Min første fødselsberetning
Min første fødsel i 2008 var en dårlig oplevelse for mig, min kæreste og mit barn. Jeg fødte midt i den store strejke, hvilket betød at der var nedsatte ressourcer og at man som fødende var mere overladt til sig selv. Jeg blev sat i gang 15 dage efter termin og 5 timer senere startede mine veer. Kraftige, seje veer af 1 minuts varighed med 3 minutter imellem. Jeg gik hjemme i dyb koncentration uden at min kæreste og jeg kunne tale sammen. Det var som om pauserne mellem veerne forsvandt. Efter 6 timer kunne jeg mærke at de tog til og jeg var ved at være lidt træt. Jeg følte, at jeg havde brug for hjælp, og vi tog ind på sygehuset. Kl. var 23 om aftenen og jeg fik en ’sovepakke’, nogle piller som skulle få min krop til at slappe af. Jeg havde udvidet mig 1 cm. Vi blev lagt ind på fødestuen, hvor der var et soveværelse hvor vi kunne sove. Jeg kan huske jeg tænkte: SOVE???? Man kan da ikke sove. Jeg havde brug for hjælp. Jeg følte slet ikke, jeg vidste hvad jeg skulle stille op med den krop, der bare kørte sit eget løb. Smerterne var ved at være så trættende og hårde at jeg havde svært ved at koncentrere mig om dem.
Vi var overladt til os selv inde på fødestuen. Der var ikke en jordemoder inde hos os de næste 7 timer. Dette var sikkert p.g.a. strejken. Men vi følte os overladt til os selv i en situation, hvor vi egentlig havde brug for hjælp. Problemet for os var også at vi ikke havde den fjerneste idé om hvad man egentlig kunne bede om. Måske var vi for ydmyge. Det var som om alle bare ventede på at min krop skulle levere varen, inklusiv mig selv. Jeg vidste snart ikke længere hvad jeg skulle foretage mig for at kunne håndtere de voldsomme smerter, som bare bankede igennem min krop.
Da jordemoderen, efter 20 timers arbejde, tog vandet kom der en ve, som overrumplede mig med en smerte jeg slet slet ikke kunne styre. Den var så kraftig, så stikkende og voldsom at jeg måtte skrige. Jeg blev bange og tænkte om det virkelig kunne passe? Kan jeg ikke klare det her? Hvorfor? Hvad skal jeg gøre? Hvad gør jeg forkert? Hjælp mig? Jeg fik epidural og vedrop. Men ingenting skete. Jeg udvidede mig ikke.
Pludselig faldt mit barns hjertelyd ved hver ve og jordemoderen blev bekymret og lægen kom. Min kæreste var nede at hente mad. Han havde ikke spist i 20 timer nu og vi havde ikke mere mad med. Da han kom tilbage lå jeg helt forvirret med iltmaske på og 5 læger rundt omkring mig. Jeg var bange. Bange for hvad der skulle ske. Bange for at mit barn skulle dø. Vi havde 2 år tidligere oplevet en spontan abort i tredje måned, og den følelse af at miste blev vakt til live igen. Jeg græd. Jeg forstod ikke hvorfor min krop ikke ville føde. Jeg blev bedøvet og kunne ikke mærke min krop fra halsen og ned. Pludselig fik jeg en fornemmelse af ikke at kunne trække vejret. Man havde givet mig for meget bedøvelse så det nederste af mine lunger var bedøvet og det var derfor enormt anstrengende at hive luften ned i lungerne. Jeg fik ilt. Jeg følte min krop fløj rundt på operationsbordet idet de ’river’ mavemusklerne op. Pludselig hørte jeg en lille bitte kort gråd og lægerne der havde stået og hevet i mig sagde: ”Nååå hvor er han fin”. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det. Jeg lå og var lam og kunne ikke trække vejret og var sindssygt tørstig. Jeg så ham ikke. Jeg fornemmede at han blev ført bort. Jeg skubbede til min kæreste at han skulle gå med.
Pludselig sad mit barn der, svøbt i tæppe med hue på hos min kæreste. Jeg kunne ikke løfte mine arme og række ud efter ham. Jeg havde heller ikke umiddelbart lyst til det. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg var tørstig. Jeg var ked af det. Jeg var glad. Jeg var bange. Jeg ville bare op at stå og ud. Udenfor hvor solen skinnede og der var varmt. Kort tid efter blev vi kort ind på opvågningen. Her lå jeg og skreg på vand og vejr. Jeg drak og drak og drak. Jeg kastede op. Jeg drak mere og jeg kastede mere op. Jeg havde ikke haft mit barn hos mig endnu. Jeg var lam. ”Vil du ha’ ham”, spurgte min kæreste. ”Nej, jeg kan slet ikke finde ud af hvordan”. ”Jeg kan jo ikke tage ham”. Efter to timer blev han lagt på mig og han begyndte at sutte. Jeg kunne stadig ikke tage ham med mine arme. De hang ned langs kroppen. Min krop var så brugt. Jeg havde følt mig som en ko der kælvede. Min krop var et redskab, et hylster der havde huset dette barn, der nu igen begyndte at tære på min trætte, lammede krop. Jeg forstod det ikke.
Jeg var ikke rigtig glad. Jeg var træt og ked af det. De næste par dage begyndte jeg at få følelsen tilbage i min krop og arret i maven gjorde frygtelig ondt. Jeg kunne ikke gå, ikke løfte, ikke sidde ikke stå. Efter en dag blev vi ’smidt’ ud. P.g.a. strejken havde de ikke kapacitet til at huse os. Så vi blev sendt hjem med en dårlig fødselsoplevelse, et smertende sår i maven og en mor der var frygtelig uforstående og ked af det hele. Jeg kom ud i en depression, uden jeg vidste det. Og grundet strejken var der ingen sundhedsplejerske der kunne opdage det. Men jeg græd og græd. Hver dag. Var det sådan at få et barn? Har hørt man er lykkelig og forelsket? Jeg fik en følelse af hjemve, når jeg kiggede på mit barn.
Mit barn ville til brystet konstant, hvilket resulterede i sår, revner og blod i gylpen. Det var så smertefuldt. Men igen havde vi ikke nogen at spørge. Da jeg fik mit andet barn, fandt jeg ud af at jeg simpelthen ikke har haft mælk nok til det stakkels barn, det har været så sulten. Hvilket jeg også senere fandt ud af ofte er hvad der sker hvis man har en fødselsdepression, ja så løber mælken bare dårligere, langsommere eller slet ikke. I 6 måneder ammede jeg mit barn med sår og revner. Herefter gik det over og begyndte nu at være noget vi begge to nød. Han blev ammet i i alt 11 måneder. Jeg kom ovenpå igen. Men kunne også se i mødregruppen at jeg havde et anderledes forhold til mit barn. Ikke at jeg elskede ham mindre. Men jeg var bare ikke helt så begejstret som de var.
Efter min anden fødsel kan jeg se hvor stor en betydning det har om man har en god fødselsoplevelse eller ej.
