Pernille78 skriver:
Jeg var i 12.uge da jeg fik en SA. Fandt ud af det ved første scanning 
Det viste sig at fostret var stoppet med at vokse i uge 6. I al´ min naivitet ( vi har ingen børn) troede jeg ikke sådan noget kunne ske, så blev meget chokeret og ked af det.
Det er nu 24 dage siden jeg fik udskrabningen gjort.
Jeg må indrømme at jeg har virkeligt svært ved at komme ovenpå igen efter det. Hjælper selvfølgelig heller ikke at jeg havde store smerter efterfølgende og skulle på penicillin og derefter en allergisk reaktion på et eller andet og skulle på anti histamin 
Det gør det heller ikke nemmere at min bedste veninde er højgravid, så hver gang jeg ser hende bliver jeg både depri og jaloux på samme tid og at min anden veninde ( som jeg også kommer meget sammen med) har en 4 måneder gammel datter.
Har prøvet at snakke med min mand om det, og selvom han er sympatisk nok, tror jeg ikke helt han kan sætte sig ind i hvad det er jeg snakker om 
Samtidigt er jeg jo så også meget frustreret og vil bare have at min menustration kommer igen hurtigst muligt, så vi kan prøve igen 
Din historie bringer desværre minder frem hos mig.
Jeg mistede selv første gang jeg blev gravid. Jeg gik og troede alt var i den skønneste orden, lige indtil uge 13 hvor vi skulle til Nakkefoldsscanning. Hjertet på den lille slog ikke, og fostret var gået til i uge 8 
Det var som at få en mavepuster, og jeg græd og græd i flere dage efter.
Jeg var til lægen kort tid efter udskrabningen, hvor hun tjekkede efter at alt så fint ud, og jeg fik afvide at vi godt kunne begynde på projekt baby igen, og ikke nødvendigvis behøvede at vente på den første mens. Grunden til at man anbefaler at man venter til første mens er overstået er at man derved kender til cyklus og så nemmere kan regne ud hvornår baby blev undfanget når man bliver gravid igen.
Jeg blev gravid igen en mdr. efter jeg mistede, og havde ikke haft min mens inden. Så jeg fik betalt en scanning for at fastsætte termin, og det var for os samtidig en tryghedsscanning.
Idag har vi jordens dejligste dreng på 1½ år 
Det skal nok gå godt igen for jer, det er jeg sikker på! Og nu ved du i det mindste at du sagtens kan blive gravid, selvom det er en ringe trøst. Hvis jeg var dig ville jeg slet ikke tøve med at gå igang igen, det virkede for mig som en form for terapi, bare at vide at vi var videre og igang igen, og tanken om at jeg i princippet kunne blive gravid igen med det samme. Det hjalp rigtig meget på sorgen over at miste
