Jeg går tit og tænker tanken om at der måske nok kommer en ny mand ind i mit liv.. MEN MEN MEN... Jeg tør ikke... Er så bange for at finde en der er pædofil, man høre jo så tit om det efterhånden... Og jeg er så bange for at finde en der kunne finde på at pille ved min datter. Jeg vil give min datter den bedste barndom, gode minder, tryghed, kærlighed, nærhed, ja alt det der høre sig til en dejlig barndom... (men hvem vil ikke give sit barn den bedste start på livet?)
Jeg har det bare sådan at så er det bedst at være alene.. Jeg har været alene med hende siden hun blev født, jeg valgte at gå fra faren inden hun blev født, så hun ikke skulle igennem bruddet.
Jo jeg kan sagtens savne det at have en at hygge sig med, men jeg er bare så bange for at finde den forkerte.. Vil jo ha en der vil acceptere os, en der vil elske min datter, for hvis man vil elske mig, må man elske hende også. Det tror jeg da også er meget normalt... Men igen, er bare så skide bange for at finde en der ikke er ordenlig... Og jeg vil ikke finde en der bare smutter ud af vores liv efter et par år, det skal være en der vil blive sammen med mig.. Men det er jo ikke nemt heller. For kærlighed har jo aldrig en garanti. Jeg troede da også at min eks-kæreste var ham jeg skulle blive gammel med, men jeg holdte pludselig op med at elske ham, og valgte derfor at vi ikke skulle være sammen længere..
Jeg har en anden eks-kæreste som ville være rigtig god for mig at have, og han er stadig helt væk i mig (har han været siden vi var 15-16år), han har sagt at han vil vente på mig i flere år hvis det var det der skulle til, men jeg har ikk følelser for ham, men ind i mellem kan jeg godt tænke, om man ikke kan lære at elske en anden, for jeg ved at jeg ville få det godt sammen med ham, han er rigtig god til børn og har selv en datter.
Er det normalt at have det sådan som jeg har det ?
Undskyld hvis det er lidt rodet...
Anmeld
