Er lidt fortvivlet for tiden.
Har en veninde, som har en skøn og dejlig pige på godt 10 måneder.
Er rigtig glad for min veninde, men jeg kan ikke rigtig holde hendes kæreste ud mere. Jeg synes ikke rigtig han behandler hende ordentligt (hun har tit fortalt nogle træls ting om ham og hans væremåde), og har tit sagt det til hende, at hun skal tænke på sig selv, og først og fremmest hendes datters ve og vel!
Når de er uvenner, siger hun selv at hun har tænkt på at forlade ham, og hun var oppe hos mig og min kæreste en dag, og overnatte med hendes datter, fordi hun havde fået nok af ham. Men så snart han undskylder, står hun der som en lille hundehvalp, og nærmest undskylder overfor ham. Hun undskylder også tit det han gør, og jeg har så ondt af hende. (Jeg accepterer selvfølgelig hendes valg, lige godt hvad hun vælger), men de har tit snakket om at flytte til fyn, fordi hans familie bor på sjælland, men hendes i nordjylland, og jeg forklarer hende gang på gang, at hun skal tænke sig så nøje om, for der er ingen der kan komme med det samme, når det hele brænder på, såsom de kan nu. Men hun er virkelig helt blind overfor andres gode råd. Selvfølgelig er det deres liv, men jeg er så bange for hun tager et forkert valg for hende selv og hendes datter.
Min anden frustration er, at kæresten bestemt ikke vil røre ved en lorte-ble, så har han været alene hjemme med deres datter, er han tit kørt hjem til hendes forældre, fordi han ikke vil skifte hende. I mit hovede gør det ham bare endnu mere træls at være sammen med, for ja, en lorteble lugter sku da ikke ret godt, men det gør det da heller ikke når man selv er på toilettet, men han kan i det mindste klare ham selv, det kan hans datter ikke! Har tit prøvet at forklare ham, at det fandme er noget pjat, men han forstår intet. Men for nylig pralede han dog med, at han havde skiftet en lorteble, men at det tog ham en halv time, og han ALDRIG gjorde det igen. Jeg synes virkelig hun lader ham slippe for let, for skal hun nogle steder, er hun nødt til at tage sin datter med sig, fordi han ikke vil gøre en skid.
Min tredje frustration er omkring deres datter. De er tit hjemme hos os, i mange timer, og det er sjældent at man ser hun får skiftet en ble. Hun er altid fuld af indtørret snot omkring næsen, hendes tøj er altid beskidt af madrester osv. Jeg skifter tit hendes ble, fordi jeg simpelthen synes det er så synd hun skal rende rundt med våd ble. (Min veninde har en depression, så kan godt forstå det nogle gange er hårdt for hende, især med en kæreste der er stort set uduelig, og derfor vil jeg gerne hjælpe) Men min kæreste siger jeg skal lade dem passe deres barn, for det er ikke min pligt at hjælpe dem, og han har jo egentlig ret.
Grundet min venindes depression, er det også ret svært for hende at "komme i gang", så de har det tit meget rodet, og beskidt hjemme hos dem. (Derfor bryder jeg mig ikke rigtig om at være hos dem) Der kan nogle gange lugte så fælt, at jeg ikke kan holde det ud, men jeg kan ikke få mig til at sige noget, for jeg mener ikke det er min bekymring, men deres. Men igen, kan hendes kæreste bare give hende skylden gang på gang, det er hende der roder, hendes ting der flyder osv., selvom han er mindst ligeså stor en del af det. (De går begge to hjemme lige pt., så synes bestemt også det er hans ansvar!)
Jeg er selv gravid, og de vil begge to gerne komme med gode råd, men når jeg har det sådan med ham og deres hjem, har jeg bestemt ikke lyst til at få gode råd fra dem, men jeg kan bare ikke sige fra.
Ved egentlig ikke hvad jeg vil, andet end ud med mine frustrationer, og måske et par gode råd?
For jeg er virkelig så fortvivlet, og de fylder så meget i mit hovede hele tiden 
