Vælger at stå anonym fordi der er nogle herinde fra der kender mig og som også er venner med mig på fb.
Det kunne jo egenlig gå så godt og det gør det nok også men alligevel ser jeg sort.
Jeg er opgivende fordi jeg føler mig svigtet og alene.
Jeg er begyndt at have et forhold til mit barns far igen, det går også okay selvom vi nogen gange stadig er efter hinanden men alligevel skal jeg altid bede om at han gør tingene. Selv når det handler om vores barn. Alt indkøb, økonomi, hjemme, jamen alt hænger på mig. og jeg får hele tiden smidt i hovedet at forskellige folk at jeg kommender rundt med ham og m.m. jamen når han ikk selv kan se at tingene skal gøres.
Samtidig skal jeg passe min skole da jeg ikk ønsker at gå hjemme på KH længere, men det er SÅ pokkers svært for mig jeg sidder med 3 opgaver som jeg ikk kan se mig ud af men som nok virker logisk for dem som har nemt ved det. Jeg føler mig flov!
Men jeg har intet hjælp fra nogen omkring mig og problemet ved fjernundervisning er at der kan gå dage før man får et svar. Men fjernundervisning er min ENESTE mulighed for at ku klare at gå i skole. Men når det er Så for bitter svært og uden hjælp så heller opgive?
De sidste knap 3 mdr er der lavet en § 50 undersøgelse på mig, jeg skulle have været afsted idag og læse deres rapport igennem men de har rykket det yderliger nu er det først Tirsdag og selve afgørelsen er først om over en uge 
Jeg er død nervøs selvom de hele tiden har sagt at det gik fint og det kun var små ting jeg lig sku se på. Men jeg stoler ikke på dem og slet ikk på min sagsbehandler der kender mig fra dårliger tider og aldrig har ønsket at jeg sku få et barn.
Jeg ønsker bare gern at der skal komme ro på og jeg kan få noget hjælp til mine opgaver. Når mine opgaver er løst kan jeg gå på ferie og få styr på alle de andre små ting som jeg slås med.
Ved ikk hvor jeg vil hen med det her men min tristhed vandt og jeg ville bare ud med det og høre fra andre at det er okay.
OBS: Jeg får allerede psykolog hjælp for at få ro på..
Anmeld
