Jeg er ano i tilfælde af familiemedlemmer herinde
Min stedfar er som en far for mig og betyder rigtig meget for mig, og har altid været der for mig, han har været i mit liv siden jeg var 2 år gammel, Min biologiske afr derimod er jeg så skuffet over efterhånden.
Da vores barn kom til verden, var det ikke uden problemer, og min far brillierede ved at gøre det hele værre. Jeg havde meget højt blodtryk, vores lille ny på intensiv mens jeg var indlagt på en anden afdeling, en meget svær tid, og han gjorde det ikke nemmere. han ville have vi skulle tage afsted med babayen til hans store fest, med 50 mennesker, 5 dage efter fødslen, så han kunne vise det nye barnebarn frem, hele ugen plagede han, og til sidst plagede han om det kun var os der kom, og vi så skulle efterlade den lille ny, på intensiv en hel aften, mens vi tog til hans fest.
Han havde derudover nogle billeder, som han ville vise frem, men da jeg knap nok kender dem til hans fest, ville jeg ikke vises frem, smadret i hospitalstøj, og delvis bare bryster, og det blev min far meget skuffet over, han ville på et tidspunkt ikke tale med mig, og jeg var bare hysterisk, tilbød andre billeder men intet var godt nok, og de fleste dage skændes vi frem og tilbage om de her billeder, og hvor forfærdelig jeg pludsleig var, og hvor skuffet min far var, og jeg viste ham jo ingen tillid.
flere gange efter har han skuffet mig, vist jeg ikke kunne stole på ham, han har lovet og glemt og udelagt, og nu finder jeg så ud af, at han havde masser af billeder af den lille han kunne vise frem, endda hvor den lille er alene, og kan jo tydleigt se det på datoerne på billederne. han har løjet mig direkte op i mit åbne ansigt, og kan slet ikke forstå hele den ballade, bare fordi han ville have sin vilje og det bestød mere for ham, end hvad hans datter føler.
det var mere vigtigt for ham at vise frem at han har fået et barnebarn, end at han nu havde et barnebarn, så han bruger igen mig men nu også ham, til at vise frem, men være der som en bedsteforældre/morfar det er han ikke, og jeg kan åbenbart aldrig gøre det godt nok, og får konstant stikpiller om at jeg ikke gør mit job som mor godt nok, senest fik jeg besked om at jeg sætter egne behov før den lilles, da jeg ikke ønsker den lille skal rundt i mange hænder til familiefester og fødselsdage, og folk ikke selv skal tage den lille op af barnevognen eller tage den lille uden at spørge om lov. Min stedmor mente at så længe den lille ikke græd, var der jo ikke et problem i hele selskabet kunne holde den lille.
Det hele gør mig vred, rasende og ked, og aner ikke mine levende råd, føler ikke jeg kan blive med, men er så meget i tvivl hvad jeg kan gøre, og om det at droppe kontakten til min far, vil være mest hensigtsmæssigt for mig og min lille familie
Hælp 
