Jeg tillader mig lige at skrive anonymt, da jeg af hensyn til alle parter, ikke skal genkendes.
Men ja... Kender I det at savne en person så meget, at det gør ondt helt ind i hjertet?
Sagen er den, at jeg igennem flere år har arbejdet som model og derfor også har fået en masse kontakter. Igennem dette arbejde, mødte jeg en fotograf, intet unormalt i det, men han har rørt mig dybt. Vi "klikkede" med det samme og det udviklede sig hurtigt, til mere end et professionelt samarbejde. Vi kunne snakke om alt og forstod hinanden, som kun få gør.
Kontakten stoppede brat, da hans kone sagde stop. Fair nok, det måtte jeg leve med.
For 2 år siden, kontaktede han mig igen. Han tænkte tit på mig og håbede jeg havde det godt. Vi snakkede sammen et par uger og så var der noget i mig der sagde stop. Det ville gøre for ondt, endnu en gang at "miste" ham. Jeg var en kujon, ignorerede ham og tænkte at "ude af øje - ude af sind" ville fungere...men nej.
Jeg savner ham, MEGET. Helt slemt er det dog blevet efter at jeg drømte om ham. Vi mødte hinanden igen, gennem arbejde og var tilbage ved det gamle og hvor var jeg glad. Lige så skuffet var jeg dog, da jeg vågnede. ØV! Og nu er han i mine tanker hele tiden. Jeg savner venskabet og "vores verden". Jeg har flere gange været ved at skrive til ham, men nej, det fører ikke til noget positivt i længden.
Andre der har lignende oplevelser og hvordan kom I videre?
Anmeld
