Frygten

Hvordan kan det være at den glædelige nyhed om at man er blevet gravid hurtigt bliver erstattet med frygten for at miste barnet? I stedet for egentlig at nyde sin graviditet?

Jeg ved ikke med jer, men lige nu har jeg allermest lyst til at tiden går rigtig hurtigt, i hvert fald til når jeg er i uge 13 og kan vide mig helt sikker på at alt er vel.

Er der andre som vil dele råd eller frustrationer er i meget velkomne :-)

5+5

Jeg tænkte ikke så meget på det de alm hverdage da jeg arbejde og mine tanker gik med det, men lige så snart jeg skulle lytte hjerte lyd eller scannes bed jeg mig selv i tungen og turte næsten ikke se for tænk nu det bar virkelig hårdt inden i og ens tanker fløj afsted, men er da mor til verdens dejligste vildbasse

Krebsen88 skriver:

Hvordan kan det være at den glædelige nyhed om at man er blevet gravid hurtigt bliver erstattet med frygten for at miste barnet? I stedet for egentlig at nyde sin graviditet?

Jeg ved ikke med jer, men lige nu har jeg allermest lyst til at tiden går rigtig hurtigt, i hvert fald til når jeg er i uge 13 og kan vide mig helt sikker på at alt er vel.

Er der andre som vil dele råd eller frustrationer er i meget velkomne :-)

5+5

Frygt og bekymring vil fra nu af være en fast følgesvend...men du vælger fokus...at vente sig og få børn er et tveægget sværd...og det er til den dag man ikke er her mere, det er jeg sikker på.

Så fokuser på glæden frem for alt det negative...

Knus og tillykke medd en kommende baby..

Tusind tak for jeres svar og interesse :-)

Eva: Tror du har ret i at bekymringen nok aldrig forsvinder, det er jo som du siger til den dag man dør!

Jeg glæder mig i hvert fald til at gå en dejlig tid i møde, må fokusere på det positive :-)

Da vi ventede vores første søn, gik vi til fødselsforberedelse som jo er en ganske god ting at gøre.

Der hørte vi så en af gangene om alle de komplikationer og deres symptomer der kan opstå under graviditeten.

Inden for ganske kort tid, havde min kæreste oplevet samtlige af de beskrevne symptomer vi var blevet introduceret til.

Ved næste fødselsforberedelse, kunne vi konstatere at alle der havde været til det foregående møde havde oplevet symptomerne for komplikationer.

Tror det er meget naturligt, det er noget man glæder sig til og den største frygt er at miste det. Så derfor er man mere obs på alt hvad der ikke virker normalt, det gælder både mor som far. Når vores snarlige datter har været for stille i sin mors mave for længe, så bliver jeg som far da også bekymret. Og det er selv om det er barn nr. 2.

Sir William skriver:

Da vi ventede vores første søn, gik vi til fødselsforberedelse som jo er en ganske god ting at gøre.

Der hørte vi så en af gangene om alle de komplikationer og deres symptomer der kan opstå under graviditeten.

Inden for ganske kort tid, havde min kæreste oplevet samtlige af de beskrevne symptomer vi var blevet introduceret til.

Ved næste fødselsforberedelse, kunne vi konstatere at alle der havde været til det foregående møde havde oplevet symptomerne for komplikationer.

Tror det er meget naturligt, det er noget man glæder sig til og den største frygt er at miste det. Så derfor er man mere obs på alt hvad der ikke virker normalt, det gælder både mor som far. Når vores snarlige datter har været for stille i sin mors mave for længe, så bliver jeg som far da også bekymret. Og det er selv om det er barn nr. 2.

Hvad var de symptomer hun oplevede? Og generelt kan du huske hvad I fik af vide? Nu har jeg jo lige fundet ud af jeg er gravid så er sikker på at alle svarene nok skal komme før eller senere men man har vel lov til at være på forkant :-)

Det er godt nok mange år siden - William er 4½ år - men det var blandt andet manglende aktivitet, smerter og så fremdeles. Dette kunne være symptomer på forgiftning og andre ting.

Kan huske at jeg en aften blevet ringet hjem, fordi at han ikke havde været aktiv i længere tid. Så måtte jeg prikke lidt til maven, så var han aktiv rigtig længe endda. Han fik sig bare en god gang søvn.

Så det er ganske naturligt at være bekymret og heller ikke hvis du pludselig har små blødninger eller smerter, det er som regel bare tegn på at kroppen er ved at tilpasse sig dit barns vækst.

Det mest alvorlige der skete under den første graviditet, var åreknuder/blodpropper i benene, det blev så klaret med Imohep som er ganske uskadeligt for barnet.

Tror faktisk ikke de underviser i komplikationerne mere.

Jeg kan så godt nikke genkendende til din tankegang ... da jeg ventede min den første, var jeg selfølgelig OVERLYKKELIG - hun var virkelig et ønskebarn... - men samtidig var jeg så humørsvingende og gnaven det meste af graviditeten igennem, fordi jeg var så bange for at der ville gå noget galt eller at barnet fejlede noget.

Jeg havde endda så lidt tiltro til at alt var som det skulle være, at jeg ikke engang havde barnets første sæt tøj med til fødslen .... jeg kunne simpelthen ikke forestille mig at jeg fik et barn med hjem (og så vidste jeg selvfølgelig at man fik hospitalstøj derude, men alle vil vel gerne have deres barn i deres eget tøj efter fødslen) ..... og når jeg tænker tilbage, hvor var det bare fjollet at være så bange, alle scanninger var jo perfekte og hun var en sund og dejlig pige, da hun kom til verden.

Nu er jeg gravid med mit andet barn og er i 17. uge ..... kunne se mig selv gentage mit bekymrede mønster i starten af graviditeten, dog faldt der en stor sten fra mit hjerte efter en vellykket nakkefoldsscanning. Og håber at jeg er mere rolig omkring det hele denne gang istedet for at male fanden på væggen ..... man bør jo nyde det og bruge tiden til at glæde sig til det lille mirakel der er i vente. men du må holde hovedet koldt indtil nakkefoldsscanningen og når du har fået at vide at alt ser fint ud, så må du prøve at tænke lidt mere positivt ... selvom det kan være svært nogengange ..

Men for at se bekymringen i et positivt lys, må vi jo huske på at vi har denne store bekymring, fordi vi allerede tidligt under graviditeten føler en stor kærlighed til det her barn ... og derfor er bange for at miste det ....... og det er vel et tegn på at man er nogle kommende kompetente forældre, som allerede på et så tidligt stadie, ser vores kommende barn som det dyrebareste vi har.

Rigtig meget held og lykke med graviditeten  

Hej 

Ja det er frustrende. De to streger man bare bliver så glad over, for så at havne i bekymringer. I min første graviditet bekymrede jeg mig fra start til slut og det ærger man ikke bare nød det. Det gik jo så fint. Anden gang endte det i en spontan abort og nu er jeg gravid for tredie gang i uge 21 og begynder at nyde det lidt mere.

Den første tid bekymrer man sig om barnet nu bliver derinde og om scanningerne viser et sundt barn. Så langt så godt er jeg nu, men bekymrer mig dagligt om alt muligt. Hvis den ikke er aktiv nok derinde, hvis jeg har spist noget der kunne være potentielt skaldeligt og det jo næsten umuligt at arbejde med for det kan jo nærmest være alt. Specielt den der listeriabakterie trækker tænder ud havd angår bekymring for den kan jo være overalt, så hvis jeg bliver i tvivl om jeg nu vaskede tomaterne og agurken godt nok eller kødet nu også fik nok i ovnen, så kan jeg bruge resten af dagen på at spekulere på det.

Så tænker jeg på for tidlig fødsel eller andre scenarioer der kan gå galt. Også fysiske ting som at falde, ramme maven mv. Ja har opgivet at blive bekymringsfri gravid, men formår alligevel at nyde det på en eller anden måde. Når baby pludselig sparker og rumler rundt derinde og jeg tænker på at det jo nok er sidste graviditet, da vi kun ønsker to børn, så nyder jeg hvor hyggeligt det også er at være gravid. For det er da helt fantastisk at have et liv inde i maven og selvom et barn medfører bekymringer for livstid, så synes jeg altså alligevel man bliver bedre til at tackle det med tiden. Min første søn er 8 og jeg nyder ham da langt mere end jeg bekymrer mig. Synes det er sværere i graviditeten fordi man på nogen måder føler sig lidt mere magtesløs. 

Så mit råd til dig er at acceptere det er svært at ligge bekymringerne helt væk, men sandsynligheden for at det går godt er trods alt langt større end sandsynligheden for noget går galt. Men ved godt det er langt lettere sagt end gjort. 

Håber du får en dejlig graviditet uanset bekymringer 

Krebsen88 skriver:

Hvordan kan det være at den glædelige nyhed om at man er blevet gravid hurtigt bliver erstattet med frygten for at miste barnet? I stedet for egentlig at nyde sin graviditet?

Jeg ved ikke med jer, men lige nu har jeg allermest lyst til at tiden går rigtig hurtigt, i hvert fald til når jeg er i uge 13 og kan vide mig helt sikker på at alt er vel.

Er der andre som vil dele råd eller frustrationer er i meget velkomne :-)

5+5

tro mig du bliver ikke mindre bekymret af du når de 12 uger.. er selv 13+1 og er ved at gå til over at tænke på, hvad nu hvis ? jeg har ikke set den lille siden uge 9 og er meget bekymret for om alt stadig er som det skal være... skal til NF scanning i næsten uge så der får jeg forhåbelig svar.. hel og lykke til dig og tillykke med den lille baby