Hey piger.
Har haft en hæslig st. bededag og weekend..
Det startede Torsdag nat, med min mand havde meget voldsomme mavesmerter. Jeg ringede kl 4.30 fredag morgen til Lægevagten. De bad min mand komme ind til dem kl 8.00.
Da jeg selv skulle på arbejde kl 6.00, fik jeg min svoger til at køre ham derind.
Min mand bliver indlagt med det samme. Han har så ondt, så ondt 
Da jeg fik fri fra arbejde, skynder jeg mig hjem i bad, og kører ellers hen til ham på sygehuset. De har taget diverse prøver, og han skal også scannes senere. Morfin hjlælper ikke på hans smerte 
Lægen har kigget på scanningsbillederne, og kan se min mand har en indsnævring på tarmen. De lægger en sonde, som forhåbenlig skal gøre, at det der ligger i tarmen, og ikke rigtig kan komme videre, kan komme ud igennem sonden i stedet. Jeg kører hjem igen om aftenen for at sove.
Lørdag kører jeg hen til ham igen, så snart jeg har spist morgenmad. Sonden fik intet ud. Han skal sluge noget kontrastvæske, så de kan følge det i hans tarme ved en ny scanning. Men det er ikke nemt for ham, fordi han ikke kan holde væsken i sig. Meget af det kommer op igen.
Jeg kan intet gøre for at hjælpe ham med hans smerte helvede, det er så forfærdeligt "bare" at kigge på .
Senere bliver han scannet også skal vi vente på at en læge kigger på scanningen. Jeg kører hjem ved 13-tiden for at få noget frokost. Han sender mig opgivende sms om at "Han føler døden banker på døren"
kl 14 sender han mig en sms med at det er tarmslyng og han skal til et andet hospital (150 km længere væk), for at blive opereret. Og han bliver hentet inden for 30 min. Jeg tænker "Fuck" og pakker hurtig de små nødvendige småting, tanker bilen og styrter afsted til hospitalet. Jeg når liiiige ind at sige hej til ham. Han er allerede lagt på båre, og på vej ud i ambulancen.
Så går turen ellers 150 km nordpå - ambulance efterfulgt af mig.
Vi ankommer kl ca 16.00.
De nye sygeplejersker, skal selvfølgelig spørge om en masse ang allergier osv.. Men han kan dårligt tale, pga smerte, han har så ondt. Han får fortsat morfin, som han har fået siden fredag ca 1 gang i timen, men stadig uden den store virkning. Han er meget meget træt. Både fysisk, fordi han ikke har sovet siden onsdag nat, men også psykisk pga smerter. Han kan stadig ikke ligge vandret ned, det forværrer smerten
Der bliver taget blodprøver, temperatur, værdier osv.
Tiden går og der er kun 1 operation før ham.
Kl 22.30 begynder jeg at falde hen. Men bliver vækket kl 23.00 da narkoselægen kommer, og siger at det er min mands tur næste gang. Kl 23.30 kommer lægen og hilser på. Og kl 00.00 natten mellem Lørdag og Søndag, bliver han hentet til operation.
Vi kommer ned i en operationsstue, hvor vi får at vide at de er nødt til at udsætte min mand, fordi der er en anden pertient der er mere akut. Vi når begge lige at tænke "For helvede da også" 
før en anden læge siger, at den anden pertient må vente, og de tager min mand nu, fordi han har ventet så længe.
Jeg får sagt godnat til ham "Nu lukker du ikke døden ind, hvis han banker på" Det lover han ikke at gøre. Så får vi sagt "Jeg elsker dig" til hinanden 
Hvorefter jeg går hen på værelset igen.
Han skal i første omgang have en kiggertoperation, men hvis det bliver nødvendigt, skal de åbne maven helt. De forventer at operationen varer 1-4 timer afhængig hvad der præcist er galt, og om han skal åbnes helt.
Jeg kan ikke falde i søvn efterfølgende. Falder vidst nok i søvn kl 2 og vågner igen kl 4. Tænker "Fuck, så var de nødt til at åbne ham helt, når der er gået så lang tid."
Kl 4.45 kommer sygeplejersken ind og fortæller mig at operationen gik godt, og han lå til opvågning. De forventer han kommer ind på værelset til mig inden kl 7.
Ligger og blunder lidt, da døren går op. Kl er 6 og min mand er på vej ind. Han er vågen. Han virker rimelig frisk. Han giver udtryk for hvor rart det har været for ham, endelig at sove. Jeg bryder ud i gråd. Har jo lagt og tænkt meget på "hvad nu hvis det var sidste gang jeg så ham". Var så bange for der gik noget galt. Og havde det så skidt. Han spørger mig "Hvorfor græder du? Er det fordi jeg er her endnu?" Også vidste jeg at min kære mand var tilbage, og han havde overskud til lidt humor også
Hans tarm var meget oppustet, og havde viklet sig rundt om nogle andre tarme. Lægen sagde at den havde været tæt på at briste. 
Han har sovet mange gange, siden han kom tilbage på værelset, og det har han virkelig også brug for!
Jeg tog hjemad i eftermiddag, fordi jeg skal på arbejde igen imorgen tidlig.
Han har desværre stadig store smerter ved operationssåret, som morfinen ikke hjælper på. Det er frygteligt! Men i det mindste kan han ligge ned nu, og sove når han har brug for det.
Nu må han så intet løfte i 6 uger Så han skal sygemeldes fra jobbet (dog er 3 af ugerne sommerferie, så vi håber ikke det påvirker arbejdet så meget).
Er selvfølgelig rigtig glad for, at han nu er okay, men vi havde jo planlagt at starte med PB her den 1/6 - hvilket vi jo begge 2 godt kan regne ud, bliver udskudt..
Arrrgh! Jeg har bare gået over 1 år, og glædet mig til vi skulle igang med PB - har planlagt, læst, nedtalt dage osv osv, også kommer han desværre i den situation
Nå, men nu skal jeg så bare og vente på han bliver udskrevet om 3-4 dage. Så han kan komme hjem og jeg rigtig kan pleje ham, med alt hjertet begærer.
Håber snart hans smerter i såret forsvinder, så han ikke skal pines mere end nødvendigt.
Nå men jeg er meget træt efter denne weekend, og jobbet kalder imorgen. Jeg vil se om jeg kan få en god nats søvn 
