Jeg skriver lige som ano da jeg er i tvivl om mine ungers far læser med herinde.
Nå, men i dag da jeg skulle med toget, faldt jeg i snak med en fyr. Det var tilfældigt, da min datter charmede ham på vej ind i toget.
Vi sludrede frem og tilbage i 25 minutter, indtil jeg skulle af. Om alt muligt, hovedsageligt om børn. Jeg har to og han havde en søn på 6 år.
Vi snakkede virkelig godt sammen og nu sidder jeg her i de sene aftentimer og tænker "Hvorfor pokker gav du ham ikke dit nummer??"
Måtte bare lige ud med det, kender I det med at dunke sig selv i hovedet over at forspile det der måske kunne være chancen for et fantastisk venskab og/eller mere end det? DUMT! 


Anmeld