Jeg har altid haft et ambivalent forhold til min far og hans familie. Det skyldes dels en ubehagelig opvækst med alkohol og overgreb, som jeg har været udsat for, når jeg har været hos ham. Og dels er det en familie af knudemennesker, der elsker at gå og bagtale alle, de er smålige og egocentrerede og kan ikke fordrage hvis nogen skiller sig ud fra mængden. Stikker man hovedet for langt ud for de rammer, de finder er passende, får man det klippet af, i overført betydning selvfølgelig...
Jeg kan faktisk ikke fordrage at komme der, og hver gang vi skal på besøg der, eller forventer besøg derfra, er jeg sur og deprimeret i dage eller uger i forvejen, og bundulykkelig efterfølgende. Havde det kun stået til mig, havde jeg fravalgt dem allesammen, for jeg er træt af al den energi jeg bruger på at være sur og ked af det, hver gang jeg har noget med dem at gøre. Men jeg er hans eneste barn, (og gudskelov for det), og jeg har aldrig nænnet at afbryde kontakten af hensyn til min farmor. Og så har jeg vel heller ikke rigtigt turdet, fordi jeg ved hvor ubehageligt det ville blive for alle parter. Og nu, efter jeg selv har fået børn, er det blevet endnu mere vanskelligt, for jeg ved at mine børn, er hans og resten af familiens eneste børnebørn/oldebørn. Og hugger jeg snorerne over, så mister de noget meget værdifuldt. Men på den anden side, vil jeg heller ikke have, at de får mine børn på ferie de næste mange år, for mine børn skal ikke vokse op med traumer over de her forfærdelige mennesker, når de stadig er så små, at de ikke kan forsvare dem selv med den konstante dårlige stemning og hakkeri som altid er i den familie. Og da mine børn bliver opdraget til at være små unikaer, kan jeg levende forestille mig, hvordan de ville få det på en uges sommerferie hos morfar!!
Ja, han drikker ikke mere, men jeg stoler bare stadig ikke på ham, eller han kone for den sags skyld, og det er en konflikt, jeg ved vil komme snart, når de bliver ved med at ønske børnene på ferie...
De lever nærmest for at give mig dårlig samvittighed, og stikpiller og spydigheder er hverdagskost hver gang jeg er sammen med dem. Jeg ønsker jo selvsagt at have mindst muligt med dem at gøre, jeg ringer til min gamle farmor et par gange om måneden, og til min far ind imellem, og det er kun af pligt. Så det skorter aldrig på stikpiller over at jeg ikke er mere interesseret i dem. Men på den anden side, er det jo heller ikke sådan at de selv lige kommer forbi. Okay, de bor langt væk, men alligevel.
Nu var jeg så til en rund fødseldag i familien i weekenden. Jeg havde jo så en månedstid i forvejen gået og iført mig panser og taget mig sammen for at møde hele menageriet med oprejst pande - igen.
Vi sidder så midt i hovedretten, og da min far har rejst sig og er gået ud at ryge, åbner min stedmor munden, - jeg havde vel dårligt vekslet ti ord med hende i løbet af aftenen, - og nærmest hvæser, at min far altså var meget syg, at han havde tabt 15 kg på to måneder og ikke ville spise, og at han havde en tid hos lægen her i maj... Og at jeg jo nu selv måtte bestemme om jeg syntes jeg ville have mere med ham at gøre, for nu fralagde hun sig ethvert ansvar, og så måtte det være op til min egen samvittighed. Underforstået, at han højst sandsynligt har mavekræft, (som min farfar også døde af) og at de venter sig det værste af lægebesøget... Jeg smiler venligt og beder hende gentage det, da der jo er en del støj, og jeg nægter at tro på, hvad jeg lige har fået serveret. Men jojo, det var det hun sagde. Avs... lige ind mellem sidebenene.
Jeg ved godt, det er egoistisk, men jeg syntes det var uforskammet at få det overleveret på den måde.
Min første tanke var, åhnej, jeg holder ikke til at miste en 'far' til til kræft. Min elskede stedfar, som har været min 'rigtige' far, døde for tre år siden af samme sygdom.
Og nu, hvor jeg har sundet mig lidt og tænkt over det, er der en masse tanker, der flyver rundt. Og det er forfærdelige tanker, for ud over at jeg selvfølgeligt har ondt af ham, og dem allesammen, er lettelse over måske at kunne slippe for dem allesammen, absolut til stede. Og det må man jo selvfølgeligt ikke tænke.
Og så tænker jeg over hendes ord, om at jeg selv måtte bestemme om jeg ville have mere med ham at gøre, hvis det nu viser sig at han har kræft og skal dø. - selvfølgeligt underforstået, at det skal jeg da, - Det spurgte jeg mig selv om i dag, og ved I hvad, det vil jeg ikke.
Jeg tror ikke han kommer til at dø lykkeligere, af at jeg åbner munden og lægger kortene på bordet, og det ville jeg gøre, hvis jeg skulle sidde som den kærlige datter ved hans sygeseng...
Jeg vil selvfølgeligt støtte dem, så godt jeg kan, men det vil være en lettelse og ikke en sorg når det engang er overstået...
Det er selvfølgeligt en masse hvis og såfald tanker, som man siger. Viser det sig, at han ikke er syg og ikke skal dø, hvilket jeg selvføgeligt håber for ham, og at han må have mange gode år tilbage. Ja, så er det stof til eftertanke, - måske skulle jeg bare kappe de tråde og leve mit eget liv, for helt ærligt, hvad får de ud af at have en som mig....
