Jeg er forvirret :-s

Jeg gik jo fra min kæreste for 2 måneder siden, fordi det hele bare blev så indviklet. Der var mange faktorer der spillede ind, og tror også jeg et eller andet sted kedede mig i forholdet, men jeg ved nu, at det hang sammen med, at jeg var bundet til hjemmet, fordi jeg dengang havde et rend af hjemmesygeplejersker. Det gjorde det hele så svært for mig personligt, at jeg slet ikke kunne slappe af, når han var heromme. Synes alt det der med hjemmesygeplejerskerne og det med mine smerter, bare fyldte så meget, at jeg ikke kunne rumme ham 100 %, og ikke kunne give ham det han havde brug for. Tror jeg fokuserede alt for meget på mig selv, og det har jeg da bestemt fortrudt....men lige på det tidspunkt, var det bare så svært.

Vi har holdt kontakten lige siden vi gik fra hinanden, men blot som venner. Jeg har aldrig holdt op med at elske ham, og det har derfor også gjort det svært for mig at komme videre. Prøvede noget net-dating, men jeg så kun fejl i dem jeg skrev med....og inderst inde tror jeg det havde noget at gøre med, at jeg kun gik halvhjertet ind i det, fordi jeg jo stadig elskede min x. Så jeg har stoppet med at prøve netdating, for kan bare ikke finde ud af mig selv. Synes man skal være helt afklaret, inden man begiver sig ud i sådan noget. Nåede så heller ikke længere end at skrive med en i en kort periode.

Nå men så skete der så det her til aften, at min x begyndte at ændre sin måde, at skrive til mig på. Ven blev skiftet ud med søde...og han spurgte ind til om jeg havde det godt uden ham, og at han altså savnede mig. Jeg kender ham godt nok til at vide, at han prøver på at få mig tilbage igen. men et eller andet sted, synes jeg bare ikke jeg kan tillade mig at prøve på at få ham tilbage igen, for det var jo mig der endte forholdet, mig der gjorde ham ked af det. Jeg ved ikke.....jeg ved jeg altid vil elske ham, men synes bare...har man sagt A må man også sige B. De der følelser er bare så svære at kontrollere af og til.

Ved ikke, hvad jeg ville med det her indlæg...og det lyder sikkert også som noget rod for jer. men faktum er, at jeg stadig elsker ham, mit liv var bare et rod dengang, med mange følelser jeg skulle rumme i mit hoved. Og helt ærligt...jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Han vil gerne mødes med mig igen....og det ender nok også med at vi mødes igen....men om det bliver til et forhold eller bare et venskab eller noget helt tredje, det ved jeg ikke.

tror jeg skal granske dybt dybt inde i mig selv, for at forstå mine følelser, og først når jeg har forstået dem, vil jeg mødes med ham. Fandt først ud af, hvor meget jeg egentlig elskede ham, da jeg gik fra ham....prøvede at benægte mine tanker og følelser, men det hjælper jo ikke noget. Manden er jo det sødeste af det sødest, og kunne ikke gøre en flue fortræd....forstår ikke at jeg opgav det.

Går i tænkeboks, for skal vist have styr på det tanker.

Sov godt allesammen  

Man har jo lov til at begå fejl! Det gør alle mennesker!

Synes da du skal mødes med ham og så kan du da også fortælle ham hvordan du har det med det hele, og ikke synes du kan "tillade" dig at finde sammen med ham igen pga. du sårede ham dengang...

Ja fortæl alt det du lige har skrevet her!

Og så er det altså ok at indrømme sine fejl!

TbCp skriver:

Man har jo lov til at begå fejl! Det gør alle mennesker!

Synes da du skal mødes med ham og så kan du da også fortælle ham hvordan du har det med det hele, og ikke synes du kan "tillade" dig at finde sammen med ham igen pga. du sårede ham dengang...

Ja fortæl alt det du lige har skrevet her!

Og så er det altså ok at indrømme sine fejl!

 er helt enig, sig det til ham som det er....

Enig med de 2 første... 

Hvis to mennesker elsker hinanden og har mulighed for at være sammen er det da galemathias ikke i det mindste at give det en chance... Vi begår alle fejl, og måske var denne pause hvad I havde brug for 

Hej søde ven.
Jeg har gået og tænkt meget over dit indlæg....siden jeg læste det i aftes, faktisk så meget, at jeg har drømt om dig i nat

Jeg kan godt forstå dit dilemma, men ved du hvad?
Lad være med at bruge så meget tid på at tænke over dit handikap og sygdom. Tag imod hvad livet har at give dig af kærlighed.
Din "x"-kæreste lyder jo som et deligt menneske, og jeg er helt sikker på, at han er klar over, at der vil komme perioder, hvor du ikke har så meget overskud, for han elsker dig jo som du er.
Og så så er det jeg spørger mig selv....hvorfor sige nej til at blive elsket?

Kvinde...du er jo Gudsbenådet heldig!!
Her står der en dejlig mand, et dejligt menneske, som holder af dig og som vil være der for og med dig. Det er en gave Carina og en sådan gave må man ikke fornægte sig selv, hvis man holder af det menneske.
Hvad tror du andre mennesker gør?
Selvom de er kronisk syge, så tager de da imod kærligheden alligevel, hvorfor skulle du så ikke?
Holder han af dig, jamen så vil han tage tiden sammen med dig, som de kommer, og være der for dig, når du har brug for det.
Så lyt til hjertet...grib knoglen og ring for pokker til den dejlige mand og inviter ham på middag eller kaffe..og så sæt jer ned og få talt ud.
Nu er foråret kommet, du har det bedre og tag så imod og giv kærligheden...nyd det..og lad være med at spekulere så meget.
Jeg har også dage hvor jeg ikke har overskud til så meget..ja og hvad så? Får det mig til at sparke min mand ud?
Min mand liger af en kronisk fysisk depression, men derfor tager han da med glæde imod min kærlighed.
Vel har du en sygdom, der kræver at plejepersonale i perioder skal komme og hjælpe dig....og hvad så?
Lad ham blive en del af dit liv, tage del i det, og stop med  misforstået hensynsfuldhed, han skal nok selv sige fra...og ellers, så kan I jo netop lave en aftale om, at hvis han eller du synes det bliver for meget med hinanden, så skal I frit kunne sige det.

Så kortene på bordet, åbenhed og nyd så kærligheden.

Kærligst
Sussie

Undskyld min sene tilbagemelding, men jeg har holdt fødselsdag idag, så har været helt mast

Vil lige takke for jeres svar, og det har helt sikkert sat tanker igang omkring mig selv, og hvad jeg bør ændre. Jeg er et meget tænksomt menneske, der analyserer alt, og det burde jeg egentlig stoppe med. Er blevet svigtet i nogle forhold, og det har nok sat en bremse i for mig, for kan det virkelig passe at han elsker mig? Bliver jeg trådt på følelsesmæssigt igen? Det har da bestemt også gjort det svært for mig, at åbne mig op 100 % for ham. Jeg har altid haft den holdning, at der er ingen garantier her i livet, og dette burde jeg egentlig også tænke på angående et forhold. For ingen af os ved, hvad der sker, og jeg bør jo gribe kærligheden, når den er der. Det er jo ikke hans skyld at jeg er blevet svigtet, han behøver jo ikke at være ligesom dem. Han er også ret anderledes i forhold til de andre kærester jeg har haft. Han er mere kærlig, god til at udtrykke sig og at vise hans følelser. Jeg ved at jeg ville kunne sige alt til ham, og han ville forstå det. Han var støttende og jeg var en idiot, der bare ikke kunne overskue det på daværende tidspunkt.

Vores pause har helt klart givet mig tiden til at tænke og mærke efter inde i mig selv. Og jeg ved at jeg elsker ham, og jeg ved at jeg savner ham. Det er også det der gør, at jeg ikke kan forstå, at jeg gik fra ham. Men jeg tror det var et mix af det hele. Noget som jeg helt bestemt vil ændre på, for det var ikke ham der var noget i vejen med, men mig. Så jeg vil begynde at slappe mere af, omkring mit sygdom, og ikke lade den styre mit liv......for ja det har den desværre gjort, men nok også fordi den har rørt så meget på sig. Men han har det fint med min sygdom, og så burde jeg også stole på, at han ikke bare pludselig forsvinder, fordi det bliver for meget. Og jeg burde fokusere på ham, i stedet for de begrænsninger min sygdom giver mig.

Selvfølgelig vil jeg hele tiden blive mindet om min sygdom, men den skal ikke længere være det der styrer mit liv. Jeg bør ikke give afkald på kærligheden pga. den her sygdom.

Jeg vil prøve på at slappe mere af nu og åbne op for ham.

Tusind tak for jeres råd....det er rart at have jer herinde

You go girl..og grib dagen
I dette tilfælde kærligheden.