Fødselsdepration?

Hej Piger. 

Jeg ville endelig mest høre fra jer der har haft en fødselsdapration som kan fortælle mig lidt om jeres tanker i hoved. Om i fik medicin for det, gik i til psykolog? Hvor længe gik der fra i begynde på medicin til i begynde og få det bedre? Hvor længe tog i medicin? 

MEN allerhelst jeres tanker hvad i tænkte på mens det var slemt. Også det lidt forbudte tanker hvis i havde dem? 

Jeg ved ikke om jeg har en fødselsdepration eller hvordan, men jeg ved at der er et eller andet og jeg har snakket med min SP mange gange men sidst synes hun ikke der var grund til vores snak mere da jeg havde fået det bedre. Jeg har haft tid til lægen 2 gange hvor hun så ikke har haft tid alligevel . 

problemet er at jeg har fået det værre og jeg kan ikke se hvordan jeg skal komme op igen og synes der er ALT for lang tid til mandag hvor jeg kan ringe til min læge og når jeg så kan ringe er jeg bange for at blive afvist igen. Jeg går med en masse tanker og de sgu ikke helt gode og jeg er virkelig bange for dem og jeg har det bare AF lort og kan ikke overskue en SKID. 

Jeg har virkelig brug for at vide at jeg ikke er den eneste der kan have sådan nogen tanker og brug for at vide at den kan blive bedre 

Der kan svares anonymt da jeg ved hvor svært det kan være at snakke om. 

Knus ano lige idag 

Jeg havde en yderst kompliceret graviditet med min første fødte, var bl.a ved at miste i uge 20, måtte ligge ned- og kun ligge,- i mange uger og jeg tror egentlig det hele startede der.

Jeg ønskede ham ligepludselig ikke længere Kunne ikke overskue det følelsesmæssige kaos der herskede inde i mig Jeg kæmpede hver dag for at holde ham inde bare lidt længere og det var ved at tage livet af mig indvendig.

Omverdenen havde meget svært ved at forstå jeg virkelig ikke måtte andet end at gå på wc, hvilke var endnu værre.

Fødsels forløbet var kritisk med en jm der lavdede flere alvorlige fejl og efter forløbet var præget af min angst og uro. Kan huske min sp sagde "nu skal I ud og trille tur og nyde forældrerollen" hvortil jeg tænkte " hvordan kan jeg det? Er jo gennemsyret af angst for at miste.

Jeg gik til psykolog men følte bare det var en sludder for en sladder.

Belv gravid igen da sønnen var 5 mdr (på minipiller) og vi valgte at beholde barnet.

Efter fødslen gik det helt galt, jeg gennemlevede al angsten igen- på ny. Manden skulle være væk 1,5 mdr og jeg måtte flytte ind hos mine forældre.

Var til læge i andet ærinde og hun så for første gang, at den var helt gal.

Kom til psykiater og startede op i noget der hedder "familiehuset" samt påbegyndte antidep. medicin. Der gik nok 3-4 mdr før jeg langsomt kunne mærke en lille fremgang.

Du skal opsøge hjælp og tage imod alt det du kan, det er vigtigt for dig og dit barn.

Held og lykke med det

Hej

Jeg fik fødsels dep. efter begge mine fødsler, det var bestemt ikke sjovt, jeg havde det rigtig skidt men prøvede at skjule det når jeg var ude blandt andre. men derhjemme grad jeg og ja jeg er ikke glad for det den dag i dag, men jeg var rigtig langt ude til sidst hvor jeg bare ikke ønskede at mine børn levede. jeg gjorde ting som jeg virkelig fortryder den dag i dag- tog en pude og lagde over hovede på dem, men HELDIGVIS fjernede jeg den igen hurtigt. jeg kom først i medicinsk og psykologisk behandling da den store var 3 og den lille 1 år. medicinen virkede efter 4 uger på mig og jeg ville ønske at jeg fra første fødsel havde fået hjælp.   

Jeg føler mig stadig som en rigtig dårlig mor efter dengang de var små og kan tude den dag i dag over det, for de kære børn er jo alt hvad jeg forguder og elsker den dag i dag. man sider med følsen og tænker hvordan kunne du dog.? og hvorfor dit og dat....

Jeg syntes du skal ringe til din læge eller få en go veninde eller familie medlem til at kontakte din læge for dig hvis ikke du selv kan overskue det. HUSK min kære - det er ingen skam at få hjælp. og du må meget gerne få mit nr. hvis du vil snakke, mødes eller andet- det skal du vide.

Mange kærlige

fra Michelle