Jeg havde regnet med at angsten blev væk under denne graviditet, da jeg ikke var blevet ramt af den endnu... Men nu er den her, og jeg er total fucked! Efter en hård morgen med et barn i trodsalderen, der skreg hele morgenen over tandbørstning, indsmøring i solcreme, forkerte bukser, forkert jakke..ja alt, brød jeg sammen da far var kørt afsted med hende. Og jeg tudbrølede!
Hjem kom far igen og vi skal have vasket i dag, tre maskiner bliver det til efter sortering. Han mukker over det, og jeg siger at vi SKAL have vasket i dag, da hun jo skal have tøj på kroppen. Det eneste jeg kræver af ham er at gå med i kælderen med det. Jeg sorterer, sætter maskinerne i gang og hænger op, selv om jeg faktisk ikke MÅ hænge det op pga. bækkenet.
Det er også altid mig der tager morgenerne med vores skat, undt. dengang jeg slet intet kunne.
Jeg forklarer ham meget, hvorfor tingene skal gøres osv., og det bliver han meget irriteret over, men jeg føler også jeg er én stor undskyldning, når jeg forklarer sådan. Men jeg gør det nok, fordi han ikke er så god til at høre efter. Kattebakken skal også tømmes, hvilket jeg heller ikke må. Han får det bare ikke gjort, og jeg skal gå og sige det til ham konstant. Jeg ved han er træt af det, men hvorfor så ikke bare få det overstået, tænker jeg.
Hvad pokker gør jeg forkert? Skal lige siges at han også er deprimeret for tiden, men nogle gange føler jeg også at han bruger det lidt som en undskyldning. Han siger, han ikke kan sove, men han tager Ipad'en med i seng, så jeg synes jo heller ikke rigtig han prøver. Når han lægger sig til at sove falder han i søvn indenfor en halv time... Han sover om dagen hver dag, og sidder længe oppe om aftenen/natten. Værst var det her i weekenden, og jeg har altså brug for at han også hjælper med vores skat, især i weekenden. og så er han blevet så sur. Før var han langt nede, men han var ikke sur. Er det måske en reaktion på at de nye piller han får suplerende til de andre han for, måske er begyndt og virke, og han nu viser følelser? Er bare ikke rart at blive skældt ud/vrisset af hele tiden, når jeg åbner munden.
Jeg tror at angsten rammer mig nu, fordi min egen sædvanlige depression har været under optræk længe nu, men jeg har undertrykt det, og så er det bare kommet med fuld styrke nu, efter en weekend med en trodsig datter, og en mand der ikke gider.
Vi har én mere på vej og nu frygter jeg pludselig, at jeg ikke magter det, og at jeg kommer til at stå med ungerne selv. Han laver mad hver dag, det elsker han og han rydder også op, men jeg mangler altså det at jeg selv kan også, for jeg mangler krogene i ved og rydde op og smide ud, og have MIT system.
Puha, jeg synes det er HÅRDT nu både i krop og psyke... Men når alt kommer til alt er det altså værst med psyken.
Anmeld
