kan sku ikke mere:(

Du har ansvar for at dit barn får en stabil, tryg opvækst. I en familie med en glad mor og en far som ikke er misbruger. Det lyder ikke som om det er tilfældet lige nu.

Se at komme væk i en fart, og så kan i måske finde sammen igen hvis han stopper sit misbrug.

Det er ikke nok at du elsker ham, det kan du og din datter ikke bruge til noget i det lange løb.

Håber du finder styrken til at forlade ham, for din egen og for din datters skyld

Selvom du måske elsker ham inderst inde, så skriver du også at du ikke kan mere - og er det virkelig dét værd at blive hos én der ender med at ødelægge dig? Måske så meget at du ikke kan tage dig af din datter til sidst...

Og hun skal vel ikke vokse op og se sin far tage stoffer og drikke sig fuld - og behandle dig dårligt?

Selvom det er hårdt, så lyder det som om du udemærket er klar over at et brud er det eneste rigtige.

Mit bedste råd er... Kom væk fra ham hvis han har den holdning til dig og livet...!!

Du har bedre tjent uden ham.. og du skal ikke være nervøs for at miste din Datter.. - for det vil du bestemt ikke gøre !


Rigtig mange føler det er svært og de ikke tør forlade et forhold hvor der er børn i... men at den anden part opfører sig ond og uegnet til at ta vare på sig selv og dem omkring sig..
- Men jeg kan kun sige.. KOM VÆK... jeg levede i frygt for at forlade min drengs far, fordi jeg var bange for han ville få myndigheden og jeg ikke fik min dreng med mig.
( og det var overhovedet ikke fordi jeg stod dårligt.. langt fra.. )
Men man TÆNKER det.

Anonym skriver:

synes bare det er så ufatteligt hårdt for inderst inde så elsker jeg ham jo, men kan  bare ikke leve med hans misbrug.. inden vi skal ud af døren hver dag, står han og suger 2 hoveder, og det er osse det første han gør så snart vi kommer hjem han siger at han ikke kan føle noget, og at det kun er vores datter der giver ham lidt glæde i livet.. han siger at han har haft mange psykoser, men at det er en del af at ryge.. han bruger 1000 kr på hash om måneden selvom vi ikke har råd til bleer til vores datter.. og så drikker han altid når han har venner på besøg eller er ude hos venner, hvilket er hver fucking eneste dag.. og han tror bare at han er guds gave til kvinden, og kan slet ikke se sine egne fejl.. uhh jeg bliver sindsyg af det her..

Jeg troede også, jeg elskede min på daværende tidspunkt, men det var "trygheden" jeg elskede og frygtede  at miste. Uanset hvor latterligt det lyder, så føler man en tryghed i forholdet, selvom den er komplet fejlagtig. Efter vi begyndte at tale sammen igen, opbyggede jeg en ny kærlighed til ham, men denne gang en kærlighed til den person, han var blevet til og er nu, og den kan ikke sammenlignes med det jeg tolkede som kærlighed, da vi var  i det gamle forhold. Håber det kan forstås. Men kærlighed kan være en rigtig grim følelse, der  kan få os til at handle med hjertet og ikke fornuften, for derefter at blive såret eller i dit tilfælde jordet fuldstændigt. Og så er det vigtigt ikke, og jeg gentager IKKE at lade medlidenhed spille en rolle. Den faldt jeg i mange gange, før jeg tog mig sammen til at stå fast og tage ansvar på mit eget og vores søns liv. Men det er altid let at råde om det og 1.000.000 gange sværere at følge rådet

Majeha skriver:

Jeg troede også, jeg elskede min på daværende tidspunkt, men det var "trygheden" jeg elskede og frygtede  at miste. Uanset hvor latterligt det lyder, så føler man en tryghed i forholdet, selvom den er komplet fejlagtig. Efter vi begyndte at tale sammen igen, opbyggede jeg en ny kærlighed til ham, men denne gang en kærlighed til den person, han var blevet til og er nu, og den kan ikke sammenlignes med det jeg tolkede som kærlighed, da vi var  i det gamle forhold. Håber det kan forstås. Men kærlighed kan være en rigtig grim følelse, der  kan få os til at handle med hjertet og ikke fornuften, for derefter at blive såret eller i dit tilfælde jordet fuldstændigt. Og så er det vigtigt ikke, og jeg gentager IKKE at lade medlidenhed spille en rolle. Den faldt jeg i mange gange, før jeg tog mig sammen til at stå fast og tage ansvar på mit eget og vores søns liv. Men det er altid let at råde om det og 1.000.000 gange sværere at følge rådet

ja det er jo nok det bedste.. det er bare lige det med at tage skridtet han smider os ud af lejligheden, når jeg fortæller ham at jeg har fået nok, og så står jeg med min datter og intet sted at bo det bliver jo super hårdt.. og så skal vi i statsamtet og alt muligt jeg ved at han ikke giver sig uden kamp.. og jeg vil sku ikke have en 7/7 ordning.. det forvirrer da kun vores datter..

Anonym skriver:

ja det er jo nok det bedste.. det er bare lige det med at tage skridtet han smider os ud af lejligheden, når jeg fortæller ham at jeg har fået nok, og så står jeg med min datter og intet sted at bo det bliver jo super hårdt.. og så skal vi i statsamtet og alt muligt jeg ved at han ikke giver sig uden kamp.. og jeg vil sku ikke have en 7/7 ordning.. det forvirrer da kun vores datter..

Det er ikke dig, der skal tage den i statsamtet. Du forklarer ham at du ikke vil have de er alene sammen og hvorfor. Accepterer han ikke det, er det ham, der må tage den videre i statsamtet, og de ser på barnets tarv, og vurderer hvad der skal ske. Og her har du intet at frygte. Det bliver højst til samvær under opsyn og på dine præmisser. Mht. boligsituationen var jeg så heldig at have en rigtig støttende familie, så flyttede hjem til min mor og stedfar ½ års tid indtil jeg fik mit eget. Ellers kan kommunen måske hjælpe med opskrivning på en evt akutliste. Men det afhænger af hvilken kommune man bor i.  

Først en stor krammer til dig

Det er sgu træls at stå i sådan en situation, men kan kun råde dig til, ligesom de andre, at flytte fra det fjols!

Det vil med garanti blive hårdt fra du tager beslutningen, og til det hele er faldet på plads. Men når først det er ovre, vil du uden tvivl blive glad for det. Du og din datter fortjener, og kan få et bedre liv uden ham.

Smut smut smut og tag jeres barn med..

Anonym skriver:

ja det er jo nok det bedste.. det er bare lige det med at tage skridtet han smider os ud af lejligheden, når jeg fortæller ham at jeg har fået nok, og så står jeg med min datter og intet sted at bo det bliver jo super hårdt.. og så skal vi i statsamtet og alt muligt jeg ved at han ikke giver sig uden kamp.. og jeg vil sku ikke have en 7/7 ordning.. det forvirrer da kun vores datter..

har du ikke familie eller noget du kan bo hos indtil du finder noget andet??

og så bare pak de vigtigeste ting og skrid... det er ikke godt for hverken dig eller din datter at blive i det forhold...

Er der ikke noget der hedder krisecentre? Eller venner /familie??

Han HAR VALGT hvad HAN vil...-hvad vil DU??

Er det der med "far der har misbrug og mor der ikke mener hun er bedre værd. "- ER DET DET DU VIL LÆRER DIN DATTER?????? AT HUN IKKE ER BEDRE VÆRD?????????????

FAT MOD!!!!!!!!!!!