Jeg ved ikke, hvad der har ramt mig, men er totalt depri her til aften.. Og kunne godt bruge nogle råd eller noget opmuntring..
Jeg ved ikke, hvad det er helt præcist. Det føles som et savn.. Jeg går ind i uge 23 lige om lidt, og der er så længe til, at vi får vores datter i armene.. Jeg mærker hende hver dag, men de sidste dage har hun været mindre aktiv, og jeg bliver så bekymret.. Hvorfor er min lille pige lige pludselig ikke den spilopmager, som hun plejer at være? Der plejer at være fest og glade dage stort set hele dagen i en fast rytme.. Fødegangen nytter ikke. Ringede ind om det samme for et par uger siden efter råd herindefra, og fik bare at vide, at skulle jeg slet ikke være obs på endnu...
Og bare tanken om, at jeg går her og elsker hende af hele mit hjerte, bygger et hjem til hende, 'klæder hende på' med alt det fine tøj jeg køber. Og så kan det ske, at vi aldrig får hende med hjem.
Og det er egentlig ikke kun angsten for at miste hende.. Det er i det hele taget savnet efter at se hendes ansigt, at holde hende i mine arme. Jeg synes de første 23 uger har varet så forfærdelig længe, hvordan skal jeg klare ca. 20 mere?
På samme tid tænker jeg: Kan jeg overhovedet finde ud af at være mor? Vi er jo to om det, og vi elsker hinanden ufattelig højt og har et meget kærligt forhold. Men kan jeg finde ud af det? Jeg havde mareridt i nat, hvor jeg end ikke kunne finde ud af at skifte en ble. Hvad nu hvis jeg bliver en dårlig mor?
Ja, jeg tror bare lige det hele "ramlede" i dag og er temmelig nedtrykt..
Anmeld
