Når det er manden der vil have barn

-og kvinden der ikke vil.

Når manden holder øje med hvilken tid på måneden det er,og hun ikke gør.

Når manden kommer med hentydninger til barnevogne,navne,gravide mave osv,-og hun ikke gør.

Når manden fortæller at det er hans største drøm,men ikke hendes, hvad vil i råde det par til at gøre?

gøre op med dem selv, om der findes en fælles løsning, - ellers må de opløse det parforhold, og se at komme videre med deres liv og en ny partner, der vil det samme som dem selv....

Hvad vil du anbefale den fælles løsning at være?

jamen, det er jo ikke til at sige for en udenforstående. I må jo se på hvorfor den ene part ikke vil have børn. Er det pga. af noget psykisk såsom angst, er det fordi det bare er et dårligt tidspunkt, men ville være bedre senere, eller er der en anden årsag til det. Kan der på nogen måde gøres noget ved det??

Er der fysiske årsager til det, er man bange for forandringer med ens krop under graviditet, eller fødsel, kunne I måske overveje at søge adoption i stedet.

Ønsker den ene part ganske simpelthen ikke børn, og det er det der er formålet med livet for den anden, ja, så tror jeg ikke I hører sammen, hvor glade I så end er for hinanden.

kh charlotte

Jeg tænker at i måske sat jer ned og fik en snak og hvad jeres mål var inden for det næste stykke tid.. Om han evt kunne sætte ønsket om en baby lidt på stand by og du måske kunne rykke lidt tættere på? En kompromiløsning.. 

Men hvis i hver har jeres drømme og ønsker om den kommende tid, så bliver det rigtig svært.. Så er spørgsmålet om i ikke er for forskellige.. 

Jeg vil dog hel klart anbefale at man fandt et kompromi.. Især hvis alt andet imellem jer el er i orden, hvilket det virker til, da du ikke nævner andre problematikker.. 

Hmmm... Vi talte rigtig meget om det... Jeg ville nemlig ikke have børn, og slet ikke nu!

Men min mand (daværende kæreste) har altid gerne ville have børn. Han pressede mig ikke på nogen måde, og gjorde det helt klart at jeg var vigtigere end et barn, hvis han skulle vælge...

Det gjorde at vi fik en masse gode snakke om emnet, og jeg fik sat ord på al min bekymring, og tilsidst turde springe ud i det. 

I dag er jeg i uge 21, og kan stadig have panik-følelsen i ny og næ. MEN! Jeg kan snakke med min mand om det, og jeg er sikker på at vi kan klare det sammen, på en god måde. Jeg glæder mig det meste af tiden til vi bliver en lille kernefamilie, og selvom manden ikke lægger skjul på at han gerne vil have en eller to mere, lægger jeg heller ikke skjul på at det ikke er noget jeg kan garantere at jeg er med på.... 

Anyway, for mit vedkommende handlede det om at jeg var rædselsslagen for at blive som min egen mor, der ikke var en specielt god én af slagsen. Jeg var bange for at min mand ikke var bevidst om at man ikke får et barn uden konsekvenser - kvindens krop ændrer sig, humøret, overskuddet, sexlysten, plus den økonomiske frihed bliver temmelig indskrænket...

Kan kun opfordre til samtale, samtale OOOOG lidt mere samtale, og hvis ikke i  kan nå til enighed.... Tja, så må det jo gå galt. Men så har I i det mindste gjort en indsats...

Kan kun tilslutte mig de andres kloge ord; det handler om at snakke, snakke og snakke lidt mere om det.

I denne situation er spørgsmålen jo også; vil kvinden aldrig have børn eller er hun bare ikke klar lige nu. Og hvor gamle er parret?

Jeg har det meget som Holbæktrunten; jeg var selv den der trak tiden mens min mand næsten har været "skruk" siden vi mødtes og han har aldrig lagt skjul på at han ville have børn. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig rigtig klar, og for bare 6-7 år siden var jeg i hvert fald helt sikker på at jeg aldrig skulle have børn - noget man rigtig ofte hører - men man kan jo skifte mening (også selvom man ikke tror det nu).