Mor til Elias 13.01.10 skriver:
Her er talen til min mand - hvad syntes I?
Vi skruer tiden tilbage til 2006 sted, Kongernes Jelling – første gang jeg troede jeg mødte dig.
Jeg fik min nøgle til mit nye hjem på Fårupled Kollegiet en torsdag og skulle flytte ind fredag og jeg glædede mig som en sindssyg.
Jeg blev mødt af en skaldet tatoveret fyr i en morfar-undertrøje, som absolut ikke mente at jeg havde ret til at kritisere at der var urin og afføring i toiletkummen og resterne af en stinkende fisk i fryseren og påpegede kraftigt at jeg vist bare var vanskelig og åbenbart stillede for høje krav og at når jeg en dag flyttede ud igen, ville min lejlighed blive gennemgået med fløjlshandsker. Ikke om jeg fandt mig i en sådan opførsel og gjorde det klart for dig, at jeg aldrig i mit liv og 3 kollegier bag mig havde oplevet magen til svineri og det havde bare at være i orden når jeg kom med mine ting den efterfølgende dag og så tog jeg hjem til Sønderborg.
Nuvel, jeg flyttede ind og kom kun til Jelling fordi min søster ville læse til lærer på seminariet. Jeg ville gerne læse til pædagog og fandt dette som den ultimative mulighed for at være tæt på min søster.
Jeg kom ind på studiet og og skulle begynde den 1. september. Helene skulle starte en rum tid før mig og hun tog af sted på sin første skoledag. Da hun kom hjem deklarerede hun at hun absolut ikke ville læse til lærer alligevel. Så der stod jeg, I Jelling – I kongernes freaking Jelling mutters alene – og tænkte på hvordan i alverden jeg nogensinde skulle få et socialt liv op at køre så langt fra alting, og slet ikke hvordan jeg skulle finde en mand.
Nå, men tiden gik og jeg havde mødt den skaldede og tatoverede fyr op til flere gange ude på stien til og fra fælleshuset og du sagde hej hver evig eneste gang, jeg havde lagt mærke til at du boede i 1A, så vores veje krydsede ofte, jeg svarede høfligt hej igen når vi mødtes men tænkte indeni, hvad fanden siger han hej for, det var jo den selvsamme klaphat, der ikke kunne forstå hvor ulækker min lejlighed var, da jeg skulle flytte ind og som ovenikøbet mente at JEG var helt galt på den?
Det blev den 25. januar 2007, jeg husker ikke dagen som andet end værende helt almindelig – jeg havde været til forelæsning fra tidlig morgen og på vej hjem, solen skinnede og der var dimission om aftenen på seminariet. Jeg fik parkeret min cykel og gik over for at hente posten i brevkasserne ved skuret til A-række-lejlighederne, inden jeg ville gå over og få mig en lur, som jeg plejede. Jeg ser flag udenfor A1’s dør og tænker på om du mon har dimission eller har fødselsdag, mens jeg åbner min postkasse… og fra parkeringspladsen på min venstre side kommer du gående med din mor og sin far, din mor står med en kage i hænderne og venter på du får låst op, din far kommer lidt efter… jeg siger forsigtigt tillykke og tænker at uanset om du har fødselsdag eller dimission, så rammer jeg sikkert rigtigt ved lykkeønskningen. Du spørger om jeg kommer til dimissionsfesten om aftenen og jeg tror jeg svarer noget i retning af, det ved jeg ikke rigtig, kender ikke nogen, det er sidst på måneden, har ikke nogen penge eller også svarede jeg bare: Måske. Jeg tror faktisk at svigermor husker det tydeligere end jeg… (Annegrethe)
Det blev aften og jeg sad og var i rigtig megen tvivl om jeg skulle tage af sted eller ej, jeg ville have en bestemt kjole på, men skulle cykle og sidst på aftenen begyndte det så oven i købet at regne og jeg vendte og drejede den på alle led for hvad nu hvis du bare havde inviteret mig som én ud af hundrede i ren ekstase og højt humør på vejen fra seminariet og hjem til kollegiet og så kunne jeg ellers stå der som en druknet rotte hvis jeg endelig nåede frem og så at jeg ingen penge havde til at komme ind for, så jeg alligevel måtte tage hjem. Der var så mange muligheder imod at jeg tog chancen og tog af sted, for jeg ville gerne se dig igen. Klappen var gået op for blondinen at det nok ikke lige havde været dig, der viste mig lejligheden den skæbnesvangre dag, så du faktisk i 6 måneder +- havde fået skylden for noget du ikke havde gjort. (Hvilket slet ikke ligner mig skal det understreges!) 
Jeg tog op på seminariet, gik ind i den store sal, jeg havde valgt en bluse og en nederdel og stiletter og spejdede efter dig.. jeg lagde ikke mærke til dig straks, da salen var proppet med festglade mennesker, men jeg var så heldig at jeg blev spottet først, ikke af dig, men andre mænd, som gladelig holdt mig med selskab mens jeg spejdede efter dig meget nonchalant for ville jo ikke virke for frembrusende.. og chancen for at jeg bare var én ud af mange var der endnu.
Pludselig ser jeg dig, min smukke skaldede tatoverede skat, du har rejst dig og kommer over til mig og fra det sekund har vi ikke været fra hinanden – hverken tanker eller i hjertet. Natten blev ung og morgenen fik lys inden vi vraltede på kryds og tværs ned igennem Jelling, fulde og glade i låget.
Episoder:
Dimission: Bordfodbold i kælderen, tabe, tabe, tabe, vinde… og pudsigt nok var det med din skarpeste overbevisning ikke tilfældet at det var mig, der var god til det – men alligevel blev du ved med at tabe indtil du skiftede side og kom over til mig, og så vandt du Meget sigende i grunden 
Fårupled: Dyp og spis sne.
Skoven: Dit tænketræ og vores kærlighedstræ
Julen: Vores første juletræ sammen
Disaya-kompromiset
Vande planter: Jeg syntes det er vildt bedårende og meget meget sødt, for ikke at forglemme – helt hen i vejret og meget meget tålmodighedskrævende! Du, min kære mand, tager én plante ad gangen fra hvor den plante nu står, bærer den ud i køkkenet, sætter den ned i vasken, tager den ud af potteskjuleren, tænder for vandet, sætter planten under vandstrålen, lader den stå der lidt, for derefter at lade den dryppe af i noget der minder om flere timer… for så at tage den op, slukke for vandet, ryste den lidt, pille alle de små blade af, sætte den tilbage i potteskjuleren og på sin rette plads et sted i huset… hvad er der i vejen med en vandkande spørger jeg? Og du svarer, så rådner bunden af potteskjuleren ikke, og den går ikke i stykker. Jeg er vokset op med en vandkande og hold op hvor gik det stærkt, alle planter kunne få vand indenfor 10 min. I HELE huset. Så det er vel til at forstå hvorfor han har den huslige opgave hjemme, når nu jeg er bandlyst fra at bruge min fremgangsmåde.
Tiden gik og du flyttede ud i hulen og jeg blev boende på kollegiet indtil sommeren 2007 hvor jeg flyttede ud til dig. På dette tidspunkt havde vi lært hinanden bedre at kende på både udfordrende, meget udfordrende og særdeles udfordrende – måder og alligevel mod de odds vi havde, forblev vi sammen..
I 2009 tog jeg på studietur til Irland med mit linjefagshold, jeg havde forinden taget en graviditetstest som resulterede i endnu et af mine vellykkede blondine-øjeblikke. Jeg aflæse resultatet og så der var én TYDELIG lyserød streg og en meget meget meget MEGET vag streg og kom til den konklusion, at jeg ikke er gravid. Det kan betale sig at læse det med småt grundigt eller i det hele taget læse på kassen, hvad der står. I Dublin kan jeg ikke sove på maven, det har jeg ikke kunne i et stykke tid, brysterne er ømme – jeg bor tilfældigvis med en pige, der har en datter og hun siger første dag på værelset: Du ER gravid. Jeg slår det hen med at nej det er jeg nok ikke, og fortæller om testen og hun udbryder igen, Du ER altså gravid og jeg kan mærke hvor meget jeg er spændt på om det nu også er rigtigt og vil ikke jinxee noget, så forsøger at slå det hen og ikke lade det fylde for meget, for hvad nu hvis mine tanker begyndte at påvirke min krop til at tro at jeg var gravid, hvis jeg nu ikke var når jeg kom hjem og jeg ville ikke tage en test i Irland. Jeg ville vente til jeg kom hjem og det var det første jeg gjorde, så snart det blev hverdag igen. Jeg tog to, en om aftenen og en om morgenen – der var absolut ingen tvivl, jeg var rigtig nok gravid og jeg blev som en løvinde i bur… jeg kunne ikke vente med at skulle fortælle dig og så alligevel kunne jeg godt, for hvordan ville du nu reagerer søde, du vil jo så gerne have planlagt alt og nu var spunken der, 2 år tidligere end vi havde talt om. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv og ringede til dig og spurgte om hvornår du havde fri og om du ikke kunne komme lidt tidligere hjem og ja sidder her, med samme gnistrende følelse som den dag jeg skulle fortælle dig at du skulle være far – inden du blev 40 Jeg ringede til min søster for du kunne komme først hjem 4 timer senere…. 4 timer? Amen gud fri mig vel… jeg travede rundt i lejligheden og søgte gode råd til hvordan jeg skulle give dig beskeden og jeg besluttede at ligge graviditetstestene på bordet i køkkenet og så måtte du spørge ind til det når du kom… jeg husker tydeligt din reaktion, da du så testene og jeg fortalte dig at den var rigtig nok og sagte sagde at du skulle være far: Er det rigtigt? Er det rigtigt? Skal jeg virkelig være far? Er det rigtigt? – Og så dine arme i vejret og du råbte: Jeg SKAL være faaaar! Lige der midt i køkkenet, jeg troede ikke jeg kunne elske dig højere! Det var verdens bedste reaktion og vi græd og vi var så rørte over at vi skulle være forældre og i dag står vi her med vores fantastiske dejlige søn Elias, som er skabt af kærlighed og er født til et liv i kærlighed! Du er en fantastisk far, en far der elsker sin søn og den tid I har sammen, jeg elsker at se dig og Elias sidde tæt omslynget i sækkestolen, høre dig fortælle om alle hans nye tiltag og jeres samvær og dine følelser for ham, som kun du kan fortælle det til ham. Elias kunne ikke få en bedre far, en far med ar på sjælen, et hjerte af guld og en livserfaring som kun de færreste kan nikke genkendende til, du kender livets skyggesider men lever for det meste nu på livets solrige og smukke sider sammen med os, du troede aldrig du skulle være her, i live eller sammen med os. Men det er du, du er lige her, i vores hjerter, i vores tanker og for altid forenet! Vi vil altid det bedste for hinanden, også selvom vi støder på forhindringer. Vi har hver vores bagage fra livet men vi forsøger og gør vores bedste for at arbejde os igennem faretruende terræn og høj sø og vi arbejder stærkt det meste af vejen hen mod samme mål, det kræver indimellem en detour at nå til større forståelse for vores begges vedkommende, men vi vil hinanden, vi vil os, vi vil livet sammen. Jeg elsker dig af hele mit hjerte og vil med glæde i øjet og lykke i hjertet dele livets brogede og snorlige veje med dig ved min side og Elias på vores skuldre hvor vi alle tre sigter mod den smukke horisont. Jeg elsker dig og jeg elsker jer!
Meget personlig og rørende, jeg sidder her med gåsehud (og jeg føler helt, jeg kender jer nu )
