Kan blive så irriteret!

Hej! Ja, som overskriften lyder, kan jeg blive så irriteret! Jeg kan selv huske hvordan det var, da jeg var gravid første gang - alle de venner man mistede kontakten til, dem som ingen børn havde.

Jeg har en veninde som fødte en pige i okt. sidste år, og jeg syns´ *****, jeg har gjort alt, hvad jeg kan nu for at bevare kontakten til hende. Skriver eller ringer hver/hveranden dag. Men konstant kommer hun med undskyldninger eller grunde til, hun ikke kan mødes til en kop kaffe eller andet

Yderligere med en anden veninde som blev mor i marts i år - okay, hende bærer jeg lidt mere over med, da jeg selv kan huske "hvor meget", jeg havde tid til, da Stella var 3 mdr. gammel, men altså; er det for meget forlangt at man bare tager telefonen? hende ringer jeg også ofte til, og hører hvordan det går, spør´ om hun skal ha´ hjælp til noget, men enten svarer hun ikke eller også kommer hun også med lange søforklaringer om hvorfor jeg ikke lige kan kigge ud den og den dag?!

Jeg vil jo heller ikke stoppe kontakten, men hvorfor er det mig som altid skal ta´ initiativ?

 Diana & Stella og julefisen

Isabeau skriver:

Hej! Ja, som overskriften lyder, kan jeg blive så irriteret! Jeg kan selv huske hvordan det var, da jeg var gravid første gang - alle de venner man mistede kontakten til, dem som ingen børn havde.

Jeg har en veninde som fødte en pige i okt. sidste år, og jeg syns´ *****, jeg har gjort alt, hvad jeg kan nu for at bevare kontakten til hende. Skriver eller ringer hver/hveranden dag. Men konstant kommer hun med undskyldninger eller grunde til, hun ikke kan mødes til en kop kaffe eller andet

Yderligere med en anden veninde som blev mor i marts i år - okay, hende bærer jeg lidt mere over med, da jeg selv kan huske "hvor meget", jeg havde tid til, da Stella var 3 mdr. gammel, men altså; er det for meget forlangt at man bare tager telefonen? hende ringer jeg også ofte til, og hører hvordan det går, spør´ om hun skal ha´ hjælp til noget, men enten svarer hun ikke eller også kommer hun også med lange søforklaringer om hvorfor jeg ikke lige kan kigge ud den og den dag?!

Jeg vil jo heller ikke stoppe kontakten, men hvorfor er det mig som altid skal ta´ initiativ?

 Diana & Stella og julefisen

Kan godt forstå, at du synes det er træls.. Men måske du skal vente på, at dine veninder tager kontakt til dig?!

Kan godt forstå, at du synes det er træls.. Men måske du skal vente på, at dine veninder tager kontakt til dig?!

 

Ja, det har jeg overvejet, men vil bare ikke ha´ de tænker som jeg gjorde dengang, jeg lige havde fået Stella - at ingen gider snakke med mig

Men jo, måske jeg skulle give dem en "tænkepause"?

Isabeau skriver:

Ja, det har jeg overvejet, men vil bare ikke ha´ de tænker som jeg gjorde dengang, jeg lige havde fået Stella - at ingen gider snakke med mig

Men jo, måske jeg skulle give dem en "tænkepause"?

I mine øre lyder det som om, at du har gjort dit.. Så måske du skal lade dem savne dig lidt?!

Isabeau skriver:

Hej! Ja, som overskriften lyder, kan jeg blive så irriteret! Jeg kan selv huske hvordan det var, da jeg var gravid første gang - alle de venner man mistede kontakten til, dem som ingen børn havde.

Jeg har en veninde som fødte en pige i okt. sidste år, og jeg syns´ *****, jeg har gjort alt, hvad jeg kan nu for at bevare kontakten til hende. Skriver eller ringer hver/hveranden dag. Men konstant kommer hun med undskyldninger eller grunde til, hun ikke kan mødes til en kop kaffe eller andet

Yderligere med en anden veninde som blev mor i marts i år - okay, hende bærer jeg lidt mere over med, da jeg selv kan huske "hvor meget", jeg havde tid til, da Stella var 3 mdr. gammel, men altså; er det for meget forlangt at man bare tager telefonen? hende ringer jeg også ofte til, og hører hvordan det går, spør´ om hun skal ha´ hjælp til noget, men enten svarer hun ikke eller også kommer hun også med lange søforklaringer om hvorfor jeg ikke lige kan kigge ud den og den dag?!

Jeg vil jo heller ikke stoppe kontakten, men hvorfor er det mig som altid skal ta´ initiativ?

 Diana & Stella og julefisen

Hejsa,

Jeg forstår virkelig det du siger,men måske skal den gribes an påen anden måde. Tænker på hende din veninde der fødte i oktober - de lange søforklaringer er for dig søforklaringermen det kan være hendes måde at undslippe på - da hun måske slet ikke kan få sig selv tilat sige:Jeg orker det ikke.

Forstået påden måde at selvom det er længe siden at hun er blevet mor kan det være at hun slet ikke kan overskue det.

Det var bare en tanke - jeg synes du på en pæn mådeskalkonfrontere hende meddet - sige at du bliver så ked af detda du føler det som en afvisning og du egentlig gernevil have afklaring på om jerse venskab er slut eller om det er fordi hun bare ikke orker det. hvis venskabet er slut så giverdetjo sig selv - men hvis hun ikke orker det - så mødhende hvor hun er og sig fx  - jamen vi kommer hjem til dig og jeg har dethele med, en kage og kaffe på termokande:0)

Håber i finder ud af det - det her var kort lige mine tanker:0)

Det her er lidt komisk.

Inden jeg fik barn, var jeg altid den som tog kontakt til folk.

Da jeg fik barn, der tog jeg stadig kontakt til folk, bare ikke i samme grad som før. Men synes bestemt ikke at jeg "blev kedelig og indelukket" af at have barn - selvom jeg havde meget at se til, og energien langt fra var på det højeste.
En af mine veninder ringede til mig og skældte mig ud over at jeg ALDRIG ringede mere til hende - min søn var knapt 2 måneder gammel (og havde kolik).
Men forsikrede hende om at jeg da ikek havde glemt hende, men det var altså også mig som primært havde stået for kontakten før. ;-)

Generelt så går der længere tid imellem at jeg kontakter folk - ligesom at der går længere imellem at de kontakter mig - men vi har travlt med hver vores liv, hvadenten det er med børn, uddannelse eller arbejde (eller for mit vedkommende, alle 3 dele på en gang).

Nå men det komiske er så at den føromtalte veninde nu har fået barn - og jeg hører næsten ikke fra hende mere.. ;-) og i de første 2 måneder hørte jeg intet - der ringede jeg til hende. (altså foruden "jeg har født" beskeden og så et billede).

Så jeg regner med at hun nu kan se hvordan det var for mig dengang - selvom hendes trold er noget af det nemmeste og gladeste væsen ever - i modsætning til min kolik-ramte hidsigprop :-P

(kære veninde - hvis du læser med - misforstå mig ikke og læs det ikke så hårdt - jeg holder jo stadig af dig )

Valle81 skriver:

Hejsa,

 

Jeg forstår virkelig det du siger,men måske skal den gribes an påen anden måde. Tænker på hende din veninde der fødte i oktober - de lange søforklaringer er for dig søforklaringermen det kan være hendes måde at undslippe på - da hun måske slet ikke kan få sig selv tilat sige:Jeg orker det ikke.

 

Forstået påden måde at selvom det er længe siden at hun er blevet mor kan det være at hun slet ikke kan overskue det.

 

Det var bare en tanke - jeg synes du på en pæn mådeskalkonfrontere hende meddet - sige at du bliver så ked af detda du føler det som en afvisning og du egentlig gernevil have afklaring på om jerse venskab er slut eller om det er fordi hun bare ikke orker det. hvis venskabet er slut så giverdetjo sig selv - men hvis hun ikke orker det - så mødhende hvor hun er og sig fx  - jamen vi kommer hjem til dig og jeg har dethele med, en kage og kaffe på termokande:0)

Håber i finder ud af det - det her var kort lige mine tanker:0)

Præcis min tanke..

Kan også være at de bare synes det er rigtig møghamrende hårdt at være mødre og derfor ikke kan overskue noget.

Jeg har selv haft svært ved at kapere min bedste veninde der har 2 børn, efter jeg selv har fået min søn. Jeg elsker hende ikke mindre, men pt. fungerer det bare rigtig godt, at vi snakker meget i tlf. sammen og ikke ses så ofte, da jeg ikke kan overskue at hendes 2 skal være "over det hele". Det er blevet meget bedre efter min dreng er blevet lidt større og jeg er sikker på at som tiden går og min dreng kan mere og mere selv, så kommer vi til at ses rigtig meget igen.

Og så er der jo nogle mødre der bare bliver "fyldt op" af deres børn og derfor ikke føler et behov for at være sammen med andre end deres lille baby.

kamtok skriver:

Præcis min tanke..

Kan også være at de bare synes det er rigtig møghamrende hårdt at være mødre og derfor ikke kan overskue noget.

Jeg har selv haft svært ved at kapere min bedste veninde der har 2 børn, efter jeg selv har fået min søn. Jeg elsker hende ikke mindre, men pt. fungerer det bare rigtig godt, at vi snakker meget i tlf. sammen og ikke ses så ofte, da jeg ikke kan overskue at hendes 2 skal være "over det hele". Det er blevet meget bedre efter min dreng er blevet lidt større og jeg er sikker på at som tiden går og min dreng kan mere og mere selv, så kommer vi til at ses rigtig meget igen.

Og så er der jo nogle mødre der bare bliver "fyldt op" af deres børn og derfor ikke føler et behov for at være sammen med andre end deres lille baby.

Præcis, så godt skrevet. Sådan er det at blive mor - nogle veninder er "nemmere" at være sammen med end andre. Ikke fordi man holder mindre af demmen pga de omstændingheder der kan være.

Jeg har fx også en veninde som jeh holder så meget af - men hun bor i sådan et monster pænt hjem og er meget pernitten med sit hjem og det er meget klinisk - det respekterer jeg - men det gør også at vi ikke kommer på besøg derude da jeg simpelthen ikke orker at rende rundt efter Anton og begrænse hans færden fordi han ikek må sætte fedtede fingre på vægge og vinduer eller røre ved fjernbetjening osv:0)