Hvor er jeg bare skuffet :,-(

Jeg er bare så vred, skuffet, såret, og føler alligevel jeg overreagerer

kort fortalt har min far skuffet mange gange før, senest ved min fødsel hvor han havde taget meget personlige han pludselig ville vise frem, for alle skulle se hans barnebarn, hvilket også var ok men gav mange muligheder, bare han ikke ville vise dem, og han synes jeg var så pjattet, jeg var så ked og skuffet over hans måde at tackle det på, at hans fremvisning var mere værd for ham, end hans egen datters blufærdighed, efter en meget hård og uventet for tidlig fødsel.

Ved dåben havde han så taget billeder, og han lovede at have styr på det, og han havde jo sidst sgat at han var så såret over jeg ikke viste ham tillid, men hvordan skulle jeg vise ham den tillid når han ville vise billeder af mig, som viste langt mere end jeg ønskede. Jeg viste ham tilliden, og han var den eneste der tog billeder i kirken, og han har nu ringet og fportalt at de billeder han tog i kirken hvor barnet bliver døbt er væk

Det er ikke kun det billederne er væk men også det jeg viste ham tilliden og han igen igen svigtede

hvor er jeg bare vred, ked såret og skuffet og ved slet ikke hvordan jeg skal tackle alt det her

Anonym skriver:

Jeg er bare så vred, skuffet, såret, og føler alligevel jeg overreagerer

kort fortalt har min far skuffet mange gange før, senest ved min fødsel hvor han havde taget meget personlige han pludselig ville vise frem, for alle skulle se hans barnebarn, hvilket også var ok men gav mange muligheder, bare han ikke ville vise dem, og han synes jeg var så pjattet, jeg var så ked og skuffet over hans måde at tackle det på, at hans fremvisning var mere værd for ham, end hans egen datters blufærdighed, efter en meget hård og uventet for tidlig fødsel.

Ved dåben havde han så taget billeder, og han lovede at have styr på det, og han havde jo sidst sgat at han var så såret over jeg ikke viste ham tillid, men hvordan skulle jeg vise ham den tillid når han ville vise billeder af mig, som viste langt mere end jeg ønskede. Jeg viste ham tilliden, og han var den eneste der tog billeder i kirken, og han har nu ringet og fportalt at de billeder han tog i kirken hvor barnet bliver døbt er væk

Det er ikke kun det billederne er væk men også det jeg viste ham tilliden og han igen igen svigtede

hvor er jeg bare vred, ked såret og skuffet og ved slet ikke hvordan jeg skal tackle alt det her

Øv øv, kan godt se det er surt. Især hvis han er den eneste der har taget billeder. Men kan han ikke prøve at tage kameraet / kortet med billeder ned i en fotoforretning, og se om de kan gøre noget?

For selvom man sletter billederne på kortet, så er de aldrig HELT væk, sagde de engang til mig, da jeg på et tidspunkt købte et nyt kamera. Så de kan måske få det frem på den ene eller anden måde. Det er da bare værd at prøve tænker jeg, for det er jo nogle ret vigtige billeder som man gerne vil ha og især hvis han er den eneste som har billeder af dåben.

Det er da værd at prøve i hvert fald. (:

Anonym skriver:

Jeg er bare så vred, skuffet, såret, og føler alligevel jeg overreagerer

kort fortalt har min far skuffet mange gange før, senest ved min fødsel hvor han havde taget meget personlige han pludselig ville vise frem, for alle skulle se hans barnebarn, hvilket også var ok men gav mange muligheder, bare han ikke ville vise dem, og han synes jeg var så pjattet, jeg var så ked og skuffet over hans måde at tackle det på, at hans fremvisning var mere værd for ham, end hans egen datters blufærdighed, efter en meget hård og uventet for tidlig fødsel.

Ved dåben havde han så taget billeder, og han lovede at have styr på det, og han havde jo sidst sgat at han var så såret over jeg ikke viste ham tillid, men hvordan skulle jeg vise ham den tillid når han ville vise billeder af mig, som viste langt mere end jeg ønskede. Jeg viste ham tilliden, og han var den eneste der tog billeder i kirken, og han har nu ringet og fportalt at de billeder han tog i kirken hvor barnet bliver døbt er væk

Det er ikke kun det billederne er væk men også det jeg viste ham tilliden og han igen igen svigtede

hvor er jeg bare vred, ked såret og skuffet og ved slet ikke hvordan jeg skal tackle alt det her

Jeg godt forstå at du er skuffet. Jeg kender godt til det med at blive skuffet gang på gang, og jeg tror desværre ikke at man kan gøre noget ved det, andet end at holde en smule afstand for at undgå skuffelsen.

Jeg har selv en far der konstant skuffer mig. Jeg har hver gang jeg har set ham, haft et håb om at han havde ændret sig bare en smule til det bedre, men jeg er stoppet med at tro på det. Jeg bor ved min mor, og ser kun min far få gange om året. For nylig så jeg ham i centeret, men det eneste han kunne mande sig op til var "Hej. Jeg må skynde mig videre. Farvel" og et håndtryk. At man kan komme så langt ud.