Ture marie. :'(

Åh altså hvor jeg er træt af alt det her.. Har faktisk haft en helt okay weekend med kæresten. Vi har passet min venindes datter på 2½ år og det har været super hyggeligt.. Vi afleverede hende så igen igår aftes, og det var egentlig lidt dejligt, for så vidste jeg at søndagen, kunne vi bruge på bare os selv..

Men idag gik det hele bare galt.. Vågner ALTID omkring kl 8 i weekenderne, og det gjorde jeg jo self. også idag.. Kæresten plejer at sove til en 12-13 stykker, så blev glædeligt overrasket da han stod op kl 09.30.

I en times tid sad vi bare begge og så lidt tv og han lå og roede lidt med sin computer.. Fair nok. Jeg beslutter mig så for at gå ned for at se om der er vasketid i eftermiddag, så jeg kunne få vasket tøj og få gjort lidt rent..

Da jeg kommer op igen er jeg i et fantastisk humør nok pga. det gode vejr. Jeg spøger så kæresten om han ikke vil med ned i haven og nyde det lækre vejr, og han siger jo.. (Men bliver dog siddende med computeren.) Jeg begynder at så gå og gøre lidt rent imens jeg venter på at han er klar til at gå med derned. Lige pludselig spøger han om vi ikke skal se en film vi har snakket længe om at se sammen,  hvor jeg så svare at det synes jeg ikke vi skal for det er jo så dejligt vejr uden for og jeg har virkelig meget lyst til at vi skal bruge noget tid med hinanden.. Det svare han så ikke rigtig på og jeg forsætter rengøringen i soveværelset..

Da jeg så kommer ind i stuen igen kan jeg se at han sidder og ser film på sin computer.. Jeg spøger så om vi ikke skulle ud og nyde vejret hvor han siger at han ikke gider alligevel. Bliver faktisk rigtig ked af det fordi jeg hele weekenden havde set frem til at vi skulle bruge noget tid på hinanden..

Jeg siger så til ham at vi da alligevel godt kan se den film vi havde snakket om hvis han meget gerne ville se film, mest bare for at lave noget SAMMEN.. Men niks, det vil han ikke for nu er han jo begyndt på at se en anden..

Jeg føler mig mere og mere rastløs og går så ind i soveværelset og ligger mig i sengen og begynder bare at STOR tude..

Efter 10 min. kommer han så ind og spøger hvad der er galt. Jeg starter med ikke at ville fortælle ham det, da jeg nok godt selv ved at det er lidt plat at blive så såret over det. Men da han instistere på at få det at vide, fortæller jeg ham det til sidst og som jeg havde frygtet får jeg svaret: "Det er da ikke noget at tude sådan over".

Han bliver så i noget tid ved med at ligge og snakke om at han ikke kan forstå hvordan jeg kan blive så ked at det over så lidt og han siger at det er tåbeligt at jeg kan reagere sådan når han bare siger det mindste.. Han går så ind i stuen igen og jeg regnede egentlig lidt med at han kom tilbage igen, for han rejste sig bare pludselig og gik som om at han bare lige skulle hente noget at drikke f.eks.. Jeg ligger så og venter lidt i ca. 10 min. og kan pludselig høre at der bliver helst stille.. Så går jeg hen til stuen og kigger og så ligger han igen bare og ser den film der..

Jeg bliver igen utrolig såret og begynder at græde igen, men prøver denne gang at gøre det så lavt at han ikke høre det.. Da jeg så kan mærke at jeg umuligt at græde så lavt, beslutter jeg mig for at gå ud i badet ig få tudet færdigt, for det burde han da umulugt kunne høre ..

Jeg står så derude i omkring en halv time hvor tårene bare får frit løb. Pludselig kommer han derud imens han ser halvsur ud og spøger hvorfor jeg nu tuder igen..

Igen siger jeg så at jeg virkelig ikke har lyst til at snakke om det og han bliver ved  med at spørge hvorfor jeg ikke vil fortælle det.. Jeg siger så til ham at jeg ikke har lyst til at stå frem ig være ærlig og fortælle hvad der gør mig ked af det når jeg ved at han bare vil sige at det ikke er noget at tude over. Og igen bliver han ved med at køre på det der med at jeg tuder over alting og at han kke fatter det osv osv osv..

Det ender så med at han bliver sur og smækker døren imens han råber at jeg nu har novget at tude over.

Jeg ved godt at jeg er MEGET følsom og bliver utrolig ked af det mindste, og kan græde over ingenting, så snart det har noget med ham at gøre.. Men mit spørgsmål er så bare om det virkelig bare er mig der ER en tudemarie eller ???

Kan bare slet ikke finde ud af det mere.. Synes det var SÅ ydmygende at stå derude på badeværelset i sin grimme gravide krop og blive råbt af.

Havde egentlig bare lige brug for at komme ud med det hele, så TAK fordi i gad at læse med.. 

Jeg sad igennem hele dit indlæg og overvejede om du er gravid, og det fandt jeg så ud af til sidst at du er. Din reaktion er vist ret almindelig blandt gravide - jeg var i hvert fald også meget følsom, da jeg var gravid. 
Jeg gjorde rigtig meget ud af, at forklare min mand, at jeg bare ikke kunne styre det. Nu var det sjældent, at jeg blev rigtig sur eller skuffet over ham, men alligevel skulle der ikke meget til at jeg fik nogle hormonelle anfald. Jeg tror virkelig at man bliver ekstremt sårbar og måske en anelse "omklamrende" når man bliver gravid, og det er virkelig vigtigt, at I får talt igennem om det, så han ikke "trækker sig væk" fra dig eller omvendt. Hvis han har lyst til at ligge og se en film for sig selv, så lad ham gøre det. Verden går jo ikke under af at I alligevel ikke kom ud eller så film sammen. Og senere på dagen, kan du jo spørge om han har lyst til at gå en lille tur eller om I skal slænge jer sammen og se en film.

Når du er faldet ned, så prøv at tænk det hele igennem, og hvis du stadig synes at det var noget at græde over, så var der jo nok, men hvis du måske kan se at du har overreageret, så fortæl ham at du godt selv kan se det, men at du bare ikke kan styre de følelser der brager igennem kroppen på dig, og at du gerne vil have at han viser lidt "omsorg" når du får disse hormonelle anfald. 

Stort kram til dig

kamtok skriver:

Jeg sad igennem hele dit indlæg og overvejede om du er gravid, og det fandt jeg så ud af til sidst at du er. Din reaktion er vist ret almindelig blandt gravide - jeg var i hvert fald også meget følsom, da jeg var gravid. 
Jeg gjorde rigtig meget ud af, at forklare min mand, at jeg bare ikke kunne styre det. Nu var det sjældent, at jeg blev rigtig sur eller skuffet over ham, men alligevel skulle der ikke meget til at jeg fik nogle hormonelle anfald. Jeg tror virkelig at man bliver ekstremt sårbar og måske en anelse "omklamrende" når man bliver gravid, og det er virkelig vigtigt, at I får talt igennem om det, så han ikke "trækker sig væk" fra dig eller omvendt. Hvis han har lyst til at ligge og se en film for sig selv, så lad ham gøre det. Verden går jo ikke under af at I alligevel ikke kom ud eller så film sammen. Og senere på dagen, kan du jo spørge om han har lyst til at gå en lille tur eller om I skal slænge jer sammen og se en film.

Når du er faldet ned, så prøv at tænk det hele igennem, og hvis du stadig synes at det var noget at græde over, så var der jo nok, men hvis du måske kan se at du har overreageret, så fortæl ham at du godt selv kan se det, men at du bare ikke kan styre de følelser der brager igennem kroppen på dig, og at du gerne vil have at han viser lidt "omsorg" når du får disse hormonelle anfald. 

Stort kram til dig

Hej med dig..
Og 1000 tak for dit svar!
Vil lige starte med at sige at hvis det bare var fordi jeg jeg var gravid at jeg havde det sådan, men problemet er at det også var sådan inden jeg blev gravid.. Har altid været sådan, og ville SÅ meget ønskle at jeg kunne finde ud af hvorfor..

Mht. at få talt tingene igennem så er det lige præcis dér at der slår gnister.. Når vi prøver at snakke om det bliver han ved med at køre i det der med at jeg bare tuder over ingen ting, og det gør normale mennesker ikke, osv.. Og hver gang han siger det til mig, bliver jeg bare endnu mere ked af det og begynder at græde..
Har så prøvet at sige til ham at jeg gerne vil snakke med ham om det, hvis han bare kan lade være med at sige de ting der, for han ved jo godt hvad han præcis skal sige til mig for at få mig til at græde.. Han siger så også at han bare heller ikke kan ignorerre det fordi det gør ham så irreteret og sur..

Og det der du siger med at fortælle ham at det kunne være rart at han i stedet for viser lidt omsorg, det ved han udemærket godt at jeg ønsker han vil gøre, men som han selv siger så gider han ikke bare komme og trøste mig og sige at han elsker mig bare fordi jeg nu igen tuder over ingenting. (Skal siges at vi TIT har sådan nogle situationer her).

sarahb skriver:

det lyder bare som en typisk gravid/mande snak... Man er mega hormonella om manden fatter minus...

Tag det i stiv arm...

Har du helt ret i. Men som jeg skrev til kamtok's indlæg, så er det desværre ikke kun i graviditeten jeg har det sådan med at være så skide følsom.

Anonym skriver:

Åh altså hvor jeg er træt af alt det her.. Har faktisk haft en helt okay weekend med kæresten. Vi har passet min venindes datter på 2½ år og det har været super hyggeligt.. Vi afleverede hende så igen igår aftes, og det var egentlig lidt dejligt, for så vidste jeg at søndagen, kunne vi bruge på bare os selv..

Men idag gik det hele bare galt.. Vågner ALTID omkring kl 8 i weekenderne, og det gjorde jeg jo self. også idag.. Kæresten plejer at sove til en 12-13 stykker, så blev glædeligt overrasket da han stod op kl 09.30.

I en times tid sad vi bare begge og så lidt tv og han lå og roede lidt med sin computer.. Fair nok. Jeg beslutter mig så for at gå ned for at se om der er vasketid i eftermiddag, så jeg kunne få vasket tøj og få gjort lidt rent..

Da jeg kommer op igen er jeg i et fantastisk humør nok pga. det gode vejr. Jeg spøger så kæresten om han ikke vil med ned i haven og nyde det lækre vejr, og han siger jo.. (Men bliver dog siddende med computeren.) Jeg begynder at så gå og gøre lidt rent imens jeg venter på at han er klar til at gå med derned. Lige pludselig spøger han om vi ikke skal se en film vi har snakket længe om at se sammen,  hvor jeg så svare at det synes jeg ikke vi skal for det er jo så dejligt vejr uden for og jeg har virkelig meget lyst til at vi skal bruge noget tid med hinanden.. Det svare han så ikke rigtig på og jeg forsætter rengøringen i soveværelset..

Da jeg så kommer ind i stuen igen kan jeg se at han sidder og ser film på sin computer.. Jeg spøger så om vi ikke skulle ud og nyde vejret hvor han siger at han ikke gider alligevel. Bliver faktisk rigtig ked af det fordi jeg hele weekenden havde set frem til at vi skulle bruge noget tid på hinanden..

Jeg siger så til ham at vi da alligevel godt kan se den film vi havde snakket om hvis han meget gerne ville se film, mest bare for at lave noget SAMMEN.. Men niks, det vil han ikke for nu er han jo begyndt på at se en anden..

Jeg føler mig mere og mere rastløs og går så ind i soveværelset og ligger mig i sengen og begynder bare at STOR tude..

Efter 10 min. kommer han så ind og spøger hvad der er galt. Jeg starter med ikke at ville fortælle ham det, da jeg nok godt selv ved at det er lidt plat at blive så såret over det. Men da han instistere på at få det at vide, fortæller jeg ham det til sidst og som jeg havde frygtet får jeg svaret: "Det er da ikke noget at tude sådan over".

Han bliver så i noget tid ved med at ligge og snakke om at han ikke kan forstå hvordan jeg kan blive så ked at det over så lidt og han siger at det er tåbeligt at jeg kan reagere sådan når han bare siger det mindste.. Han går så ind i stuen igen og jeg regnede egentlig lidt med at han kom tilbage igen, for han rejste sig bare pludselig og gik som om at han bare lige skulle hente noget at drikke f.eks.. Jeg ligger så og venter lidt i ca. 10 min. og kan pludselig høre at der bliver helst stille.. Så går jeg hen til stuen og kigger og så ligger han igen bare og ser den film der..

Jeg bliver igen utrolig såret og begynder at græde igen, men prøver denne gang at gøre det så lavt at han ikke høre det.. Da jeg så kan mærke at jeg umuligt at græde så lavt, beslutter jeg mig for at gå ud i badet ig få tudet færdigt, for det burde han da umulugt kunne høre ..

Jeg står så derude i omkring en halv time hvor tårene bare får frit løb. Pludselig kommer han derud imens han ser halvsur ud og spøger hvorfor jeg nu tuder igen..

Igen siger jeg så at jeg virkelig ikke har lyst til at snakke om det og han bliver ved  med at spørge hvorfor jeg ikke vil fortælle det.. Jeg siger så til ham at jeg ikke har lyst til at stå frem ig være ærlig og fortælle hvad der gør mig ked af det når jeg ved at han bare vil sige at det ikke er noget at tude over. Og igen bliver han ved med at køre på det der med at jeg tuder over alting og at han kke fatter det osv osv osv..

Det ender så med at han bliver sur og smækker døren imens han råber at jeg nu har novget at tude over.

Jeg ved godt at jeg er MEGET følsom og bliver utrolig ked af det mindste, og kan græde over ingenting, så snart det har noget med ham at gøre.. Men mit spørgsmål er så bare om det virkelig bare er mig der ER en tudemarie eller ???

Kan bare slet ikke finde ud af det mere.. Synes det var SÅ ydmygende at stå derude på badeværelset i sin grimme gravide krop og blive råbt af.

Havde egentlig bare lige brug for at komme ud med det hele, så TAK fordi i gad at læse med.. 

Jeg er IKKE gravid og jeg ville også være blevet ked af det, hvis min mand havde opført sig sådan.

Nogle kvinder er bare mere følsomme end andre kvinder - og det lyder til vi begge falder i den kategori 

Du kunne måske sætte dig ned og skrive et brev, hvor du forklarer hvorfor og hvordan han gør dig ked af det, hvilke ting han siger/gør, der sårer dig, hvordan det påvirker dig og hvordan hans opførelse og ord rammer dig.

For hvis det skal fungere, skal I have forståelse for hinanden - og det kræver i dit tilfælde at din kæreste indser at det godt kan være at han ikke forstår hvorfor du er så følsom, men han er nødt til at vise hensyn til det 

Held & lykke med det hele 

Jeg er så på din mands side - hvis du sorterer alt det fra, DU tænker (han er ikke tankelæser) og føler, så står du tilbage med:

Hun: "Vil du med ned i haven i det lækre vejr"?

Han: "Ja"

Han: "Skal vi se en film sammen"?

Hun: "Det synes jeg ikke, vi skal, for det er dejligt vejr udenfor og jeg har virkelig meget lyst til at vi skal bruge noget tid på hinanden"

Hun: "Skulle vi ikke ud og nyde vejret?"

Han: "Jeg gider ikke alligevel".

Hun: "Vi kan da alligevel godt se den film, vi havde snakket om, hvis du meget gerne vil se film?"

Han: "Nej, nu er jeg jo begyndt at se den anden"

(Der er formentligt lidt anden snak også, og der er tonefald og mimik, der ikke er nævnt her, men det er det, du har skrevet, så det er det, jeg læser).

Lige umiddelbart ville jeg tolke det som en mand, der har en afslapningsdag og har tænkt sig at lave NADA og ikke gider planer for dagen og derfor er lidt tøvende overfor dine ønsker for kærestetid og "familiehygge". Han har fundet en film, han gerne vil se, og det går han i gang med, mens du reagerer på en hel masse følelser, som han ikke har skyggen af chance for at vide noget om.

Prøv at læse dit indlæg igen - hovedparten af det, du har skrevet, er ikke noget, du har sagt til manden, det er nogle følelser og tanker, idéer og ønsker, du har, og det kan han altså ikke gætte sig til...

Har ikke læst alle svar osv. men først vil jeg sige JA du er meget følsom men du skal have lov til at være som du er også skal i finde ud af en vej som funger for jer begge.

F.eks

1: hvis du gerne vil lave noget sammen med ham så sig direkte "skat jeg har brug for vi laver noget sammen hvad kunne du evt. have lyst til? jeg har evt. lyst til en tur ud i haven" og hvis han så heller vil se film så mød ham på midten og sig super skat kan vi så ikke se filmen også gå en tur ud i haven bagefter?

Og husk en mand har altså brug for alene tid, så giv ham den tid især nu inden i bliver forældre.

2: hvis det slår gnister når i skal snakke igennem så få dog raset ud, råb skrig, bank i bordet tramp i gulvet, kom ud med det hele for når i har gjordt det så er i mere afdæmpet og klar til at snakke ordenligt sammen - men husk skænderrier er ikke usunde så længe man kan finde ud af at gøre det på en ordenlig måde også man kan finde ud af at blive gode venner igen kunsten er at komme igennem det stærker end nogen siden før.

husk på hans behov er anderledes end dine så udtryk dine egne behov meget klar og spørg direkte ind til hans og husk at udvise forståelse for hans behov selvom de ligger langt fra dine - du ønsker også hans forståelse!!!

Held og lykke med det hele