Vred og indebrændt...

Det smerter mig at skulle oprette denne tråd men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op og har ikke mindst brug for at komme ud med det!

Mit barn på 3½ år, er så vred og indebrændt. Hovedsageligt på mig


Fra vi står op til barnet er afleveret i børnehave og igen efter jeg henter det, er h*n sur, tvær og råber og skriger og skaber sig. Når jeg henter barnet, vil det ikke med hjem og jeg bruger god tid på at lade barnet lege færdig. Alligevel ender det med at jeg må slæbe et skrigende barn med hjem HVER dag!

Herhjemme skal der det mindste til, så er barnet kørt helt op i en spids. Så sent som her i eftermiddag spurgte jeg barnet om h*n ville have en lille kage. "NEj, en STOR kage" var svaret. Jeg grinede lidt af det og vise at vi havde sådan nogle små muffins som h*n måtte få en af. Dette udløste et raseriudbrud på 20 minutter.

Jeg kan ikke nå ind til mit barn når anfaldene starter. Jeg prøver at tale stille og roligt men når man har fået kastet ting efter sig, er blevet kaldt grimme, dumme, klamme mor 1000 gange, kan det af og til kamme over. Jeg mister dog ikke hovedet da det ikke hjælper noget.

I dag udløste det en tudetur som jeg aldrig har oplevet før. Jeg brød bogstavelig talt grædende sammen foran mit barn og sagde "Hvorfor er du så vred på mig, lille skat? Jeg elsker dig overalt og vil det bedste for dig" -Barnet træk sig væk og skreg endnu mere.

Jeg føler virkelig at mit barn hader mig Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Vi har haft et hektisk halvt år men jeg har virkelig gjort alt i min magt for at skåne barnet så meget som muligt.


Åhh piger, jeg er så såret, ked af det og føler mig som verdens dårligste mor

Anonym skriver:

Det smerter mig at skulle oprette denne tråd men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op og har ikke mindst brug for at komme ud med det!

Mit barn på 3½ år, er så vred og indebrændt. Hovedsageligt på mig


Fra vi står op til barnet er afleveret i børnehave og igen efter jeg henter det, er h*n sur, tvær og råber og skriger og skaber sig. Når jeg henter barnet, vil det ikke med hjem og jeg bruger god tid på at lade barnet lege færdig. Alligevel ender det med at jeg må slæbe et skrigende barn med hjem HVER dag!

Herhjemme skal der det mindste til, så er barnet kørt helt op i en spids. Så sent som her i eftermiddag spurgte jeg barnet om h*n ville have en lille kage. "NEj, en STOR kage" var svaret. Jeg grinede lidt af det og vise at vi havde sådan nogle små muffins som h*n måtte få en af. Dette udløste et raseriudbrud på 20 minutter.

Jeg kan ikke nå ind til mit barn når anfaldene starter. Jeg prøver at tale stille og roligt men når man har fået kastet ting efter sig, er blevet kaldt grimme, dumme, klamme mor 1000 gange, kan det af og til kamme over. Jeg mister dog ikke hovedet da det ikke hjælper noget.

I dag udløste det en tudetur som jeg aldrig har oplevet før. Jeg brød bogstavelig talt grædende sammen foran mit barn og sagde "Hvorfor er du så vred på mig, lille skat? Jeg elsker dig overalt og vil det bedste for dig" -Barnet træk sig væk og skreg endnu mere.

Jeg føler virkelig at mit barn hader mig Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Vi har haft et hektisk halvt år men jeg har virkelig gjort alt i min magt for at skåne barnet så meget som muligt.


Åhh piger, jeg er så såret, ked af det og føler mig som verdens dårligste mor

uuuuhhhh du trænger til et kram...

Men hvad sker der inde i det lille barns hoved og hvordan kan et barn på 3½år sige... grimme, dumme, klamme mor 1000 gange mine drenge kender slet ikke ordet klamme og de er 8år...

Her snakker vi pænt til hinanden og er der en der bliver gal, sætter jeg ord på...Hvis f.eks den ene driller den anden og den anden så bliver sur og råber og måske sparker til noget legetøj, så sætter jeg ord på for dem... At det ikke er ok at drille og at jeg godt kan forstå at han bliver gal men ikke behøver at sparke til dit og dat..

Er du alene med barnet... Prøver det at fortælle noget, men du ser det ikke...

Hvor længe har det stået på

Majbritt

Først en KÆMPE til dig.

Du er bestemt ikke en dårlig mor, den tanke skal du væk med, du er der for dit barn og vil kun det bedste for dit barn.

Har du spurgt i børnehaven om der er noget dit barn reager på deroppe? noget der gør det ked af det, kan være dit barn har sagt noget deroppe?

jeg havde nemlig en samtale med mit barns pædagoer engang fordi hun også reagerede voldsomt og var som din - min var pga. jeg blev skilt fra hendes og lille søsteres far ( det er så hårdt og kan virkelig godt følge dig i det. men jeg kan sige det går over igen, men tiden kan være lang og hård.

mange kærlige hilsner og

H*n kæmper helt sikkert med et eller andet som h*n ikke kan sætte ord på. Og det lader ikke til han kan håndtere at du prøver at hjælpe ham,måske skulle du faktisk bede om hjælp???

Spørg i børnehaven om ikke i kan få ppr ind over med en psykolog, da du ikke l ængere kan holde ud at æeve sådan, og at du synes det er forfærdelig synd for dit barn.....

For det ER synd for dit barn. og det er også synd for dig....

I mellemtiden, må du sætte barnet på sit værelse eller et andet sted, til h*n er faldet så meget ned at han kann tale stille og roligt med dig... 

Gør det dog med forklaring om at h*n må være på sit værelse mens h*n er vred, og at du gerne vil snakke med ham/hende om hvad der skete, når h*n er rolig igen....

Hvis barnet kaster rundt med ting, skal du ikek træde ind og blande dig. Det er ærgerligt hvis noget går i stykker, men så holder h*n nok snart op med at kaste med tingene, når det er barnets eget legetøj det går ud over.