Jeg aner ikke om det her er den rigtige kategori, men nu prøver jeg.
Jeg har skrevet om det følgende herinde før, og nogle kan muligvis genkende mig. Det er fint nok, skriver som ano, for at undgå google. Selve spørgsmålet står i bunden, og det er fint nok, hvis ingen kommer hele beretningen igennem - kunne bare mærke, at det var vigtigt at få skrevet ned, da jeg først kom i gang
For snart 1 år siden tog min svigerfar sit eget liv. Han havde det meste af sit liv drukket mere end godt var. Han var ikke en klassisk alkoholiker, der var fuld og ragede rundt. Faktisk kunne man meget sjældent mærke på ham, at han havde drukket, men faktum var at han havde brug for 5-6 genstande dagligt for at fungere. I weekenden kunne han derudover sagtens drikke en flaske rødvin selv til maden, og til familiefester fik han altid for meget. Han arbejdede og var aldrig syg, dyrkede sin hobby osv. Velfungerende men dog med et misbrug af alkohol. Han erkendte aldrig at han havde et MISbrug frem for et FORbrug, og når hans søn (min mand) eller kone kommenterede det, enten ignorerede han det eller rystede på hovedet af dem med større eller mindre irritation.
Min svigerfar og jeg havde et meget dårligt forhold. Vi så ikke ens på noget som helst, og af 2 omgange havde vi faktisk lukket ham ude af vores liv. Men han var mine børns farfar og jeg må erkende, at han var en god en af slagsen for dem. Det vil kun være den store der kan huske ham lidt, men hun elskede ham højt, så de sidste par år accepterede vi, at vi trods alt begge skulle være der, og det gik okay.
En dag havde han - som sædvanligt - siddet og drukket med nogle kollegaer. Han kører hjem, og der holder politiet. Nogen har angivet ham, hvem ved vi selvfølgelig ikke. Men de har bestemt gjort det rette, for på trods af, at han ikke virkede fuld, blæste han en promille op på 1,3. Han fik taget blodprøve ved lægen og sendt hjem. Vel hjemme rasede han over, at nogen havde anmeldt ham, og efter lidt tid går han ud for at træne sin hund. Med sig har han en lang line, og min svigermor bliver nervøs. Hun ringer til ham flere gange, og først går den igennem, men senere er hans mobil slukket. Han tager den dog ikke.
Ca. 3 timer efter han er gået, kontakter vi hende, uden at vide hvad der er sket. Hun kommer ud til os og fortæller hvad og hvordan, og jeg kan godt se at min mand bliver urolig. Vi skulle have været ud og spise med min familie, men det ender med at manden kører os på restauranten og tager så med sin mor ud og lede.
Efter ca. 2 timer ringer de til politiet som først meddeler at der skal gå 24 timer før de kan eftersøge ham - men pga. det der er gået forud vælger de at begynde at lede efter ham med det samme, og efterlyse ham "internt". Min mand henter mig og vores børn på restauranten og kører os hjem, hjælper med at gøre dem putteklar og kører så afsted igen. Jeg får puttet den store og vader derefter rundt med den lille, som er ked. Vores børn er her knap 3 år og ca. 7 uger. Pludselig ser jeg to mørke skikkelser ved døren, og ved med det samme at det er politiet. Jeg når at tænke, at de ikke skal komme og give MIG beskeden! Jeg vil ikke høre den besked, de må selv fortælle min mand og svigermor det. Det viser sig så, at eftersom min mand har indgivet anmeldelsen, er de kørt til hans adresse for at få de oplsninger og billeder de skal have. Jeg får guidet dem ud til min svigermor, og ringer med det samme til manden for at fortælle at de er på vej, så de ikke får et chok (som jeg).
Efter en time ringer min mand for at få mig til at maile nogle billeder af min svigerfar til dem. Og så er der ellers ikke andet at gøre end at vente. Omkring kl. 23 går jeg ned og ligger mig hos ungerne og omkring midnat falder jeg i søvn. Jeg vågner 01.10 da min mand kommer hjem og kan høre, at han snakker med sin mor. De skal finde nummeret til min svigerfars arbejde, så de kan informere dem næste dag. Vi sidder og snakker lidt, og min mand er meget frustreret over at "han er gået væk for at gøre det, så vi andre skal gå rundt i uvished" - jeg kan stadig ikke tro at han har gjort det! Det er fuldstændig umuligt for mig at tro på det, selvom jeg godt ved, at det her ikke er normalt.
Det er som en helt forkert og dårlig B-film. Min forstadsfamilie skal ikke trækkes igennem en politieftersøgning og tab af så egoistisk karakter!
Kl. 01.48 ringer min mands mor og vi ved med det samme, hvad det er. Min svigerfar er fundet. Han har hængt sig selv i hundens line i en skov tæt ved hjemmet. Faktisk har min mand og svigermor været meget tæt på selv at finde ham, og hvis man kan snakke om at være glad for noget i denne situation, så er det, at de slap for det syn. Kl. 01.50 kører min mand ud af indkørslen. Jeg står tilbage og ved ikke hvad og hvordan jeg lige skal reagere. Mine børn sover, og ellers er jeg alene. Og alt er kaotisk. Jeg ringer til min søster, som jeg har sms´et med gennem aftenen, og da jeg skal fortælle det, begynder jeg at grine Det er SÅ syret, og kan slet ikke magte følelserne, så det ender i et hysterisk latteranfald.
Jeg vader rundt til omkring kl. 5, hvor jeg ringer til mine forældre og fortæller hvad der er sket. Jeg ligger mig ned til min søn og falder i søvn, men vågner 3 min. senere, da min søster kommer. Hun skal gøre min datter klar til legestue og afleverer hende, for at hjælpe os.
Min mand kommer hjem omkring kl. 8.45 efter en frygtelig nat. Da han kom ud til sin mor, var politiet der selvfølgelig stadig. De brugte god tid på at fortælle dem hvordan og hvorledes han blev fundet, og egentlig bare "være" der, mens min svigermor fik ringet til min mands søster, der bor i Jylland. Min svigerfar blev fundet omkring 00.30. Politiet havde hunde med, og efter en pejlign af hans telefon udfra en telefonmast, eftersøgte de i den skov. På et tidspunkt sendte de hundene ind og pludselig hørte de en knurren fra en anden hund. Da de kom hen til deres politihund, fandt de så min svigerfars hund, der var bundet til et træ. Min svigerfar hang så ca. 10 meter derfra.
Politiet opfordrede min mand og svigermor til at køre på sygehuset for at få ham identificeret. Og det gjorde de så. De var der omkring 03.00, og blev mødt af et par sygeplejersker, der havde mere travlt med at se tv end at hjælpe dem. De blev anvist et par stole i cafeteriet indtil lægen kom. De ventede over 45 min på den læge, som sad i samme cafeterie og spiste/læste avis - det vidste de jo så først, da hun kom hen til dem. De blev kort informeret om, hvad de skulle gøre ift. identificering, men ingen info omkring hvordan han så ud. Maks 5 min efter er lægen gået igen, og de står på en gang og ved faktisk ikke helt hvor de skal gå hen. Der kommer så en portør, der ikke snakker dansk, og fører dem ned til kapellet. Og så bliver de lukket ind. Min svigerfar ligger i ligposen, som er åbnet til ca. hoften og krænget ind under ham. Linen sidder stadig meget stramt om halsen, og det var virkelig voldsomt for dem, at de for det første bliver konfronteret med hans selvmord på så tydelig vis, men også at de slet ikke var blevet informeret om det. Linen sad der i tilfælde af, at de ønskede en obduktion, men man kunne vel have dækket det med et klæde!
Min mand kommer som sagt hjem næste morgen, går i bad og styrter af sted igen, så han kan hjælpe min svigermor med klargøring til hans søster+familie kommer hjem. Og så går dagen ellers med de praktiske ting sådan noget medfører. Jeg er alene med ungerne indtil om eftermiddagen, hvor min mand henter os ud til min svigermor - og sådan går de næste dage. Min mand tager afsted om morgenen, henter os om eftermiddagen og vi er derude til sen aften. Jeg kan huske, at jeg følte mig ret meget udenfor - som om jeg ikke var en del af familien. Men jeg ved godt, at han havde brug for, at der var styr på hjemmefronten, så han kunne fokusere udelukkende på det kaos, et selvmord efterlader.
Nu står vi så her - knap 1 år er gået. Selve dagen står stadig knivskarpt. Faktisk så skarpt, at det nogle gange kan tage pusten fra mig at tænke på det. Min mand og svigermor fik krisehjælp via deres arbejde. Tror de var af sted 3-4 gange. Min mand er en ændret person. Han kan i lange perioder virke indebrændt og have kort lunte ift. børnene. Sider jeg virkelig ikke bryder mig om. Jeg har taget mig selv i at skælde børnene ud, for at komme ham i forkøbet, fordi jeg synes han virker voldsom. Han er aldrig fysisk hård ved dem, men jeg synes han reagerer uforholdsmæssigt til tider - altså irrettesætter for helt banale småting. Vi snakker meget om, at det er OKAY at være vred, og det er vigtigt at lade sig mærke den følelse også, efter et selvmord. Det er han enig i, men tror det er nemmere sagt end gjort for ham.
Selv er jeg stadig rasende - jeg er vred over, at han ikke kunne indse sit misbrug, at han kunne finde på at drikke og køre og sætte andres liv på spil, at han var så egoistisk og afstumpet et menneske at han kunne tage sådan et valg - bare fordi han ikke kunne se omverdenen i øjnene, at han gjorde min svigermor til enke og hendes økonomiske situation usikker, at han gjorde min mand faderløs og mine børn farfarløs, at han efterlader min mand med en ret tung arv, eftersom hans egen far også tog sit eget liv, at han tog det valg SELVOM han vidste hvor ondt selvmord gør... og sikkert 1000 andre ting. Jeg får det ud ved at skælde ham hæder og ære fra når jeg går herhjemme. Jeg elskede ikke min svigerfar. Jeg vil ikke engang sige, at jeg holdt af ham. Jeg har ikke grædt over tabet af ham. Jeg har grædt i forbindelse med hans død, men det var fordi min mand og børns sorg rørte mig. Men jeg er stadig pokkers involveret i hans død og de følger, den har efterladt.
Hvornår finder man fred med et selvmord? Hvad skal der til? Jeg ved godt, at tidsperspektivet kan være meget forskelligt.
