Jeg står i den situation, at jeg har en dele datter på 10 år, hendes far og jeg gik fra hinanden da hun var 2 år.
Vi har altid kommunikeret fint, der har aldrig været problemer. Jeg har en ny kæreste, som jeg har været sammen med i 6 år, og heller ikke på denne front har der været problemer i forhold til min datters far.
Min datters far har så fundet en ny kæreste, de har boet sammen i knap et år. Der er i og for sig ingen problemer når min datters far og jeg skal kommunikere uden hun er til stede.
"Problemerne" opstår så snart min datters stedmor er til stede, ja i og for sig kan man jo diskutere om der er problemer - eller om det blot er noget jeg skal se imellem fingre med. Min datters far og jeg (og til tider min nye kæreste) er vant til at følges ad til forskellige arrangementer i forbindelse med min datter. Jeg har i denne forbindelse flere gange forsøgt at kommunikere med min datters nye stedmor, men hun reagerer overhovedet ikke når ejg spørger hende om noget, hun hilser ikke hvis jeg møder hende, hun vender ryggen til mig hvis hun kan komme til det. Ja i det hele taget lader hun mig, på sin helt egen måde vide, at hun INGEN kontakt ønsker med mig.
Jeg har faktisk forsøgt og forsøgt og forsøgt at få et godt forhold til hende, men hun vil åbenbart ikke vide af mig. Jeg synes det er et problem, jeg ved egentlig ikke helt hvorfor jeg synes det er problem, men jeg tror det kommer sig af at jeg gerne vil lære en at kende, som er næsten lige så tæt på min datter som jeg selv er.
Er jeg naiv, når jeg tror at vi kan have et familieforhold, som vi havde inden hun kom ind i billedet? Skal jeg bare glemme det, og accepterer at intet bliver som inden hun kom ind i billedet? Skal jeg blive ved med at forsøge, eller skal jeg bare accepter at hun ikke vil kommunikere med mig?
Jeg forventer ikke at vi bliver bedste veninder, men jeg havde nok en forventing om at vi kunne snakke om løst og fast når tiden var til det...
