor og kan finde på og tage hende når hun sover. Min mor tager hende så ud af mit greb og går og siger jeg ikke for hende og se igen når jeg nu ikke kan behandle hende ordentligt, jeg løber efter hende og for hende igen, hvor til min mor siger at hun vil kæmpe for at det er hende der for min datter. (Ved godt en mormor aldrig vil kunne få forældre retten, men det er jo en drøm) og så vågnede jeg. Det er virkelig hårdt og drømme, normalt er mit forhold til dem godt, min mor blander sig meget i det hele, og er lidt for meget omkring min datter, ved godt det ikke er med vilje, men hun er kommet til og kalde sig selv for hendes mor 3 gange ca, og jeg kan bare ikke have det, det er på en måde grænse overskridene.!

Hvad gør jeg for og få de dumme følelser væk, er det ikke latterligt pga et par drømme?

hjælp, er dårlig til poker face, idag da min søster og jeg var hos min far kunne hun se der var noget, men jeg sagde self at der intet var. Men puha det er hårdt

Undskyld det roede indlæg.

Kære du

Det er bestemt ikke latterligt, "bare" pga nogle drømme.

Når vi drømmer er det jo fordi vi bearbejder de følelser vi tumler rundt med til hverdag. Nogengange er det åbenlyst hvad det handler om, andre gange er det vores underbevidsthed der forsøger at trænge igennem med et budskab til os, som vi ubevidst eller bevidst forsøger at fortrænge i vågen tilstand hvor vi har mere kontrol over vores tanker og følelser.

Som jeg læser dit indlæg er der et reelt problem. Jeg skal ikke kunne sige om det er fordi du har et lavt selvværd og derfor føler de ser ned på dig, eller om de rent faktisk siger og gør ting der kun kan opfattes som kritik.

Nu kender jeg ikke din familie og ved ikke hvordan de er at tale med, men hvis det var mig ville jeg tage en god snak med dem og fortælle hvordan du føler.

Jeg har selv gjort det et par gange med min mor, fordi jeg har det med at føle jeg skal leve op til dit og dat. Og det har bestemt ikke være min mors hensigt, men noget der ganske ubevidst er foregået imellem os.

Jeg fik endda hjælp af en psykolog til at slippe følelsen af, at min mor skulle godkende mine valg i livet for at jeg kunne være lykkelig. Efterfølgende tog jeg en snak med min mor og fortalte hende om det, og siden da har jeg følt mig meget mere fri og jeg kan endda mærke en forandring hos hende når jeg fortæller hende, at jeg har tænkt mig at foretage mig det ene eller det andet. Hun tilkendegiver langt mindre sin mening medmindre jeg beder om den og anerkender at det altså er mit valg.

Så hvis du spørger mig vil jeg sige at dialog er den eneste vej frem til at løse dit problem.

Jeg håber det bedste for dig.

RGN skriver:

Kære du

Det er bestemt ikke latterligt, "bare" pga nogle drømme.

Når vi drømmer er det jo fordi vi bearbejder de følelser vi tumler rundt med til hverdag. Nogengange er det åbenlyst hvad det handler om, andre gange er det vores underbevidsthed der forsøger at trænge igennem med et budskab til os, som vi ubevidst eller bevidst forsøger at fortrænge i vågen tilstand hvor vi har mere kontrol over vores tanker og følelser.

Som jeg læser dit indlæg er der et reelt problem. Jeg skal ikke kunne sige om det er fordi du har et lavt selvværd og derfor føler de ser ned på dig, eller om de rent faktisk siger og gør ting der kun kan opfattes som kritik.

Nu kender jeg ikke din familie og ved ikke hvordan de er at tale med, men hvis det var mig ville jeg tage en god snak med dem og fortælle hvordan du føler.

Jeg har selv gjort det et par gange med min mor, fordi jeg har det med at føle jeg skal leve op til dit og dat. Og det har bestemt ikke være min mors hensigt, men noget der ganske ubevidst er foregået imellem os.

Jeg fik endda hjælp af en psykolog til at slippe følelsen af, at min mor skulle godkende mine valg i livet for at jeg kunne være lykkelig. Efterfølgende tog jeg en snak med min mor og fortalte hende om det, og siden da har jeg følt mig meget mere fri og jeg kan endda mærke en forandring hos hende når jeg fortæller hende, at jeg har tænkt mig at foretage mig det ene eller det andet. Hun tilkendegiver langt mindre sin mening medmindre jeg beder om den og anerkender at det altså er mit valg.

Så hvis du spørger mig vil jeg sige at dialog er den eneste vej frem til at løse dit problem.

Jeg håber det bedste for dig.

Mange tak for dit svar, tror helt sikkert du har ret, for har både meget lav selvværd og så føler jeg min mor rakker ned på mig for hun har det tit med og sige ting som, 'bare for og være træls, så sådan og sådan' eller 'må jeg sige hvad jeg ville gøre' og retter på mig hele tiden. så tror du har ret i jeg må tage en snak med hende. Tak!

var lige sammen med min mor idag skulle lige ordne lidt til dåben vi snart skal holde.

JEG KAN IKKE HOLDE UD OG VÆRE SAMMEN MED HENDE!!

jeg er så ked og sur, og kan altså ikke snakke med hende om det.
Og det gjorde det ikke bedre at hun lød sur og irritret på mig.

vi har en ugentlig spisning hver lørdag hvor vi er samlet, for at hun kan følge min datters udvikling. Men imorgen har jeg aflyst for første gang, delvist fordi jeg ikke har lyst og ellers fordi vi for så travlt imorgen med dåben, så kan ikke lige overskue det. Da jeg spurgte om det var ok vi sprang denne gang over fordi ellers ville vi få for meget strees, sagde hun ikke noget, så da vi sagde farvel, sagde hun 'så i GIDER ikke spise imorgen?!' jeg sagde bare nej og gik.

Puha sidder og er så ked og sur lige nu, føler ikke jeg kan være sammen med hende, men vi skal ses imorgen for og gøre festsal klar.

F...!!

Tak fordi jeg lige må komme med mit sure opstød

Jeg er ked af at høre, at du ikke kan tale med hende.

De fleste gør det ikke med vilje, det med at skamme sine børn ud, men det lyder faktisk også som om din mor har et stort problem med sit selvværd? Det der med at føle sig afvist pga en aflysning er jo typisk, når man ikke har det alt for godt med sig selv.

I stedet for at se det for hvad det er = du har travlt, tager hun det personligt. Første skridt på vejen er naturligvis at erkende, at man har et lavt selvværd, for det kan man rende rundt med i mange år uden egentlig at være sig det bevidst.

Der findes en rigtig god bog af Melanie Fennell "At overvinde lavt selvværd. (en selvhjælpsguide på grundlag af kognitiv adfærdsterapi)

Jeg brugte den selv meget, da jeg indså, at mit syn på mig selv var helt galt. Det var første skridt. Næste skridt var så, at tage den op med min mor. Processen har indtil videre ca taget et år og der er stadig noget vej, men hold op hvor har jeg gjort fremskridt.

Hvis du ikke kan få din mor med på vognen, kan du selvfølgelig kun sørge for dig selv, men det betyder alligevel meget, da du vil blive bedre til ikke kun at sige fra, men også til at have det godt med det.

For få måneder siden tænkte jeg

"Min mor elsker mig kun fordi, jeg er hendes barn. Hvis jeg ikke var det, ville hun synes jeg var et forfærdeligt menneske"

"Jeg ødelægge min mors liv, fordi jeg er en stor skuffelse"

Nu tænker jeg

"Hvor er det fedt, at jeg kan gøre lige hvad der passer mig. Min mor vil elske mig uanset hvad, fordi jeg er hendes barn"

"Min mor har sit eget liv. Jeg har mit og jeg ved, at selvom jeg af og til kan skuffe, så er hun dybest set stolt af mig, for alle de gode ting jeg har gjort".

Jeg aner ikke om du kan bruge det jeg skriver til noget som helst, men det håber jeg. For alle fortjener at have det godt.