Til dem der har aborteret

Min rigtig gode veninde har lige aborteret i dag Jeg vil gerne vise hende at vi tænker på hende, så har tænkt på at sende hende og kæresten en blomst, men er det at gnide salt i såret?

Mine forældre sendte en blomst, da vi havde mistet, og mine svigerforældre kom med en lysdekoration - og det var virkelig det sødeste - blev simpelthen SÅ glad, så synes bestemt ikke det er at gnide salt i såret...

Tror tværtimod hun vil blive glad for hun har en veninde som dig

Vi fik også en masse blomster sendt via Interflora. Jeg var glad for det. Det viste at folk tænkte på os, uden at være for påtrængende.

Tusind tak for svar, det er hermed afgjort at de får en flot buket i  morgen.

Anonym skriver:

Tusind tak for svar, det er hermed afgjort at de får en flot buket i  morgen.

Send dem bare en blomst Det er en fin måde.

Anonym skriver:

Min rigtig gode veninde har lige aborteret i dag Jeg vil gerne vise hende at vi tænker på hende, så har tænkt på at sende hende og kæresten en blomst, men er det at gnide salt i såret?

Jeg ville have været rigtig glad for en blomst dengang jeg mistede.

Det jeg dog var gladest for var dem der gad lægge øre til alle mine frustrationer og havde respekt for min sorg.  Man behøver ikke forstå hvordan det føles, men bare acceptere det.
Min bedste beskrivelse er at det jo ikke bare er et foster man mister, det er lige så meget den fremtid man ser foran sig. Man skal lige pludselig se en helt ny fremtid og skal gå den tunge vej at informere alle om aborten.

Jeg havde brug for at andre huskede hvad vi havde været igennem og også spurgte hvordan det gik efter en måned.

Vi oplevede ca. to måneder efter aborten at et familiemedlem fornærmet sagde at vi jo ikke var med til deres påskefrokost. Jeg var grædefærdig. Den s... kunne ikke engang kunne huske at vi lige den dag var på sygehuset i fuld gang med at miste vores ønskebarn.

Det er nu 6 år siden og det er da stadig en lille sorg dybt inde i mig. Selv om den ikke fylder så meget mere. Og selv om jeg siden har fået to børn.

fru-nielsen skriver:

Jeg ville have været rigtig glad for en blomst dengang jeg mistede.

Det jeg dog var gladest for var dem der gad lægge øre til alle mine frustrationer og havde respekt for min sorg.  Man behøver ikke forstå hvordan det føles, men bare acceptere det.
Min bedste beskrivelse er at det jo ikke bare er et foster man mister, det er lige så meget den fremtid man ser foran sig. Man skal lige pludselig se en helt ny fremtid og skal gå den tunge vej at informere alle om aborten.

Jeg havde brug for at andre huskede hvad vi havde været igennem og også spurgte hvordan det gik efter en måned.

Vi oplevede ca. to måneder efter aborten at et familiemedlem fornærmet sagde at vi jo ikke var med til deres påskefrokost. Jeg var grædefærdig. Den s... kunne ikke engang kunne huske at vi lige den dag var på sygehuset i fuld gang med at miste vores ønskebarn.

Det er nu 6 år siden og det er da stadig en lille sorg dybt inde i mig. Selv om den ikke fylder så meget mere. Og selv om jeg siden har fået to børn.

 Det kunne have været mig som skrev det der, næsten.. lige bortset fra at det ikke var en påskefrokost.. og så var det ikke på selve dagen

  til TS:

Smuk tanke, du må være en alletiders veninde

fru-nielsen skriver:

Jeg ville have været rigtig glad for en blomst dengang jeg mistede.

Det jeg dog var gladest for var dem der gad lægge øre til alle mine frustrationer og havde respekt for min sorg.  Man behøver ikke forstå hvordan det føles, men bare acceptere det.
Min bedste beskrivelse er at det jo ikke bare er et foster man mister, det er lige så meget den fremtid man ser foran sig. Man skal lige pludselig se en helt ny fremtid og skal gå den tunge vej at informere alle om aborten.

Jeg havde brug for at andre huskede hvad vi havde været igennem og også spurgte hvordan det gik efter en måned.

Vi oplevede ca. to måneder efter aborten at et familiemedlem fornærmet sagde at vi jo ikke var med til deres påskefrokost. Jeg var grædefærdig. Den s... kunne ikke engang kunne huske at vi lige den dag var på sygehuset i fuld gang med at miste vores ønskebarn.

Det er nu 6 år siden og det er da stadig en lille sorg dybt inde i mig. Selv om den ikke fylder så meget mere. Og selv om jeg siden har fået to børn.

Vil helt bestemt også lægge øre og skulder til når de bliver klar til at tale om det, havde virkelig også glædet mig på deres vegne, da de er de første i vores nærmeste vennekreds der skulle have et barn. Har selv en på snart 2 år, så det kunne da have været så dejligt med en lille ny baby i vennekredsen