Forvirret :S Har i prøvet det?

Heej..

Jeg har været i den situation at jeg kom i tvivl om jeg ville leve resten af livet sammen med min nuværende kæreste, men jeg VIL HAVE HAN SKAL VÆRE FAR TIL MINE (VORES) BØRN !! 

Er det forkert at tænke sådan? Jeg havde det super dårlige med det for jeg elsker jo min kæreste utrolig meget.. Og ved ikke hvorfor jeg har tænkt sådan..

Jeg havde bare ikke lyst til at han skulle være en del af mit liv på den måde at vi skulle bo sammen, fordi der var en masse ting jeg ikke kunne acceptere, såsom at han ignorede mig når han var sammen med en bestemt ven og ikke kunne tale pænt til mig når han var sammen med denne såkaldte ven.. Men jeg ønskede ham som far til mine børn, da han har utrolig mange egenskaber som jeg gerne vil have at mine børn får og tror han ville være den perfekte far til mine børn !!

Er der nogen af jer andre der har haft det sådan?

Det skal så lige siges at jeg er kommet over det og det en ved at være en 4-6 mdr. siden jeg har tænkt den tanke, men kom til at sidde og tænke på igen at jeg syntes det var en mærkelig følelse og kunne ikke forstå jeg kunne tænke sådan.. Men jeg ELSKER min kæreste over alt på jorden og vil leve livet sammen med HAM for evigt, vi skal da også giftes her næste år, så der er ikke noget mere..!! Men sindsygt mærkeligt og kan ikke få mig til at fortælle ham det.. Er bange for at såre ham..

Syntes i jeg skal sige det eller skal jeg bare holde det for mig selv?

Sorry, det blev godt nok lidt langt, men havde brug for at komme ud med det og høre hvad i andre tænker omkring det og om der er andre der har prøvet det

Synes bestemt ikke, du skal sige det - slet ikke, hvis det ikke er aktuelt nu! Det er vist mere for din egen og din dårlige samvittigheds skyld. Din kæreste ville ikke få noget som helst ud af det.

Bortset fra det tror jeg, det er meget normalt at tænke sådan; det er jo kun sundt at sætte spørgsmålstegn ved tingene en gang imellem, og hvis du er kommet frem til, at han er den rette, så behøver du da ikke spekulerer over det mere - tværtimod kan du vide med dig selv, at du faktisk har overvejet konsekvenserne ved at blive med ham 'for life' (både gode og dårlige ting) og stadig skal giftes med ham. Så er man da sikker i sin sag Og så behøver kæresten da ikke vide, at du har tvivlet lidt for et halvt år siden.

Håber det gi'r mening Kort fortalt, ville jeg bare sige: "Ja, jeg tror det er normalt" og "Nej, jeg synes ikke du skal sige det"

Jeg tror ikke at der findes særlig mange forhold hvor man ikke tvivler ind i mellem. Jeg syntes at du skal holde det for dig selv, når nu du ikke har det sådan mere. Der er vel ingen grund til at tage det op, når det ikke længere er aktuelt.

MamaJakob skriver:

Synes bestemt ikke, du skal sige det - slet ikke, hvis det ikke er aktuelt nu! Det er vist mere for din egen og din dårlige samvittigheds skyld. Din kæreste ville ikke få noget som helst ud af det.

Bortset fra det tror jeg, det er meget normalt at tænke sådan; det er jo kun sundt at sætte spørgsmålstegn ved tingene en gang imellem, og hvis du er kommet frem til, at han er den rette, så behøver du da ikke spekulerer over det mere - tværtimod kan du vide med dig selv, at du faktisk har overvejet konsekvenserne ved at blive med ham 'for life' (både gode og dårlige ting) og stadig skal giftes med ham. Så er man da sikker i sin sag Og så behøver kæresten da ikke vide, at du har tvivlet lidt for et halvt år siden.

Håber det gi'r mening Kort fortalt, ville jeg bare sige: "Ja, jeg tror det er normalt" og "Nej, jeg synes ikke du skal sige det"

Tak for svar..

Jeg har på en møde heller ikke lyst til at sige det til ham, men jeg har virkelig bare brug for at snakke med en om det.. For jeg er virkelig ked af at jeg har haft det sådan