Sagen er den at jeg lige har sendt en opsigelse på vores lejlighed, og det er en meget mærkelig fornemmelse...
Jeg har en meget attraktiv lille lejlighed på gågaden i min by, elsker den og har gjort det fra start. Elsker at vide hvad jeg har af rådighedsbeløb hver måned, og at der ikke kan komme nogen uforudsete udgifter. Elsker at det tager mig 10 min at cykle på job, at jeg ikke behøver lære at køre bil (igen) og at det er nemt at handle ind...
MEN! Nu har jeg jo fundet manden i mit liv, er blevet gift med ham og vi venter en søn i slutningen af august... Min mand har altid gerne ville være husejer - hvor jeg altid har foretrukket at være lejer, kende mine udgifter og have friheden til at flytte uden at skulle ofre en formue på hussalg...
Nu er situationen sådan at min bror købte et hus på landet lidt uden for min barndomsby, som han toalt istandsatte for nogle år siden. Min far fik så (endelig!) en erstatning ifht en gammel arb skade, der gav ham mulighed for at købe huset, da min bror og svigerinde besluttede at bygge et nyt fra grunden. Min far har så fået lavet de allersidste småting ved huset, så det er ABSOLUT tip-top istandsat, og der skal intet laves udover en klat maling i stue/køkken/gang.
Min far har ikke råd til at sidde i huset og leve det liv han ønsker (han er LIVSNYDER) når han bliver folkepensionist, og ville derfor sælge. Vi fik naturligvis buddet først, hvilket jeg sagde blankt NEJ til pga økonomi, og slet ikke kunne overskue at diskutere.
Min far og bror/svigerinde snakkede så lidt sammen, og meldte ud at de simpelthen ikke kunne se hvorfor vi ikke skulle have råd til at sidde i huset. Vi lagde så et buget (min mand var jo meget interesseret, og kunne da være sjovt at se), og banken sagde at det så fino ud...
Jeg har så bare stadig svært ved at overskue hvordan vi skal få det hele til at løbe rundt... Jeg er kæmpe tryghedsnarkoman/kontrolfreak, og kan slet ikke overskue hvordan vi skal få råd til en opsparing når Noah kommer til verden. Og det synes jeg at man SKAL have, med hus og 2 biler (der er nødvendige for at vi kan komme på arbejde).
Men, nu bliver det så sådan, jeg lukker øjnene og tager et af mit livs chancer her.... For selvom jeg er utryg, bliver jeg jo nød til at tænke positivt.
Fordelene ved at købe huset er, at jeg får et arveforskud der dækker udbetalingen, og de penge vi ikke kan låne i kreditforeningen, låner jeg rentefrit af min far. Var ved advokaten i går, så alt det tekniske er der ved at være styr på. VED godt at vi er ekstremt forkælede, og det er meget favorable vilkår at købe hus på.
Officielt overtager vi først huset d 1/11, men min far synes at vi skulle se at komme af med lejligheden og så flytte op i huset så vi kunne spare nogle penge der... Håber så at hytten her er udlejet pr d 1/7 (uha, det er lige om lidt!) Han får nemlig måske snart en lejlighed, og det er jo tosset at huset står tomt - og når han ikke at få den, har vi det skønt sammen allesammen, og der er masser af plads.
Endvidere vil jeg jo skrækkeligt gerne tættere på min bror/svigerinde og de unger de forhåbentlig snart får lov at adoptere - og min far selvfølgelig.
Elsker det område jeg voksede op i, og vil gerne give mit barn mulighed for at nyde den skønne natur der er derude. Og ønsker selvfølgelig at han får en have at lege i og masser af plads at boltre sig på... Det vil han få i huset...
Som min bror påpegede, så er huskøb jo i virkeligheden en slags pensionsopsparing... Det hjalp også med at få mig overtalt, kan jo godt se logikken.
Uha, ved slet ikke hvad jeg ville med det her indlæg... Tror jeg måske har behov for at høre om jeg er den eneste der har det svært med at låse mig økonomisk på den her måde, og hvilke overvejelser andre gjorde sig i forbindelse med første huskøb?
Ville blive meget glad hvis der var nogen der ville dele lidt ud af deres erfaringer 
