Lidt hjælp søges

Jeg har lige haft en stor konflik med min datter og vil gerne høre om jeg har handlet forkert og i så fald hvordan jeg ellers kunne ha håndteret den.

Min datter er 7 år og er ret kvik og velformulerende. Jeg beder hende så om at pakke hendes kuffert ud som har stået længe uden at blive pakket ud. Hun siger at hun ikke gider at gøre det, at det må jeg gøre. Forklare hende, at her i huset hjælpes vi ad med tingene og jeg forventer at hun i det mindste pakker hendes egen kuffert ud - jeg stod i øvrigt også lige midt i maden (som jeg nu har afbrud indtil jeg er faldet lidt ned)

Hun nægter at gå ind på værelset og pakke den ski'' kuffert ud og jeg begynder så småt at fortryde at jeg har bedt hende om det lige nu, for hun er måske træt og ja hvad ved jeg. Men i hvert fald siger jeg at hun efter jeg har talt til 3 skal været at finde på sit værelse. Men hun sidder bare møg provokerende at stirre på mig og da jeg når til tre går jeg hen og tager fat i hendes arm og vil følge hende derind. Med det resultat at tøsen smider sig på gulvet (?? forstår slet ikke at hun opfører sig sådan) Jeg får med møje og besvær løftet hende ind på værelset og siger at hun ikke skal forlade det igen før kufferten er pakket ud. Så begynder hun at kaste med hendes armbånd hvortil jeg siger, at det ikke nytter noget, for det bliver som jeg har sagt. Så går hun gud hjælpe mig hen og tager fat i min arm med den ene hånd og slå mig JA slår mig med den anden. Så går fanden i mig og jeg bliver rigtig vred og MEGET overrasket. Løfter hendes kuffert ned at senge og sætter hende der i stedet og så er det det mest forfærdelige sker..... jeg råber af hende hvad dælen det er hun gør og nu er hun jo helt selv skyld i at alt det sjove må være slut. Lukker hendes dør med endnu en bemærkning om at jeg ikke vil se hende før kufferten er pakket ud og at jeg er meget vred over at hun slog for, for det vil jeg simpel hen ikke finde mig i.

Jeg forventede nok at hun blev rigtig ked - for ærligt, så råbte jeg vist unødvendigt højt af hende. Men blev bare så ked og vred og nok allermest overrasket. Men hun ligger heldigvis ikke og græder, men derimod igang med at pakke kufferten ud - hvilket overrasker mig meget.

Men nu sidder jeg så her og er SÅÅ ked af at jeg råbte af hende. Hvordan kunne jeg ha håndteret denne konflikt?

Hejsa, 

Nu har jeg ikke selv børn, så kender ikke den følelse du har stået med over for dit barn der har slået dig.. 

Men med min pædagogiske baggrund vil jeg mene du har håndteret det rigtigt lige ind til at du råbte af hende.. 
Tænker det der er sket er at du nåede at reagere inden du fik samlet dig efter hun slog dig..

Jeg vil mene du burde have fortalt hende præcis hvad du gjorde bare uden at råbe..

Hvad angår den kuffert så kunne hun måske få en konsekvens ved ikke at pakke hendes kuffert ud.. Så kan du tag fjernsyn fra hende ind til det var gjort el noget andet hun er glad for.. Men jeg mener at børn skal lærer at de valg de tager har konsekvenser.. Det er den verden de kommer til at opleve når de bliver større, så på den måde lærer man dem også om livet på samme tid.. 

Men lige nu tænker jeg at i nok skal have en snak.. For der er da nok sandsynlighed for at din datter har reageret ind ad til i stedet for ud ad til.. At hun lukker det inde i sig selv, og det er på ingen måde sundt.. 
Så jeg tænker, at når du er faldet til pas ned, at du skal tag en snak med hende om at det var forkert af dig at råbe af hende, men at det er vigtigt at hun ved at når nogen slå så kan man blive meget ked af det.. Og at man i det hele taget ikke må slå andre, for så bliver man ked af det/sur.. Det er vigtigt at i er fælles om tingene i jeres hjem, og man skal hjælpe hinanden.. Forklare hende at intet kommer af sig selv.. Jeg ville mene at hun er i en alder hvor hun sagtens kan forstå det.. Og synes kun det er rigtigt at du giver hende nogle pligter/at hun hjælper til, såsom ved at pakke sin kuffert ud

Jeg håber det hele arter sig, men hun at få snakket ud med hende, så hun kommer ud med det.. For hun er nok lidt i chok over din reaktion, da hun nok ikke er vandt til at du reagere på den måde.. 

Held og lykke med det

Anonym skriver:

Jeg har lige haft en stor konflik med min datter og vil gerne høre om jeg har handlet forkert og i så fald hvordan jeg ellers kunne ha håndteret den.

Min datter er 7 år og er ret kvik og velformulerende. Jeg beder hende så om at pakke hendes kuffert ud som har stået længe uden at blive pakket ud. Hun siger at hun ikke gider at gøre det, at det må jeg gøre. Forklare hende, at her i huset hjælpes vi ad med tingene og jeg forventer at hun i det mindste pakker hendes egen kuffert ud - jeg stod i øvrigt også lige midt i maden (som jeg nu har afbrud indtil jeg er faldet lidt ned)

Hun nægter at gå ind på værelset og pakke den ski'' kuffert ud og jeg begynder så småt at fortryde at jeg har bedt hende om det lige nu, for hun er måske træt og ja hvad ved jeg. Men i hvert fald siger jeg at hun efter jeg har talt til 3 skal været at finde på sit værelse. Men hun sidder bare møg provokerende at stirre på mig og da jeg når til tre går jeg hen og tager fat i hendes arm og vil følge hende derind. Med det resultat at tøsen smider sig på gulvet (?? forstår slet ikke at hun opfører sig sådan) Jeg får med møje og besvær løftet hende ind på værelset og siger at hun ikke skal forlade det igen før kufferten er pakket ud. Så begynder hun at kaste med hendes armbånd hvortil jeg siger, at det ikke nytter noget, for det bliver som jeg har sagt. Så går hun gud hjælpe mig hen og tager fat i min arm med den ene hånd og slå mig JA slår mig med den anden. Så går fanden i mig og jeg bliver rigtig vred og MEGET overrasket. Løfter hendes kuffert ned at senge og sætter hende der i stedet og så er det det mest forfærdelige sker..... jeg råber af hende hvad dælen det er hun gør og nu er hun jo helt selv skyld i at alt det sjove må være slut. Lukker hendes dør med endnu en bemærkning om at jeg ikke vil se hende før kufferten er pakket ud og at jeg er meget vred over at hun slog for, for det vil jeg simpel hen ikke finde mig i.

Jeg forventede nok at hun blev rigtig ked - for ærligt, så råbte jeg vist unødvendigt højt af hende. Men blev bare så ked og vred og nok allermest overrasket. Men hun ligger heldigvis ikke og græder, men derimod igang med at pakke kufferten ud - hvilket overrasker mig meget.

Men nu sidder jeg så her og er SÅÅ ked af at jeg råbte af hende. Hvordan kunne jeg ha håndteret denne konflikt?

Det er ok at råbe...så bare tag det roligt.

Pigebarnet havde lige et hvalpeoprør og du har trukket grænsen og at det så blev med STORE bogstaver er helt ok...du skal ikke være ked af det.
Her i huset er der igennem årene også blevet talt meget højt ind imellem og det har virket..og så er den potte ude.
Det er sjældent vi gør det, men når det så sker, så virker det også.

Senest var et ordenligt bedstemor-brøl til barnebarnet, da hun teede sig rædselsfuldt, og som hendes papfar sagde, så lignede hun en, der var ved at tabe håret..især da jeg slog hårdt i bordet samtidigt.
At din datter opførte sig rædselsfuldt over for dig, er sikkert trængt ind med syvtommersøm, og hun ved nu, at sådan gør man ikke.
Men hun skulle jo lige prøve grænsen af og se hvor langt hun kunne gå, og det gør de af og til.
Så op med hovedet...du har intet forkert gjort.

Kærligst
Sussie

Tak for jeres svar. Min datter kom ud fra værelset da hun havde pakket kufferten ud. Jeg kunne nemt se på hende, at hun var flov over at ha slået mig. Jeg forklarede hende, at det gjorde mig ked og vred da hun slog mig - men mest ked. Det kunne hun godt forstå. Sagde til hende, at det selvfølgelig ikke var ok, at jeg råbte af hende og tog fat i hende da jeg satte hende op på sengen. Men at jeg gjorde det fordi jeg blev vred. Men fik forklaret hende at selv om jeg blev sur så var det selvfølgelig ikke ok, at jeg råbte af hende. Det virkede som om, hun godt kunne forstå min reaktion men gjorde også klart at hun ikke havde lyst til at snakke om det. Det måtte jeg så fortælle hende, at hun blev nødt til. For jeg vil ikke have, at hun ikke hører efter hvad jeg siger og at det er meget vigtigt at vi hjælper hinanden. Håber det har haft en effekt, så konflikten trods alt har givet noget og ikke har været forgæves at jeg tog kampen. For suk! det var en hård omgang.