øh, et naturligt forhold til døden kommer vist ikke af at nogen laver noget forskning. Det tror jeg ihvertfald ikke på.
Min mor har selv et meget afslappet forhold til døden og hun tog mig med til min første begravelse da jeg var omkring 3 år. Det var en gammel damen, som jeg ikke var følelelsmæssig forbundet med, men som jeg havde besøgt dagen før hun døde (hun var gammel, men ikke syg og døde 'pludesligt') Så jeg vidste hvem hun var, men var ikke ked af det. Det var en super god introduktion til begravelser og død. Min mor har altid talt åbnet om det, og det samme gør jeg med vores børn.
Min mand har et meget anstrengt forhold til døden og forbinder det med noget ubehageligt og væmmeligt. Vores børn har også været med til div. begravelser, netop for at give dem tryghed ved at kende ritualerne, give dem et rum hvor de kan få sagt ordentlig farvel osv. Da oldefar døde (som de holdt meget af) valgte jeg også at de skulle se ham død. Vi tegnede tegninger til ham og plukkede nogle blomster og gav ham det hele. Så sad vi og 'snakkede ' med ham og fik sagt tak for alle de dejlige jule og fødseldsdagsgaver han havde givet dem, og vi snakkede om at nu var han oppe i himlen hos Gud, og at når vi engang skulle dø, så var oldefar der allerede til at tage imod os og vise os vej (som en af ungerne sagde: jamen hvor ligger himlen henne? der kan jeg ikke selv finde hen. Men det var jo slet ikke nødvendigt for oldefar skal nok komme og vise vej. Han ved jo godt hvor det er nu. Vores børn var 2,4 og 6 år da han døde.
Jeg tror det handler meget om at turde se døden 'i øjnene' og acceptere sin egen død. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg håber da inderligt at jeg har rigtig mange år tilbage her på jord sammen med mine børn og kære.
Det du startede med at spøger om var om 'vi' troede på ånder. Nej det gør jeg ikke, hvis du mener ånder der åbner og lukker skabsdører m.v.
Anmeld
